Kapitalismens historiske krise, revolution i Mellemøsten og Europa og et socialistisk alternativ til den Europæiske Union. Det var bare nogle af de emner, der udgjorde baggrunden for Socialistisk Standpunkts 10års jubilæum lørdag den 24. september.Forud var gået ugevis af forberedelser og resultatet lod intet tilbage at ønske.

Kapitalismens verdensomspændende krise er gået ind i en ny fase. I stedet for at komme sig over krisen, viser flere lande tegn på økonomisk depression. Det er en hidtil uset situation og viser, hvor dybt dårligdommen når ind i det kapitalistiske system, som stadig vakler efter nedturen i 2008-9.

Over 100.000 mennesker gik på gaden til mega-demonstrationen den 12. marts i Madison, en by med kun 230.000 indbyggere. Stemningen var utrolig. Det var meget bevægende at se de før så passive dele af befolkningen ude på gaden, deriblandt alle sektorer (sygeplejersker, lærere, brandmænd etc.), mange for første gang i deres liv var ved, med frisk mod, at finde deres stemme.

Lørdag den tredje september gjorde de israelske masser det utvetydigt klart, at de ikke ville lade sig blive afsporet og splittet af den herskende klasses gamle kneb med ”del og hersk”, ej heller var de villige til at lade deres bevægelse løbe tør for damp i sommervarmen, hvilket blev vist ved, at en halv million gik på gaden for at forlange social retfærdighed og revolution. Alene i Tel Aviv gik 300.000 på gaden. I Jerusalem deltog 50.000, hvilket er det dobbelte af, hvad vi har set i de tidligere demonstrationer denne sommer.

Enden kom pludseligt og uden advarsel. I sandhedens øjeblik faldt Gaddafi regimet som et korthus.

Utrolige scener i Tel Aviv. Lørdag d. 7. august, gik over 300.000 på gaden i en by med en befolkning på under en halv million. Andre demonstrationer fandt også sted i lørdags, med 30.000 forsamlet i Jerusalem, og tusinder forsamlet i andre byer på tværs af landet. Det samlede antal demonstranter er svært at beregne, men det kunne være hvad som helst mellem 400.000 og en halv million, i et land med 7.7. millioner indbyggere. Imellem de velkendte krav for ”social retfærdighed”, kunne en række bannere ses som bar slogans: ”Træd tilbage, Egypten er her”. Meget sigende var ordene ”træde tilbage” skrevet på arabisk.

Optøjerne i Storbritanien er kun et symptom på en generel krise i kapitalismen. Marxisterne vil ikke gå med borgerskabets og dets agenter, i deres hykleriske kor af fordømmelse. Vores pligt er finde en vej til ungdommen, at hjælpe dem til at finde den rigtige vej – den revolutinonære vej, vejen til den socialistiske omdannelse af samfundet.

Sidste weekend så vi et brutalt og modbydeligt angreb på den skandinaviske og internationale arbejderbevægelse i Norge. Massakren var et stort chok, ikke bare for de medlemmer af Arbeiterpartiets Ungdomsforbund (AUF) der var på sommerlejr på Utøya, men for befolkningerne i hele Skandinavien. I mandags mødte mere end 150.000 op til demonstration i Norge, den største demonstration siden anden verdenskrig.

Offentligheden verden over er blevet chokeret over nyheden om den blodige massakre i Norge. Mindst 91 mennesker er blevet dræbt, deriblandt 84 medlemmer af Arbeiternes Ungdomsfylking (AUF) på en sommerlejr.

I går vedtog det græske parlament den seneste nedskæringspakke, der blev krævet for yderligere lån fra EU. PASOK-regeringen er fast besluttet på at gennemtvinge dens nedskæringer, selvom 75 procent af befolkningen er imod, at yderligere forringelser påtvinges dem.

Søndag den 19. juni gik flere hundredetusinde mennesker over alle forventninger igen på gaderne i byer over hele Spanien i de hidtil største demonstrationer siden bevægelsens start den 15. maj. Det, der startede som et udtryk for generel vrede mod politikere og bankfolk, samt forsøget på at få almindelige arbejdere til at betale for den økonomiske krise, er blevet en massebevægelse, som bliver stadig mere åbenlyst politisk og orienteret mod arbejderklassen.

Udtalelsen, som vi her bringer, er af afgørende betydning. POE-OTA (den officielle fagforening for græske kommunalansatte) har fremsat et krav om politisk generalstrejke, et krav som naturligt udspringer af bevægelsen på de store pladser.

Den internationale kapitals strateger er nået frem til, at det er nødvendigt med en ny lånepakke til Grækenland. Sammen med pakken følger endnu hårdere tiltag, herunder det berygtede program, som regeringen allerede har fremlagt, med kæmpemæssige nedskæringer og udsalg af statens ejendom. Men nu begynder arbejderbevægelsen at påvirke situationen.

Søndag den 5. juni blev endnu en milepæl i den sociale og politiske situation i Grækenland og Europa. Imponerende mobiliseringer rullede over landet: en halv million i Athen og demonstrationer med tusinder af mennesker i Thessaloniki, Patras, Larissa, Volos, Heraklion og andre byer. Det placerer Grækenland på tærsklen til en revolutionær situation. Det betyder, at for første gang i årtier har de europæiske udviklede kapitalistiske lande udsigt til en revolution med kontinentale dimensioner.

En ”fejlslagen stat” og det farligste sted i verden. Sådan bliver den pakistanske stat beskrevet. The Economist skrev for nylig, at ”hvis landet lå et hvilket som helst andet sted, ville Pakistan – der også har verdensrekorden i atom-oprustning – formentlig blive betragtet som en slyngelstat.”

Situationen i Grækenland udvikler sig dag for dag, og den bevæger sig i retning af en revolutionær situation. Onsdag den 25. maj samlede 120-150.000 mennesker sig på Syntagma-pladsen og andre centrale pladser i de største græske byer. Masserne protesterede imod regeringens nedskæringspolitik og EU’s brutale aggression imod Grækenlands befolkning.

Først var det Tunis, så Cairo, Wisconsin og nu Spanien. Kapitalismens krise har igangsat en bølge, der ikke kan kontrolleres. Alle kræfter, der forsvarere det bestående, slutter sig sammen for at standse den: politikere og politi, dommere og fagforeningsbureaukrater, den betalte presse, fjernsyn, præster og ”intellektuelle” men oprørets tsunami skyller over det ene land efter det andet, fra kontinent til kontinent.

Efter Anden Verdenskrig opstod der helt nye forhold: stalinismen havde konsolideret sig i USSR, Østeuropa og Kina, og det stalinistiske maskineri så uovervindeligt ud. Alligevel forudså Ted Grant i denne artikel, hvor han analyserer de ændrede forhold, stalinismens endeligt. Artiklen er et uundværligt dokument til forståelse af stalinismen og udviklingen op til Sovjetunionens kollaps samt som forberedelse til fremtidige begivenheder.

Der er ingen fremtid ude en fortid. En empirisk, mekanisk og pragmatisk tilgang til den revolution, der fejer over regionen fra Atlanterhavet til det Arabiske Hav vil ende i en forkert analyse og en katastrofal skæbne for masseopstanden.

Vi giver her et kort historisk oprids af udviklingen af Gaddafi-regimet fra den borgerlige arabiske nationalisme i de tidlige dage over perioden med såkaldt islamisk socialisme og til den nuværende periode med åbning for udenlandske investeringer, store indrømmelser til multinationale selskaber og begyndelsen på omfattende privatiseringer.