Med begivenhederne i Catalonien, Kurdistan og Skotland er national selvbestemmelse og selvstændighed blevet et vigtig element i klassekampen, og er kommet på tilbage dagsordenen på venstrefløjen. Jonas Foldager fra Revolutionære Socialister diskuterer i det her oplæg hvordan marxister skal forholde sig til det nationale spørgsmål.

Fra den 24. til den 29. juli 2018 mødtes 370 marxister, fra mere end 25 forskellige lande, i de italienske alper til den Internationale Marxistiske Tendens’s (IMT) årlige verdenskongres. Vi er overbeviste om, at denne kongres i fremtiden vil huskes som et vendepunkt i kampen for at bygge en verdensomspændende organisation, der er i stand til at lede arbejderklassen i kampen for at vælte kapitalismen.

I marts 1934 genkriminaliserede Stalin homoseksualitet i hele Sovjetunionen. Fra da af kunne enhver, der var involveret i homoseksuelle aktiviteter blive sat i fængsel i tre til fem år.

De sidste to måneder har været præget af en fornyet bekymring over økonomien. Det var egentlig meningen, at det skulle være en periode fuld af optimisme på baggrund af positive tal for arbejdsløshed, lønvækst osv.. Men til trods for disse tal er markedet uroligt, og borgerskabet er så småt ved at få øjnene op for, at ingen af de problemer, som skabte finanskrisen i 2008, er blevet løst. Om noget er de blot blevet værre.

Oktoberrevolutionen ændrede radikalt på situationen for homoseksuelle i Rusland, på samme måde som den gjorde det for kvinderne. I 1922 blev den første straffelov for den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik (SFSR) vedtaget som lov. I 1918 blev alle de gamle tsaristiske love ophævet, og endeligt, efter et par års debat, blev den nye grundlov vedtaget og homoseksualitet – eller ”sodomi”, som det blev kaldt – blev afkriminaliseret. Det var et enormt fremskridt for homoseksuelle, der under tsaren kunne blive arresteret og dømt til årevis i fængsel, eller blive sendt til arbejdslejre.

I starten af februar cirkulerede nogle usædvanlige protestscener på sociale medier i Islamabad. Tusindvis af pashtunere marcherede mod Islamabad fra Pakistans stammeområde nær den Afghanske grænse. Målet med marchen var at holde en protest foran presseklubben i hovedstaden.

Med de Konservative (”the Tories”) i intern borgerkrig over Brexit er der snak i de konservative korridorer om udskrivelse af et hurtigt nyvalg. Dette er en klar mulighed, når man tager den kaotiske situation, som det konservative parti står i, i betragtning. Der er derfor reel mulighed for, at Jeremy Corbyn kan være på vej mod 10 Downing Street før snarere end senere.

Torsdag den 31. maj udløb fristen for en handelsaftale mellem Trump og Canada, Japan, Mexico og EU. Det betyder, at den straftold på stål og aluminium, som Trump havde truet med, nu træder i kraft. Med dette skridt har Trump begyndt på processen: at optrevle globaliseringen. Lørdag den 2. juni mødtes G-7 landenes finansministre, og de 6 af dem rottede sig sammen mod USA og udtrykte deres “enstemmige bekymring og skuffelse” over den amerikanske beslutning.

Ved det Venezuelanske præsidentvalg søndag den 20. maj, blev Nicolas Maduro genvalgt til endnu en præsidentperiode. Størstedelen af den reaktionære opposition havde, med fuld støtte fra Washington og Bruxelles, opfordret til en boykot, hvilket førte til en meget lav valgdeltagelse blandt middel- og overklassekvartererne i de største byer. Deres krav om at valget blev afblæst blev gentaget af højreorienterede regeringer i regionen. Dette førte til at mange folk fra arbejderklassen og de fattigere kvarterer mødte op for at stemme som en måde at afvise den skamløse imperialistiske indblanding. Dog var valgdeltagelsen imidlertid markant lavere end ved forgående valg. For mange er den dybe

Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den. (K. Marx, Teser om Feuerbach)

I går blev seks kammerater fra IMT (den Internationale Marxistiske Tendens) arresteret i Karachi af hæren og Sindh Rangers, en statslig paramilitær gruppe, der er berygtede for deres illegale henrettelser. Spørgsmålet må rejses i arbejder- og studenterbevægelsen verden over. Vi har brug for protest- og solidaritetsmeldinger. Tag affære nu!

Frankrig er gået ind i en ny fase i klassekampen idet præsident Emmanuel Macron nærmer sig et større opgør med de offentligt ansatte. Landet rystes af en række strejker, demonstrationer og konfrontationer mellem masserne og statsautoriteterne.

I søndags tog den tyrkiske krigsmaskine, støttet af de såkaldte syriske oprørstroper, kontrol over den kurdiske by Afrin i det nordøstlige Syrien. Mens de vestlige medier havde travlt med at fordømme Assad-regimets offensiv mod de islamistiske styrker i Damascus forstad Ghouta, havde de, ikke overraskende, overhovedet ingen opmærksom rettet mod den brutale nedslagtning af kurdere, som vel at mærke aldrig har angrebet Tyrkiet.

Over hele verden er kvindeundertrykkelse blevet sat på dagsordenen. I dag – på kvindernes internationale kampdag - er der blevet indkaldt til strejke i flere lande og i mange flere lande finder der demonstrationer og møder sted.

Donald Trump bød det nye år velkommen på en måde, som kun han kan: omgivet af sin sociale og politiske klan i overdådige omgivelser i sin eksklusive Mar-a-Lago klub i Florida og desuden i selskab med en repræsentativ forsamling af alle dele af det amerikanske samfund - lige fra filmstjerner til milliardærer.

Det ser ud til, at Tyrkiet har indledt eller snart vil indlede [det er indledt – red] et angreb på den kurdisk-styrede Afrin-enklave i det nordvestlige Syrien. Forberedelserne til denne operation har stået på i flere måneder. Tyrkiske tropper har omringet området sydfra og, ved hjælp af deres proxy-tropper - den såkaldte Frie Syriske Hær - østfra og har befæstet og bombet området i de sidste par uger.

I løbet af de sidste par dage har vi set begyndelsen på en ny bevægelse blandt de tunesiske unge, næsten syv år efter de væltede det forhadte Ben Ali regime i 2011. Denne gang er det et IMF-pålagt (Den internationale valutafond, red.) budget, der har været gnisten til at antænde protester overalt i landet. Dusinvis af demonstranter er blevet arresteret, og én er blevet dræbt. Bevægelsen ”Fech Nastannew?” (Hvad venter vi på?) er et stærkt bevis på, at det at vælte en diktator, ikke automatisk løser problemer som fattigdom, arbejdsløshed, og manglen på en fremtid, som var det, der fremprovokerede opstanden i 2011.

I går [1. januar 2018 – red] fortsatte protesterne på femtedagen over hele Iran. Imens er sikkerhedsstyrkerne gået hårdere til den. På den femte dag lader det til, at protesterne er mindsket en smule i omfang, delvist grundet den hårdere linje fra staten og delvist grundet manglen på et konkret fokus for bevægelsen. Regimet har dertil reduceret adgangen til internettet og kommunikation, og det er også tydeligt, at mange protester ikke rapporteres, særligt fra de små byer og forstæder.

I år er det 50 år siden, at den revolutionære argentiner Che Guevara blev dræbt i en CIA organiseret militæraktion i Bolivias jungle. Che Guevara, hvis ansigt næsten alle mennesker i verden kender fra protestbannere, plakater, T-shirts og andet merchandise, er blevet et symbol for den Cubanske Revolution og kampen imod imperialistisk undertrykkelse. På trods af visse fejltagelser tjener hans selvopofrelse, ærlighed og beslutsomhed stadig i dag som en kilde til inspiration for vor tids revolutionære.

Som Brexit-forhandlingerne går i stå, begynder storkapitalen at gå helt i panik. Et Brexit uden en aftale, et såkaldt ”ukontrolleret Brexit”, som er det scenarie som kapitalismen for alt i verden vil undgå, truer. Fanget i midten er Irland, det eneste land der deler landegrænse med Storbritannien.