Demonstrationer i Cuba: forsvar revolutionen!

Situationen i Cuba er alvorlig. Søndag den 11. juli var der demonstrationer i forskellige byer og storbyer i Cuba, som har fået bred mediedækning internationalt. Hvor kommer disse protester fra? Hvad er deres karakter? Hvordan skal vi som revolutionære reagere?


[Source]

Demonstrationerne begyndte i San Antonio de los Baños, Artemisa-provinsen 26 km sydvest for hovedstaden Havana. Det, der umiddelbart udløste demonstrationerne, som har fået hundredvis af mennesker ud i gaderne i San Antonio, var vedvarende og konstante strømafbrydelser. Men denne faktor skal tilføjes til en ophobning af problemer, som er blevet særlig alvorlige siden pandemiens begyndelse for 16 måneder siden: mangel på basale produkter, mangel på medicin, faldet i lønningernes købekraft. Udover dette er der pandemiens forværring i de seneste par dage med udbredelsen af mere smittende varianter, mens kun 15-20 % af befolkningen er færdigvaccineret, hvilket har sat sundhedssystemet under hårdt pres i adskillige provinser.

Der var tydeligvis en grad af oprigtighed i demonstrationen i San Antonio (noget som den cubanske præsident Díaz-Canel selv senere anerkendte), som voksede ud af de virkelige problemer, som folket står over for. Parolerne, der bragte hundredvis af mennesker ud i gaderne i San Antonio, var ”vi vil have vacciner” og kravet om en løsning på deres umiddelbare problemer, som blev overdraget til de lokale myndigheder.

Men vi ville være blinde, hvis vi ikke så, at der også er en anden faktor på spil. I dagevis har der været en intens kampagne, som er blevet organiseret af kontrarevolutionære elementer på sociale netværker under parolen #SOSCuba. Kampagnen har to mål. Ét: at forsøge at skabe en social opstand, demonstrationer i gaderne gennem udbredelsen af overdrevet, partisk eller direkte falsk information (for eksempel om sundhedssituationen i Matanzas; det område, der er værst ramt af pandemien) og den abstrakte opfordring til demonstration i gaderne. To: at bruge undskyldningen om nødsituationen i forhold til sundhed (delvist virkelig, delvist overdrevet) til at udbrede ideen om behovet for en ”humanitær intervention” af udenlandske magter for at ”hjælpe Cuba”.

Hykleriet fra de personer (kunstnere, musikere osv.), der har promoveret kampagnen, er utrolig. Hvor var kampagnen til støtte for en ”international intervention” i Brasilien eller Peru eller Ecuador – alle lande, der har lidt af COVID-19-dødsrater 10, 20 eller 50 gange større end i Cuba?

Denne hykleriske kampagne er et tydeligt forsøg på at retfærdiggøre en udenlandsk imperialistisk intervention mod revolutionen under dække af humanitær hjælp. Vi har set dette før i Libyen, i Venezuela, i Irak. Vi ved, hvad der virkelig ligger bag disse såkaldte ”humanitære interventioner”: imperialisme. Vi kunne ikke forestille os en større grad af kynisme. De samme magter, som vedligeholder en blokade mod Cuba, som afholder landet fra at handle på verdensmarkedet og fra at købe medicin og forsyninger til at fremstille det kræver nu, at den cubanske regering åbner en ”humanitær korridor”!

En alvorlig situation

Ved demonstrationen i San Antonio de los Baños fremsatte nogen parolen, der har samlet kontrarevolutionen i de seneste måneder: ”Fædreland og Liv” (”Patria y Vida” i opposition til revolutionen parole ”Fædreland eller død – vi vil vinde”). Men ifølge rapporter fra kammerater dér, var de ikke flertallet:

»Siden i går har der været en opfordring i en Facebook-gruppe, hvori flertallet er ariguanabense [lokale], til at protestere mod strømafbrydelserne, der har varet op til 6 timer, som byen lider under. Hvad der startede som noget småt voksede, som de bevægede sig gennem byens hovedpulsårer. Det var en meget heterogen masse, hvor forskellige tanker og ideologier uden tvivl eksisterer side om side. Jeg har set, at nogen fremsætter parolen ”Patria y Vida”, men jeg tror, at flertallet bare følger den generelle strøm.«

Meget hurtigt spredte informationen om demonstrationen i San Antonio de los Baños sig gennem sociale medier og blev forvrænget og forstærket af kontrarevolutionære elementer, der opfordrede til, at lignende demonstrationer fandt sted i andre dele af landet. Der er mange rygter om dette, og som det ofte er tilfældet, er mange af dem usande, men det lader til, at der var demonstrationer i et bemærkelsesværdigt antal byer og storbyer over hele øen. I disse tilfælde var den kontrarevolutionære komponent (i forhold til paroler, de folk der opfordrede til demonstrationer, osv.) meget mere dominerende end i San Antonio de los Baños. Ud over »Fædreland og Liv« råbte de »Ned med diktaturet«, »Frihed« og så videre.

I Camagüey konfronterede demonstranterne en politipatrulje og endte med at vælte et politikøretøj. I Manzanillo rapporterede en kammerat, at meget unge teenagere demonstrerede i Maceo Street, hovedpulsåren, der løber gennem Manzanillos øvre område, som har været uden vand i syv dage. Præsidenten for bystyret ankom for at forsøge at etablere dialog. Der blev råbt bandeord og fornærmelser, og til sidst blev der også kastet sten mellem lokale revolutionære og dem, der demonstrerede.

En anden kammerat beskrev begivenhederne i Santa Clara, hvor to grupper på ikke mere end 200 mennesker omringede politistationen og forsøgte at overtage Kommunistpartiets hovedkvarterer. En anden gruppe på omkring 400 mennesker organiserede sig for at drive dem tilbage. Ifølge denne rapport blev demonstrationen primært udgjort af meget unge mennesker, teenagere, og en hel del marginaliserede elementer. Parolerne var »ned med kommunisme«, mod Díaz-Canel, men mange af dem, der var til stede, dukkede bare op uden at råbe nogen paroler.

Luis Manuel Otero Alcántara, én af kontrarevolutionens mest ledende skikkelser på øen, opfordrede til en forsamling ved Malecón [kystlinjen] i Havana. Opfordringen blev gengivet af alle de reaktionære medier i Miami og i deres sociale medienetværk, som er udbredte i Cuba. I løbet af eftermiddagen samlede en gruppe på under 100 mennesker sig ved Malecón. Senere dukkede flere folk op og dannede en gruppe på adskillige hundreder, hvori det var svært at skille dem, der demonstrerede, fra dem, der bare så på.

Demonstrationen bevægede sig til forskellige dele af byen, Kongressen, Revolutionspladsen, osv., og den voksede til en betragtelig forsamling på måske et tusinde mennesker. En kammerat beskrev den sociale sammensætning som »meget blandet«:

»Der var nogle der kommer fra folket, men også borgerlige typer, mange marginaliserede elementer, lumpne fra byerne og unge mennesker«.

Præsident Díaz-Canel dukkede op i San Antonio de los Baños, hvorfra han kom med udtalelser og senere talte til landet i en tale på fjernsyn, hvori han opfordrede de revolutionære til at gå på gaden for at forsvare revolutionen. Denne opfordring blev besvaret i forskellige dele af landet inklusiv Havana. De internationale medier gad selvfølgelig ikke at vise dette, fordi det ikke passer med den idé, som de ønsker at videregive.

For at komme med eksempler er her scener fra en march i Belascoain.

Der var også en forsamling af revolutionære foran Revolutionsmuseet her.

Senere ved 10 de Octobre.

Man kunne komme med mange flere eksempler.

Der var også hændelser, konfrontationer og stenkast fra de kontrarevolutionæres side. En kammerat, der var i en af forsamlingerne til forsvar for revolutionen, fortæller:

»Jeg blev angrebet. Nu ved jeg også, hvordan det er at se en rasende gruppe komme imod dig. Jeg var bange. De lynchede mig næsten, de kastede vand, rom, og de kastede to sten efter mig, selvom de ikke ramte mig. Jeg oplevede adskillige scener med vold tæt på mig.«

Der var politiinterventioner mod demonstranterne og selektive arrestationer.

Det er tydeligt, at selv i en meget svær situation med lidelse og mangel har den cubanske revolution stadig en bred social base med støtte, som er klar til at gå på gaden for at forsvare revolutionen, når den bliver truet. Dem, der gik ud til forsvar for revolutionen, har også lidt under de samme forhold som dem, der nu demonstrerer mod den, og mange har meget vel også kritik af regeringens ledelse, af nogle af dens valg og af bureaukratiet. Men i sandhedens øjeblik ved de, at de må gå ud for at forsvare revolutionen.

Hvad repræsenterer disse begivenheder?

Demonstrationerne er uden tvivl betydningsfulde. Hvis vi ser bort fra de imperialistiske mediers overdrivelser, så er disse demonstrationer de største udtryk for protest i Cuba siden maleconazo i 1994, og de kommer på et tidspunkt med dyb økonomisk krise, hvori revolutionens ledelse ikke har samme autoritet, som den havde dengang.

Hvad er årsagerne til den økonomiske og sociale krise, som Cuba oplever i dag? En række historiske problemer bliver kombineret med andre mere nutidige. Blandt de førstnævnte: blokaden, revolutionens isolation i et tilbagestående land og bureaukratiet.

Blandt de sidstnævnte: de tiltag, som Trump indførte for yderligere at kvæle revolutionen økonomisk (politikker, som Biden ikke har tilbagerullet) og først og fremmest pandemiens effekt (og dens effekt på turisme, som er en af Cubas hovedkilder til indkomst fra hård valuta). Vi diskuterede begge disse faktorer i en artikel fra oktober sidste år.

Ud over dette må der tilføjes effekten af de tiltag, som den cubanske regering tog i januar som svar på denne meget dybe økonomiske krise samt den stærke stigning i COVID-19-tilfælde på grund af ankomsten af nye varianter i løbet af de sidste par dage.

Problemerne er alvorlige – meget alvorlige. Men for at finde en løsning på dem må vi forstå deres årsag. Først og fremmest er blokaden blandt disse årsager. Dernæst: det fuldstændigt ulige forhold mellem den cubanske planøkonomi og det kapitalistiske verdensmarked. For det tredje: pandemien og dens økonomiske og sundhedsmæssige følger. Og endelig følgerne af den bureaukratiske håndtering af økonomien i forhold til spild, ineffektivitet, magelighed, osv.

Hvilken position bør vi tage som revolutionære i denne situation? Først og fremmest må det klart forklares, at demonstrationerne indkaldt af Luis Manuel Otero Alcántara og andre relaterede elementer er tydeligt kontrarevolutionære, selvom de forsøger at kapitalisere på en følelse af lidelse, som stammer fra de meget svære objektive forhold. Problemerne og lidelserne er virkelige og ægte. Men demonstrationerne under parolen ”Fædreland og Liv” og ”Ned med diktaturet” er kontrarevolutionære. Der er uden tvivl forvirrede elementer, der deltager. Men midt i forvirringen er det uundgåeligt, at dem, der dominerer disse demonstrationer fra et politisk synspunkt, er kontrarevolutionære. De er organiserede, motiverede og har tydelige mål. Derfor er det nødvendigt at modsætte sig dem og at forsvare revolutionen. Hvis de, der opfordrer til disse demonstrationer (og deres mentorer i Washington), opnår deres mål – omvæltningen af revolutionen – vil de økonomiske og sundhedsmæssige problemer, som den cubanske arbejderklasse står over for, ikke blive løst, men tværtimod vil de blive forværret. Man behøver blot at se til Bolsonaros Brasilien eller nabolandet Haiti for at overbevise sig selv om dette.

I den kamp, der åbner sig i Cuba, er vi betingelsesløst i lejren til forsvar for den cubanske revolution. Alle gusanos (slang for reaktionær, red.) i Florida kræver allerede en militær intervention i Cuba. Til en pressekonference søndag gik Miamis borgmester, borgmesteren af Miami-Dade County og kommissær Joe Carollo (Miamis tidligere borgmester) sammen og bad Biden om at intervenere i Cuba »inden for Monroedoktrinens grænser.«

Men vores betingelsesløse forsvar for den cubanske revolution betyder ikke, at vi er ukritiske. I debatten om den mest effektive måde at forsvare den cubanske revolution forsvarer vil tydeligt et klassebaseret og internationalistisk perspektiv og går ind for arbejderdemokrati.

Derudover må det også åbent siges, at de metoder, som bureaukratiet bruger for at forsøge at imødegå de problemer, som revolutionen står over for, er utilstrækkelige og i mange tilfælde kontraproduktive (for eksempel Økonomisk Omorganisering).

Pro-kapitalistiske tiltag svækker planlægningen og statsejerskabet, og de forøger social differentiering og styrker de kapitalistiske elementer på øen. Dette skaber den sociale base for disse demonstrationer. Manglen på arbejderdemokrati medfører, udover desorganiseringen af økonomien, magelighed, manglende interesse og ineffektivitet.

De metoder, som bureaukratiet bruger som svar på kontrarevolutionære provokationer, er også i mange tilfælde selv kontraproduktive. Censur, bureaukratiske restriktioner og vilkårlighed tjener ikke at forsvare revolutionen, når hvad der er behov for er politisk diskussion, revolutionær ideologisk genoprustning, ansvarlighed og arbejderdemokrati.

Vores paroler må være:

  • Forsvar den cubanske revolution!
  • Ned med den imperialistiske blokade – fingrene væk fra Cuba!
  • Nej til kapitalistisk restoration – for mere socialisme!
  • Mod bureaukratiet – for arbejderdemokrati og arbejderkontrol!

Join Us

Join the International Marxist Tendency and help build a revolutionary organisation to participate in the struggle for socialism worldwide!

In order to join fill in this form and we will get back to you as soon as possible.