Corona pandemi åbner op for nyt kapitel i verdenshistorien

Begivenhederne på verdensplan bevæger sig med en hæsblæsende hastighed. Den nye coronavirus (og sygdommen COVID-19) har igangsat en kædereaktion, der vender op og ned på enhver form for stabilitet i det ene land efter det andet. Alle modsætningerne i det kapitalistiske system kommer styrtende op til overfladen.

[Source]

Tusinder af mennesker har mistet deres liv, og hundredtusinder er sandsynligvis blevet smittet. Men der er ingen indikation på, at pandemien har nået sit højdepunkt endnu. Antallet af omkomne stiger med mellem 20 og 30 % hver eneste dag. Der er ingen vaccine i sigte, og ingen ser ud til at have nogen fornuftig plan, der kan få bugt med situationen. De fleste lande handler på egen hånd uden at tage hensyn til rådgivning fra organer som Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Sundhedsvæsener i de hårdest ramte lande er ved at nå et bristepunkt, og sundhedsarbejdere i andre lande frygter for, hvad der er i vente i de kommende uger og måneder.

Sygdommen har hovedsageligt været begrænset til Kina, Iran og de vestlige lande. Når det rammer kystbyer, slumområder og lejre i Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent og Latinamerika – steder med en begrænset adgang til eller endda mangel på sundhedssystemer og sanitære faciliteter – vil vi blive vidne til nye højder for sygdommens hærgen. Antallet af dødsfald vil skulle tælles i millioner. Den ødelæggelse og tvangsforflytning vi bliver vidne til på verdensplan, kommer til at svare til de forhold, vi ellers kun ser under krigstider.

Aktiemarkederne har allerede reageret med stejle dyk. Mandag faldt oliepriserne til ca. 30 dollars pr. tønde. Aktiemarkeder overalt i verden fulgte trop. Onsdag annoncerede Storbritanniens centralbank den ekstraordinære sænkning af renten med 0,5 %. Men dette havde overhovedet ingen virkning, da aktiemarkederne fortsatte deres fald torsdag – en dag der blev den værste dag siden 1987. Markedernes nervøsitet afspejler den herskende klasses pessimistiske forventninger. De er bange for udsigterne for verdensøkonomien, som i forvejen var i gang med at skifte ned i de lave gear.

Kina, den næststørste økonomi i verden, har udsigter til at gå igennem sit første kvartal med negativ vækst siden Maos kulturelle revolution. Sygdommen i Kina menes at være inddæmmet. I Hubei-provinsen forbliver servicesektoren dog fortsat fuldstændig stillestående. Store industrier genstarter produktionen, men da resten af verden er på vej ind i recession, er der ikke en synderlig stor efterspørgsel. Langt de fleste små og mellemstore virksomheder i Kina, hvori næsten 80 % af landets arbejderklasse er ansat, har endnu ikke genoptaget driften.

Der er ingen tegn på en hurtig helbredelse. Nogle eksperter forudsiger, at verdensøkonomiens vækst kunne falde til 1 %, et fald fra fra 2,6 % sidste år, hvilket ville betyde at flere lande ville gå i recession. Men dette er ønsketænkning. Industri, handel og transport kommer til at gennemgå cyklus efter cyklus af sammenbrud. Forbruget kommer til at falde. Forsyningskæder vil blive afbrudt igen og igen. Verdensøkonomien vil gå ind i en dyb krise.

Europa bliver hårdt ramt og især Italien, som er den tredjestørste økonomi i eurozonen. Ministerrådet for EU afholdt et møde for at træffe fælles foranstaltninger, der skulle hjælpe med at tackle krisen. Men alt hvad de kom frem til var at oprette en fond på 25 mia. euro, hvoraf meget af denne sum allerede er en del af unionens budget. Resten af ​​deres planer beløb sig til en ophævelse af budgetrestriktioner for de enkelte medlemslande. Grundlæggende set overlades alle stater til at kæmpe deres egen kamp – ikke meget af en union dér. Selv den italienske præsident Mattarella, der ellers normalt er pro-EU, var nødt til at kritisere EU's reaktion på krisen i en officiel note: «Italien gennemgår en vanskelig situation. Vores erfaring med at bekæmpe spredningen af ​​coronavirus vil sandsynligvis være nyttig for alle andre lande i EU. Italien forventer derfor med rette, at EU i det mindste tager hensyn til fælles interesser, opretter solidaritetsinitiativer og ikke tager beslutninger, der kan hindre denne indsats.» Faktisk er Italien nu modtager af langt mere hjælp (medicinsk udstyr såsom åndedrætsværn osv.) fra Kina end fra EU. Østrig har allerede lukket grænsen til Italien. Andre lande forbyder flyvninger til og fra Italien. Tjekkiet har lukket sine grænser for rejsende fra 15 lande. Frankrig, Tyskland og andre lande har indført forbud mod eksport af visse medicinske produkter. Alt dette vil eskalere i de kommende uger, hvis ikke dage. Det fælles marked lukkes reelt set gradvist. Ligesom det skete efter det verdensomspændende økonomiske krak i 2008 og under flygtningekrisen, bringer det nuværende chok alle de interne modsætninger i EU op til overfladen og sætter tydeligt spørgsmålstegn ved unionens fremtid som helhed.

Donald Trump der indtil for nylig erklærede, at virussen ikke ville påvirke USA, er nu i fuld sving med en hysterisk nationalistisk vildledning og kalder COVID-19 for en «fremmed virus». Han har indført rejseforbud for statsborgere fra udvalgte europæiske lande og har udsendt fornyede opfordringer til at etablere en grænsemur mellem USA og Mexico (på trods af at Mexico kun har 12 bekræftede smittede). Rejseforbuddene kommer til at have en øjeblikkelig effekt på turist- og servicesektoren. Dette vil sandsynligvis skubbe USA ind i en recession.

Rusland og Saudi-Arabien krydser også klinger over niveauet for olieproduktionen: en konflikt, der allerede har fået oliepriserne til at falde. Resultatet kan blive en russisk statsbankerot. Den libanesiske stat har allerede misligholdt sin gæld. Andre mellemliggende økonomier såsom Tyrkiet, Argentina, Indien, Indonesien og Sydafrika kunne følge trop på kort til mellemlang sigt.

Virussens spredning har accelereret de protektionistiske tendenser på verdensplan dramatisk. Hver af de nationale herskende klasser skynder sig at forsvare deres egen position og eksportere de negative sociale konsekvenser. Rejseforbud kunne let føre til handelsbarrierer. Handelskrigen både mellem USA og Kina og mellem USA og Europa, som mange mente var aftaget, kunne blusse op igen på en langt mere ukontrollerbar måde. Dette baner vejen for en økonomisk depression, der ville ligne 1930'erne og ville vare langt ud over de umiddelbare konsekvenser af virussen.

De borgerlige skylder skylden for den økonomiske krise på virussen. Men virussen var kun den tilfældighed, som har bragt alle de tidligere modsætninger frem, som havde akkumuleret sig i systemet. Dette er en krise i det kapitalistiske system som helhed, som har været under opbygning i årtier. Kapitalistklassen formåede at udsætte den i et stykke tid ved en massiv udvidelse af kreditten. Det vil sige ved at øge gælden, som nu er blevet en kolossal hindring for vækst. Før eller siden ville boblen springe. Vi forudsagde dette i vores verdensperspektiv, der blev udarbejdet i november 2019 og blev vedtaget på et nyligt møde for den Internationale Eksekutivkomité i den Internationale Marxistiske Tendens. I dokumentet står der:

«Opsvinget var under alle omstændigheder meget svagt og skrøbeligt, og ethvert chok kunne skubbe økonomien ud over klippeskrænten. Stort set alt kan fremprovokere panik: en hævning af rentesatserne i USA, Brexit, en konflikt med Rusland, forværringen af handelskrigen mellem USA og Kina, en krig i Mellemøsten, der fører til stigende oliepriser, og endda et særligt dumt tweet fra Det Hvide Hus (og af disse er der ingen mangel).»

Set fra et økonomisk synspunkt var virussen blot en tilfældig begivenhed, der udtrykker en dybere, underliggende nødvendighed. Men det påvirker også, hvordan processen vil udvikle sig fremover. På grund af virussens art er den herskende klasses evne til at lindre eller kanalisere krisen begrænset.

Pandemiens dominoeffekt vil knuse en allerede svag verdensøkonomi. Det ene land efter det andet annoncerer i øjeblikket økonomiske stimuluspakker for at holde økonomien oven vande. Men virkningerne af disse foranstaltninger vil være begrænset af pandemiens konsekvenser, som ikke forsvinder lige foreløbig. Store dele af servicesektoren såsom biografer, caféer, restauranter osv. vil alle blive hårdt ramt, da folk vil holde sig fra offentlige sammentræf. Dette er også sektorer, hvor prekære arbejdsforhold er mest hyppige. Det vil have en voldsomme konsekvenser for de arbejdere, der er ansat under sådanne forhold. Situationen vil fortsætte, ihvertfald indtil at der er fundet virkningsfulde lægemidler mod sygdommen. Store industrier vil også opleve, at produktionen regelmæssigt afbrydes, når der kommer nye udbrud. Lige meget hvad regeringer forsøger vil arbejdsløsheden skyde i vejret. Som konsekvens af dette vil forbruget falde og blive til en yderligere bremse på økonomien.

Den herskende klasse er skrækslagne ved tanken om massearbejdsløshed og intensiveret klassekamp, noget det kunne være lige rundt om hjørnet. I mange lande træffer regeringer særlige foranstaltninger, såsom at give indrømmelser til arbejdere i blandt andet den offentlige sektor, gennem særlige betingelser for sygefravær. Men disse foranstaltninger kommer ikke tæt på at løse de berørte arbejderes problemer. Nogle banker tillader folk at udsætte pantelån i et par måneder. Små og mellemstore virksomheder får gunstige lån og skatterabatter. Europa-Parlamentet drøfter suspendering af Maastricht-traktaten, der binder medlemslandene til et budgetunderskud på maks 3 %. De øger massivt statsudgifterne i et forsøg på at afværge en katastrofe.

Men det er højst usandsynligt, at dette kommer til at løse noget. Keynesianske tiltag på dette tidspunkt vil sandsynligvis ikke kickstarte forbruget, som på grund af virussen kunne være svækket i månedsvis, måske i flere år. Det kan i stedet forårsage ukontrolleret inflation i flere af økonomiens sektorer. Små og mellemstore virksomheder kunne gå i konkurs i massevis. Skattelettelser og billige lån ville kun skubbe problemet ind i den ikke alt for fjerne fremtid. Millioner af arbejdspladser vil stadig være i fare.

I vesten er der et enormt antal arbejdspladser inden for service-, bygge- og transportindustrien med prekære ansættelsesforhold, og disse jobs ville være de første, der ryger. I Italien er en stor del af arbejdsstyrken især i de hårdest ramte sektorer såsom turistindustrien, hotelbranchen, restaurationsbranchen osv. ansat som løsarbejdere. I fattige lande er situationen værre. I eksempelvis Iran arbejder 96 % af arbejdsstyrken på såkaldte "blanke" kontrakter, der ikke giver nogen rettigheder til arbejdere. I alle lande vil arbejdsløshed blive en kilde til radikalisering på masseskala.

National enhed

De herskende klasser og deres regeringer appellerer til, at deres respektive nationer forener sig i denne krisetid. Men bag denne illusion læsser de katastrofens største byrder af på arbejderklassen. Den ene regering efter den anden implementerer drakoniske foranstaltninger. I Italien, Danmark og Kina har nogle områder af samfundet fungeret som under krigslov.

I Kina blev arbejdere ved de vigtigste stålfabrikker tvunget til at blive på arbejde i næsten en måned uden ret til at gå hjem. I Italien tvinges læger og sygeplejersker til at arbejde, indtil de bryder sammen. I mellemtiden bliver den private sektor bedt om især inden for industrien at fortsætte med at arbejde. Mange spørger nu sig selv, hvad meningen med dette er. Hvis man ud fra målet om at bekæmpe spredningen af ​​pandemien anbefaler folk at blive hjemme, hvorfor skal arbejdere fra ikke-væsentlige sektorer i økonomien så stadig gå på arbejde? Svaret er ikke svært at gennemskue: for at opretholde overskuddet for kapitalisterne så vidt muligt. Selv om strejkeretten er blevet drastisk indskrænket af en række særlige foranstaltninger, griber arbejderne i Italien til handling. I øjeblikket spreder en bølge af uvarslede strejker sig gennem landet, hvor arbejdere kommer ud for at protestere mod manglen på passende sikkerhedsforanstaltninger. De strejkende kræver, at fabrikker der producerer ikke-væsentlige råvarer, lukkes uden tab af løn for arbejderne, indtil der er indført passende hygiejniske forhold. Dette har lagt et enormt pres på fagforeningsledere i CGIL-CISL-UIL-konføderationerne, der indtil videre har samarbejdet med industrierne i Confindustria for at holde fabrikkerne åbne. Alt dette er en smagsprøve på de kommende begivenheder.

Indtil videre lempes restriktionerne i Kina, men de vil sandsynligvis blive genindført, når et nyt udbrud begynder. Danmark og Italien er lukket ned. Mange andre lande vil være tvunget til at gøre det samme. Regeringer over hele verden prøver at give en opfattelse af, at de “gør noget”. Mens nogle af de trufne foranstaltninger er fornuftige fra et epidemiologisk synspunkt, undergraves de af den private ejendomsret, kapitalismens anarki og nationalstatens eksistens. Vi ser således, at private sundhedsudbydere omdirigerer coronaviruspatienter til den offentlige sektor. Vi ser private sundhedsforsikringer, der nægter at dække omkostningerne ved tilfælde af coronavirus. Der er en mangel på udstyr til diagnosticering af virussen, der produceres af den private sektor. Folk bliver bedt om at blive hjemme, mens arbejdere bliver bedt om at fortsætte med at gå på job. Private virksomheder drager fordel ved at hæve prisen på desinficerende midler, masker og endda det udstyr, der bruges til at teste for coronavirus! Endelig undergraver den kendsgerning, at forskellige regeringer ikke engang koordinerer deres respons og indtager forskellige og ofte modstridende fremgangsmåder, kampen for at inddæmme pandemien.

I USA benægtede Donald Trump, at sygdommen udgjorde en trussel indtil den 11. marts. I Kina nægtede regeringen, som var bange for at skade den skrøbelige økonomi, i ugevis at tage handling over for epidemien. I stedet blev forskere og whistleblowers fængslet og forfulgt. I Iran nægtede regimet endda at erkende sygdommens eksistens i flere uger for at gøre deltagelsen i parlamentsvalget så høj som muligt. Selv i dag dækker regimet over sygdommens alvorlighed. Officielt er kun et par hundrede iranere døde af coronavirus, men ifølge uofficielle rapporter er dødsfaldet mange gange højere. Det er sandsynligt, at antallet af inficerede allerede er i de titusinder eller hundredetusinder.

Da Irans religiøse leder Khamenei blev spurgt om, hvilke særlige forholdsregler folk kunne tage mod virussen, foreslog han, at de bad. Selvfølgelig gælder det kun for Irans fattige. Du kan være sikker på, at hvis Khamenei selv blev inficeret, ville han modtage de bedste, videnskabeligt baserede sundhedsydelser, der findes. Alt tyder på, at den største kilde til spredningen af sygdommen i Iran har været Fatima Masumahs helligdom i Qom, hvor pilgrimme strømmer til for at blive helbredt. Alt dette undergraver hele grundlaget for det teokratiske regime. Det religiøse etablissement nægter at acceptere dette og trodser de sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige. I stedet prøver de at give opfattelsen af, at epidemien ikke er andet end en vestlig konspirationsteori. Alt dette forbereder en voldsom modreaktion fra de iranske masser, der betaler for den herskende klasses råddenskab med deres liv.

I mellemtiden hæmmes indgrebet mod sygdommen af ​​årtiers nedskæringer i sundhedsvæsenet. I Italien blev 46.500 arbejdspladser i sundhedsvæsenet skåret mellem 2009 og 2017. 70.000 hospitalssenge er blevet skåret væk. Italien havde 10,6 sygehuse pr. 1000 borgere i 1975 – nu er tallet 2,6! Storbritannien gik fra 10,7 senge pr. 1000 borgere i 1960 til 2,8 i 2013. Mellem 2000 og 2017 blev antallet af disponible hospitalssenge reduceret med 30 % i Storbritannien! De samme forhold findes i hele den vestlige verden. I Italien skal sundhedsarbejdere ofte beslutte, hvem de kan behandle, da der kun er begrænsede faciliteter. Det betyder, at mange – hovedsageligt ældre – vil dø på grund af en mangel på ressourcer. Efterhånden som antallet af tilfælde stiger, kommer sundhedsvæsenets systemer under intenst pres. Det er en reel mulighed at de kunne kollapse, hvilket ville efterlade hundredtusinder til at klare sig selv. De rige med adgang til det private sundhedsvæsen vil blive skånet for dette barbari. I Iran modtog en hel række ministre, parlamentsmedlemmer og topembedsfolk øjeblikkelig behandling og er i bedring efter at have været inficeret af virussen. I mellemtiden kæmper titusinder af almindelige mennesker for bare at blive testet for virussen. I et tragisk tilfælde ankom en sygeplejerskes testresultat en uge efter hendes død.

I Singapore er hele befolkningen blevet givet medicinal- og sikkerhedsudstyr såsom masker. Og i Kina er en række hospitaler straks blevet bygget for at håndtere situationen, og tests blev udført på titusinder af mennesker, selv dem uden symptomer. I Storbritannien ser regeringen ikke ud til at have gjort noget forsøg på at forberede sig på katastrofen, der er på vej. Antallet af tests for virussen er faldende. Selv folk som kommer hjem fra Norditalien og viser symptomer på virussen har ikke kunne blive testet. Den 12. marts var Boris Johnson nødt til at indrømme, at 10.000 mennesker sandsynligvis allerede er inficerede i Storbritannien. Men han nægtede at lukke for store begivenheder og forsamlinger, som man har gjort i Italien og endda i Skotland. Han sagde med kølig tonation, at offentligheden bør forberede sig på at «miste kære før deres tid.» Som en New York Times-rubrik rammende sagde: «Storbritannien skærmer sin økonomi fra virussen, men ikke sin befolkning».

Premierminister Boris Johnsons kyniske attitude blev for nyligt afsløret i et interview, hvor han blev spurgt om, hvordan sygdommen kunne håndteres. Han nævnte henkastet som et alternativ, at «måske kunne man tage slaget, tage det hele i et hug, og lade sygdommen bevæge sig igennem befolkningen, uden at vedtage så mange drakoniske tiltag.» Med andre ord: Måske kunne vi lade tusindvis dø uden at tage nogle seriøse tiltag for at sikre, at virksomheder kører som normalt. Denne fatalistiske tilgang, som deles af andre lande såsom Sverige og USA blev implicit kritiseret af WHO, som beder sine medlemsstater om fortsat at forsøge at inddæmme virussen. Der er uden tvivl et element af malthusianisme i disse kommentarer, som afspejler den herskende klasses rådne tankegang. Altså den idé at fattigdom, krig og epidemier afspejler verdens overbefolkning og er nødvendige for at holde befolkningstallet nede. Jeremy Warner, en journalist hos The Telegraph, skrev: «Ikke for at sætte det for meget på spidsen, men fra et fuldstændigt neutralt økonomisk perspektiv kan COVID-19 endda ende med at være en smule gavnligt på lang sigt ved disproportionalt at frasortere ældre forsørgede.» Så bourgeoisiets tanke er, at lade sygdommen bevæge sig gennem befolkningen og «frasortere» så mange, den kan, i ét hug. Så kunne Storbritannien komme ud af recessionen hurtigere end andre lande, som implementerer tiltag til at begrænse sygdommen.

Det amerikanske sundhedssystem er specielt dårligt udstyret til at håndtere det, der er på vej. Millioner af mennesker uden sundhedsforsikring kan komme til at stå overfor frygtelige tilstande. Det er muligt at regeringen midlertidigt vil forsikre folk i denne situation, men det vil ikke løse problemet med det faldefærdige sundhedssystem, som kommer til at kæmpe for at håndtere de mængder af sygdom, der er på vej. Det amerikanske system er kun gearet til én ting: at føre penge ned i lommerne på de store medicinalvirksomheder. Det er ikke i stand til at håndtere en national katastrofe i den størrelsesorden, vi forventer at se.

I de sidste par uger har ingen forberedelse fundet sted. Hospitaler har ingen plan, ingen træning er blevet stillet til rådighed, og udstyr er begrænset. Det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention har også nægtet at bruge internationale standard-coronavirus-testkits udviklet i Tyskland og har i stedet valgt at udvikle sine egne tests fra bunden. Men det er blevet mødt med mange problemer, som betyder at testene har været enormt forsinkede, og at der ikke er nær så mange, som der er brug for. Yderligere er der kun få testfaciliteter, og derfor er procedurerne enormt tidskrævende. Derfor havde USA den 6. marts, da Sydkorea havde udført 140.000 tests, kun udført 2.000! Resultatet er, at der ikke findes noget klart overblik over hvor mange folk, der faktisk har sygdommen i USA. Ingen seriøse tiltag er blevet gennemført for at beskytte almindelige mennesker fra sundhedskrisen og det økonomiske kollaps. Men alligevel sprøjtede den amerikanske centralbank, straks efter krisen eskalerede, 1,5 billioner dollars ind i markedet for at beskytte de store virksomheder.

Hele kapitalistklassens og dens institutioners inkompetence er til skue. Donald Trump virker fuldstændig afkoblet fra situationen, og alle hans handlinger ser ud til at føre mod en endnu større katastrofe. I sidste ende kan det føre til Trumps undergang. I mellemtiden kan kravet om et gratis, nationaliseret sundhedsvæsen finde bred opbakning.

Igen og igen vil den herskende klasses grådighed og råddenskab blive afsløret. Dette mønster vil gentage sig over hele verden i takt med at sygdommen spreder sig fra det ene land til det andet.

Marxisternes opgave bliver at afsløre den herskende klasse og den nationale enheds fupnummer. Vi må vise, at den parasitiske herskende klasses interesser er diametralt modsat resten af samfundets:

  • Vi må alle steder rejse kravet om ekspropriering af alle privatiserede sundhedsinstitutioner. Hele sundheds- og medicinalindustrien skal straks nationaliseres under arbejderkontrol for at planlægge omgående og effektiv hjælp til alle, der har brug for det.
  • Antallet af senge skal øges dramatisk, og hvis det er nødvendigt, skal nye hospitaler straks bygges – enten ved at beslaglægge og genbruge tomme bygninger som hoteller og lignende eller ved at bygge nye faciliteter fra bunden.
  • Ubegrænset sygeløn skal garanteres til alle, og den løsarbejdende (prækære) del af arbejderklassen skal straks formaliseres eller garanteres understøttelse, der svarer til en løn, man kan leve for, hvis de har mistet deres job. Forældre og forsørgere bør gives betalt orlov, så de kan passe børn og dem, der er påvirket af lukninger af skoler, dagplejer og så videre.
  • Streng priskontrol må indføres på alle nødvendige varer. Ekspropriering af fabrikker, som kan producere knappe hygiejneprodukter og medicinaludstyr.
  • Alle udsættelser og tvangsauktioner bør blokeres. Tomme hjem der bruges til spekulation af de superrige, bør bringes under offentlig kontrol for at give indkvartering til de hjemløse.
  • Al ikke-essential produktion bør sættes på pause i ramte områder for at stoppe spredningen af sygdom, og arbejdere bør garanteres fuld løn så længe virksomhederne er lukkede. Al outsourcing i den offentlige sektor bør straks stoppes, og udliciterede serviceydelser bringes under den offentlige sektor, og arbejderne i disse ansættes i staten, for at sikre at de fortsat modtager deres løn.
  • På virksomhedernes regning bør der implementeres sundhed- og sikkerhedstiltag for arbejdere på de arbejdspladser, hvor drift er nødvendig. Hvis cheferne påstår, at der ikke er penge til det, må vi at regnskaberne åbnes for offentligheden.
  • Sådan nogle tiltag bør diskuteres og blive besluttet af arbejderne selv med tillidsmænd og valgte arbejderkomitéer, der tilser implementeringen. Hvis fagforeningens tilstedeværelse er svag eller ikke findes, er det en oplagt lejlighed til at begynde at organisere og kræve anerkendelse af fagforeningen.
  • De nødvendige ressourcer der skal til for at bekæmpe pandemien, kan ikke findes ved at øge budgetunderskuddet eller den nationale gæld, som vil blive betalt af arbejderne gennem nedskæringer senere. En omgående afgift afkrævet af store virksomheder bør indføres. Vi må også opfordre til nationalisering af bankerne for at overføre ressourcer derhen, hvor der er brug for dem, og give finansiering til husholdninger, små forretninger og sektorer, der bliver påvirket af nedlukningen.
  • Industrier som står overfor konkurs bør nationaliseres og kontrolleres af arbejderklassen for at beskytte arbejderes job og levebrød. Og monopolernes uudnyttede rigdom bør eksproprieres for at finansiere de nødvendige nødforanstaltninger.

Det er marxisters opgave at drage opmærksomheden hen på kapitalistklassens manglende evne til at bringe samfundet fremad. Vi må tålmodigt forklare, at det kun er arbejderklassen der ved at tage magten i egne hænder kan vise vejen ud af dette dødvande.

En ny periode

Det vi er vidne til, er starten på en ny periode i verdenshistorien. En periode med krise – med krige, revolutioner og kontrarevolutioner. Som en kampesten kastet ned i en vandpøl vil krisens effekter skabe bølger, som vil sprede sig til alle verdens afkroge. Det bliver den største omvæltning af samfundet siden anden verdenskrig. Alle regimer vil blive kastet ud i oprør, og den sociale, økonomiske, diplomatiske og militære ligevægt vil blive udslettet.

Som vi har forklaret mange gange før, løste den herskende klasse aldrig modsætningerne, som førte til krisen i verdensøkonomien i 2008. I stedet genoppustede de blot boblen, som nu springer igen. Samtidig vil pandemien gøre det første krak meget voldsomt og fastholde en nedtrykkende effekt på økonomien i helt op til to år. Men når pandemien slutter, vil der ikke være nogen tilbagevenden til det “normale”. Det kommende årti vil blive langt mere turbulent end det sidste.

Allervigtigst for marxister vil massernes bevidsthed gennemgå dramatiske skift. Processen vil i høj grad komme til at ligne situationer i krigstid. Kriser og massearbejdsløshed vil være på dagsordenen. Drakoniske tiltag vil blive brugt mod arbejderklassen.

I det første stadie vil den herskende klasse forsøge at stabilisere situationen ved at appellere til national enhed. Den foregående periode har nedbrudt etablissementet og politikernes autoritet. Ikke desto mindre vil mange folk acceptere de nye omstændigheder, fordi de tror, at de er midlertidige og nødvendige. Mange kommer til at tro, at staten handler i nationens interesse. Men gradvist vil det stå klart, hvem der bliver bedt om at betale, og hvis interesser der bliver beskyttet. Masserne vil blive bedt om at gøre flere og flere ofre for den herskende klasse. Men der er en grænse. Når den nås, vil den nuværende tilsyneladende føjelighed blive transformeret til rasende vrede.

Grundlaget for bevidsthedens forandring kommer til at ligge i fremtidens store begivenheder. Begivenheder som vil ryste bevidstheden i sin grundvold og tvinge den til at reevaluere alt det bestående. Alt det som almindelige mennesker tager for givet vil ændre sig – fra de mindste hverdagsvaner til nationale normer og traditioner. Det vil tvinge masserne ud af deres passivitet og ind på den verdenspolitiske scene. Samtidig vil alle dele af status quo gå i opløsning, og masserne vil blive konfronteret med kapitalismens nøgne barbari.

Trotskij skrev om Storbritannien i 1921 og forklarede denne proces, som den fandt sted under første verdenskrig:

«Det må ikke glemmes at menneskelig bevidsthed set på samfundsskala, er frygteligt konservativ og langsom. Kun idealister forestiller sig, at verden bevæges fremad ved menneskelige tankers frie initiativ. Faktisk går et samfunds eller en klasses tanker ikke et eneste skridt frem, undtagen når der er et ekstremt behov for at gøre det. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, tilpasses gamle genkendelige ideer til nye fakta. Vi taler ærligt, hvis vi siger, at klasser og mennesker hidtil ikke har vist afgørende initiativ, undtagen når historien har pryglet dem med den tunge pisk. Havde tingene været anderledes, ville folk så have tilladt den imperialistiske krig at finde sted? Når alt kommer til alt, drog krigen nærmere mens alle så til, som to tog der for afsted mod hinanden på en enkelt bane. Men folkene forblev stille, så til og fortsatte med at leve deres velkendte, konservative hverdagsliv. Den imperialistiske krigs skræmmende omvæltninger var nødvendige for at få indført visse ændringer i bevidstheden og i det sociale liv. Ruslands arbejdere væltede Romanov, drev bourgeoisiet ud og tog magten. I Tyskland slap de af med Hohenzollern, men stoppede halvvejs… Krigen var nødvendig for at disse ændringer kunne ske, krigen med sine ti millioner døde, sårede og lemlæstede… hvilket klart bevis det er for, hvor konservativ og langsom den menneskelige tanke er, hvor stædigt de holder fast i fortiden, til alt som er kendt, velkendt, nedarvet – indtil plagens næste slag.»

Allerede nu kan vi se de første stadier af denne proces. I Iran er der revolutionær vrede overalt. Et tweet som forklarede folkets desperation, lød: «Min grandonkel døde for to dage siden på grund af coronavirus. Siden han var syv år gammel, da hans far døde, og indtil han var 77, var han en arbejder. I krisen som har spredt sig i Qom, kunne han ikke blive hjemme, fordi han var nødt til at vælge imellem brød og sit liv. Det er den bitreste tanke i mit sind.»

Ja, det er en meget bitter tanke, som minder meget om de tanker, der farer gennem hovedet på millioner andre. Tusindvis af mennesker dør for intet andet and den herskende klasses grådighed og inkompetence. Truslen om virussen er det eneste, der holder bevægelsen tilbage. Men det er kun en udskydende faktor. Når støvet lægger sig, vil masserne begynde at bevæge sig igen.

I Ecuador har Lenín Moreno introduceret en nedskæringspakke til at håndtere krisens effekter. Det vil næsten sikkert føre til nye opstande bare måneder efter regeringen næsten blev væltet af en massebevægelse. På tværs af den Arabiske Halvø, fik man kun stoppet den arabiske revolution med øget velfærd. Men med faldet i oliepriserne er det ikke længere holdbart, og nedskæringer vil være på dagsordenen. I Kina har eksperterne sagt i årevis, at 6 %’s vækst var nødvendig for at undgå social uro. Men de tal hører fortiden til.

I Italien udvikler en lignende stemning sig. Specielt hos dem på frontlinjerne – læger, sygeplejersker og andre sundhedsarbejdere, som er overbelastede, og som er nødt til at kompensere for de utilstrækkelige ressourcer, de bliver givet af myndighederne. De kan ikke protestere kollektivt nu på grund af den tunge byrde på deres skuldre. Men de vil heller ikke glemme, hvad de ser. Når de får et pusterum, vil disse lag begynde at gå i offensiven.

De avancerede kapitalistiske lande vil ikke gå fri. Her er masserne på vej ind i krisen, ikke på baggrund af en periode med vækst og velstand, men efter mere end 10 år med nedskæringer og angreb efter krisen i 2008. Tilliden til myndighederne og etablissementet er allerede rekordlav. Hamstringen og manglen på respekt for sikkerhedsdirektiver i nogle områder er et tegn på dette. Og oven i det vil de i stedet for at vende tilbage til den levestandard, der var normalen i 2008, få serveret massearbejdsløshed og fattigdom på et uset niveau i efterkrigstiden. Det vil tvinge dem ind på kampens sti.

I løbet af kampen vil arbejderklassen blive transformeret og med den dens lederskab og organisationer. I denne proces vil mange muligheder åbne sig op for marxister for at få et publikum til vores ideer – i første omgang hos de avancerede lag og senere hos arbejderklassens masser. Vores ideer er de eneste, der kan forklare de begivenheder, der finder sted i dag.

Den krise vi står overfor, er på alle niveauer et produkt af det kapitalistiske system. Fra udslettelsen af miljøet, som fører til flere epidemier; til den pilrådne medicinalindustri, der kun er interesseret i at investere i udviklingen af nye stoffer, hvis de er potentielt profitable; og til et sundhedssystem, som har været udsat for årevis med nedskæringer, er blevet privatiseret og outsourcet i sådan en grad, at de er ude af i stand til at håndtere pludselige skift. Yderligere har den herskende klasse og deres lakajer verden over vist sig at være fuldstændigt ude af i stand til at afstive forsvaret mod sygdom. Igen og igen har deres tøvende uvilje til at ofre deres profitter ladet epidemien sprede sig videre. Under dække af at reagere på pandemien vil de forsøge at lægge regningen for pandemien og den økonomiske krise på arbejderklassens skuldre.

Klimaet er i en ildevarslende tilstand, et hidtil uset antal oversvømmelser og tørker rammer forskellige områder på jorden, og sværme af græshopper truer millioner af menneskers levebrød. Krige og borgerkrige raser i Afrika og Mellemøsten. Én katastrofe efter den næste rammer vores planet. Men det er ikke Jesu anden genopstandelse, som nogle ellers kunne tro. Det er dødskramperne hos et system, der er blevet en lænke på det menneskelige samfund. Valget mellem socialisme og barbari kunne ikke være mere tydeligt. Kapitalisme er rædsel uden ende. Men midt i rædslen skaber den sin egen banemand: arbejderklassen, som fører bag sig de fattige og undertrykte. Når arbejderne begynder at bevæge sig, vil ingen magt på planeten kunne stoppe dem.