Den fantastiske bevægelse blandt arbejdere og unge i Tyrkiet er en inspiration for hele verden. Det der begyndte som en fredelig protest imod fældningen af nogle træer i en park for at bane vejen for opførslen af et indkøbscenter, har udviklet sig til en tidevandsbølge af masseprotester imod det modbydelige og reaktionære Erdogan-regime, antager en opstandslignende karakter.
Da Occupy Gezi demonstranterne blev brutalt angrebet af politiet d. 28. maj 2013 og de følgende dage, udviklede bevægelsen sig hurtigt til en national opstand imod den korrupte og reaktionære AKP regering, ledet af Recep Tayyip Erdogan.
De borgerlige kommentatorer er rådvilde. Tyrkiet har haft høj økonomisk vækst og blev anset for at være en model for stabilitet. Men denne pludselige eksplosion viser, at der under overfladen var en simrende utilfredshed.
AKP regeringen kom til magten ved valgene i 2002 og har siden øget sin stemmeandel. Erdogan kunne forblive ved magten på grund af den økonomiske vækst i Tyrkiet det sidste årti. Men de fattige fik meget lidt ud af denne vækst. Ud af en befolkning på 75 millioner står de rigeste 20 procent for over halvdelen af den nationale indtægt, mens de fattigste 20 procent kun står for 6 procent.
Et uretfærdigt skattesystem lægger al byrden for skatterne på arbejderne og de fattige. Uligheden har været på himmelflugt. Fagforeningerne undertrykkes og der trampes på rettighederne. En bundløs afgrund har åbnet sig mellem de rige og fattige, de herskende og de beherskede. Begivenhederne på Taksim pladsen var kun gnisten, der antændte den krudttønde, der var blevet opbygget det sidste årti.
AKPs styre har været meget undertrykkende og udemokratisk. Erdogan er arrogant og autokratisk. Han har bragt Tyrkiet på randen af borgerkrig med Syrien, hvilket er meget upopulært og han har indført islamiske love, der underminerer statens sekulære karakter.
Den økonomiske vækst var baseret på et massivt tilstrømning af direkte udenlandske investeringer, der blev tiltrukket af privatiseringen af offentlige aktiver. Men Tyrkiet har akkumuleret en massiv udenlandsgæld og væksten er nu næsten stagneret og levestandarden faldende.
Trods Erdogans påstande om, at bevægelsen består af ”ekstremister”, har den en meget en bred karakter. Arbejdere, studerende, pensionister, kurdere og alevitter, og endda fodboldfans fra rivaliserende klubber i Istanbul Fenerbache, Besiktas og Galatasaray er gået med i massedemonstrationerne landet over. Socialistiske og kommunistiske organisationers røde faner ses ved siden af portrætter af Ataturk og kurdiske flag vejer ved siden af tyrkiske nationalistiske flag, hvilket tidligere ville have været utænkeligt.
Mindst 2000 er blevet arresteret og i hvert fald tre er blevet slået ihjel, men den brutale politiundertrykkelse har blot kastet benzin på bålet. Demonstrationerne har spredt sig til mindst hundrede byer. Masserne kæmper tilbage mod politiet og i nogle tilfælde har de presset dem på tilbagetog.
Protestbevægelsen har allerede vundet en række vigtige sejre. Det har tvunget politiet til et tilbagetog i det mindste midlertidigt i nogle områder. Det har presset regeringen op i et hjørne. Erdogans voldelige trusler de første dage er blevet afløst af forsonende toner. De er farligere end politiets tåregas og knipler. Der må ikke udvises den mindste tillid til disse falske og hykleriske “forsonere”.
Alle regeringens indrømmelser er løgne, opfundet med det formål at splitte og demobilisere bevægelsen. Regeringen siger, at den ikke vil bygge et indkøbscenter på Taksim pladsen – men en moske! Denne udtalelse er en tåbelig provokation og en fornærmelse mod Istanbuls befolkning.
Det tyrkiske folk er trætte af at få trampet på deres demokratiske rettigheder af en klike, der taler i Islams navn, men hvis virkelige Gud er penge, hvis vigtigste moske er børsen og hvis højeste præster er grådige spekulanter. Det er deres interesser, regeringen forsvarer, og intet andet.
Regeringen siger nu, at den “respekterer retten til fredelige demonstrationer”, mens politiet sammen med fascistiske bander fra AKP, slår, gasser og skyder på forsvarsløse mænd og kvinder på gaderne og arresterer tusinder for den “forbrydelse” at demonstrere.
På dette stadie er folkets hovedkrav for demokrati og social retfærdighed. Men der kan ikke være tale om demokrati, så længe regeringsmagten forbliver i hænderne på Erdogan og hans bande. Første forudsætning for et ægte demokratisk Tyrkiet er at feje alle de korrupte gangstere i Ankara på porten. Hovedkravet må være: ned med Erdogan! Ned med denne tyvagtige og undertrykkende regering.
Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) udtrykker sin fulde solidaritet med de revolutionære arbejdere og unge i Tyrkiet, der kæmper modigt for deres rettigheder. Vi appellerer til arbejderbevægelsen overalt til at organisere protester imod den brutale politiundertrykkelse fra den tyrkiske regering.
For et øjeblikkeligt stop for undertrykkelsen og den øjeblikkelige løsladelse af alle de arresterede demonstranter og alle de politiske fanger i tyrkiske fængsler.
For arrestationen af og offentlige retssager mod alle de elementer, der har været involveret i angrebene på demonstranter, ikke bare politiofficererne og deres fascistiske hjælpetropper fra AKP, men også politicheferne og de ministre, der har stået bag denne brutale undertrykkelse, først og fremmest Erdogan.
For fulde demokratiske rettigheder inklusiv retten til at demonstrere og forsamlingsfrihed.
For øjeblikkelig stop for alle begrænsninger i faglige og politiske aktiviteter på skoler og universiteter.
Ikke mere censur! Demonstranterne, fagforeningerne, arbejdere og unge må garanteres adgangen til massemedierne til frit at tale deres sag for det tyrkiske folk, der er blevet nægtet adgang til information og blevet fodret med regeringens løgne.
Vi er enige i, at det er nødvendigt at kæmpe for ethvert demokratisk krav.
Arbejderklassen ønsker det bredeste demokrati for at forberede grunden for kampen for socialisme. Men den revolutionære bevægelse vil nødvendigvis gå ud over de formelle demokratiske krav.
De problemer, det tyrkiske folk står overfor, kan ikke løses blot ved en minister- eller regeringsrokader. Disse problemer er ikke bare et spørgsmål om parlamenter, love og grundlove, men har rødder i selve samfundets klassenatur.
Hvordan kan der være tale om nogen form for retfærdighed, når al den rigdom, der skabes af de tyrkiske arbejderes blod, sved og tårer, eksproprieres af en lille håndfuld røvere og parasitter? Der kan aldrig komme social retfærdighed i Tyrkiet, så længe jorden er i godsejernes hænder, bankerne i finansfolkenes og industrien i de private kapitalisters hænder.
Under Erdogan har uligheden været på himmelflugt. Det planlagte indkøbscenter på Taksim ses som et symbol på den spekulative urbane udvikling der har været, hvor arbejderne skubbes ud i hovedstadens udkant, at de tarvelige byggekontrakter går til det herskende partis kammesjukker og de åbenbare modsætninger mellem rige og fattige. Den har virket som en katalysator, der har bragt alle modsætningerne op til overfladen.
Den nuværende massebevægelse kan bringe regeringen ned på knæ. Men for at vælte den er der brug for mere end massedemonstrationer på gaderne. Den mest magtfulde kraft i samfundet er arbejderklassen. Ikke en elpære lyser, ikke en telefon ringer og ikke et hjul drejer uden arbejderklassens tilladelse!
Den tyrkiske arbejderklasse er meget stærk og har vidunderlige revolutionære traditioner. Der har været nogen strejker, men det er nødvendigt at indkalde en generalstrejke for alle for at forene bevægelsen og give den et samlet mål. Fagforeningerne bør sætte sig sammen og blive enige om en dato. Massemøder bør indkaldes på alle fabrikker, kontorer og værksteder for at diskutere spørgsmålet og planlægge.
For at organisere revolutionens magtfulde men spredte styrker bør der etableres aktionskomiteer på alle fabrikker, kollegier, skoler, forstæder og byer. De bredeste lag af uorganiserede arbejdere, bønder og unge, kvinder, kurdere og andre undertrykte lag må inddrages.
Opsættelsen af demokratiske aktionskomiteer på alle niveauer: lokalt, distrikt, regionalt og nationalt er den eneste garanti for at initiativet vil forblive i hænderne på det revolutionære folk og at den tyrkiske revolution ikke vil blive kapret, som den blev i Egypten.
Det er ikke vigtigt for arbejderne og bønderne om dem, der berøver og undertrykker dem, taler i nationens, demokratiets eller den hellige Korans navn. Det egyptiske folk blev bestjålet og undertrykt af Hosni Mubarak før og nu bestjæles og undertrykkes de af det Muslimske Broderskab. De samme røvere og undertrykkere sidder i Ankara og Kairo og for den sags skyld Washington og London.
Dønningerne fra den revolutionære bevægelse i Tyrkiet vil kunne mærkes i Europa og Mellemøsten. En massebevægelse imod en islamisk, konservativ, kapitalistisk regering i Tyrkiet kan kun svække islamisternes tiltrækningskraft i andre lande og på samme tid styrke den revolutionære bevægelse imod de islamiske regeringer i Tunesien og Egypten.
De egentlige årsager til den tyrkiske opstand er de samme som dem, der antændte revolutionerne i Egypten og Tunesien. De er et udtryk for det kapitalistiske systems globale krise, med enorm rigdom samtidig forfærdelig lidelse, hjemløshed, ungdomsarbejdsløshed og korrupte og diktatoriske borgerlige regeringer, støttet af den amerikanske imperialisme, der tramper på folkets rettigheder for at berige sig selv og deres superrige støtter.
Arbejderne i Grækenland, Cypern og Tyrkiet, arbejderne i Europa, Egypten og resten af verden har de samme problemer og bekæmper den samme fjende. Det er på tide at gå sammen i arbejderklassens fælles internationale kamp imod Kapitalens diktaturer, der er hovedbarrieren i vejen for al menneskeligt fremskridt.
Det mod og den beslutsomhed som almindelige mennesker i Tyrkiet har udvist, har endnu engang bevist, at der er en magt i samfundet, der er langt stærkere end nogen stat, hær, regering eller politistyrke. Det er massernes magt, som intet kan modstå, når først den er mobiliseret for at kæmpe for at forandre samfundet.
IMT står skulder ved skulder med det revolutionære folk i Tyrkiet:
Fuld støtte til de revolutionære arbejdere og unge i Tyrkiet!
Ned med Erdogan og han røver-regering!
Opsæt aktionskomiteer for at forberede en generalstrejke med det formål at vælte regeringen!
For en arbejder- og bonderegering!
Længe leve den socialistiske revolution!
Arbejdere i alle lande foren jer!
London, 5. juni, 2013