Massedemonstrationer i Rusland

Danish translation of Elections in Russia: The tide is turning  (06 December 2011).

Kort efter valget i Rusland skrev Alan Woods en analyse. Efterfølgende har begivenhederne udviklet sig med lynende hast, med udviklingen af en massebevægelse i protest mod valget og svindlen. Vi bringer som indledning til denne artikel en kort opsummering af valgresultatet. Hele analysen af valget kan læses på engelsk her.

4. december var der valg i Rusland til parlamentet og regionale valg. Resultatet var et slag mod Putin, der stiller op til præsidentvalget i marts. Putins parti, Forenet Rusland, fik en regulær vælgerlussing, på trods af valgsvindel. Forenet Rusland fik kun under halvdelen af de afgivne stemmer, hvilket giver partiet et meget snævert flertal i Statsdumaen. Resultatet skal sammenlignes med de 64 procent af stemmerne, partiet opnåede ved parlamentsvalgene i 2007. Valget afspejlede en bemærkelsesværdig forandring i situationen i Rusland, til trods for svindlen.

Dumavalgene var en vigtig indikator for Rusland fremtid. Resultatet af præsidentvalget i marts er givet; Putin vil blive Ruslands næste præsident. Men Kreml skulle vinde et konstitutionelt flertal ved valget, eller 66 procent af pladserne (cirka 62 åprocent af stemmerne), men det lykkedes langt fra. Det herskende parti tabte sit hidtidige to-tredjedele flertal, der tillod det at ændre grundloven, som de ville.

Syv partier kæmpede om 450 parlamentspladser, der tildeles de partier, der opnår mere end 7 procent af de afgivne stemmer på nationalt plan, i forhold til deres stemmetal. Det betyder, at de mindre partier udryddes, og at kun fire partier havde en reel chance: Putins Forenet Rusland, Kommunistpartiet (CPRF), Et Retfærdigt Rusland (Spravidlivaya Rossiya) og partiet med det komisk misvisende navn Det Liberale Demokratiske Parti (LDPR) ledet af den højreorienterede demagog Zhirinovsky.

De foreløbige resultater mandag morgen efter valget, da 95.71 procent af stemmerne var optalt, var som følger:

  • Forenet Rusland: 49.54%
  • Kommunistpartiet: 19.16%
  • Et Retfærdigt Rusland: 13.22%
  • Det Liberale Demokratiske Parti: 11.11%
  • Yabloko: 3.3%
  • Ruslands patrioter: 0.97%
  • Retfærdig sag: 0.59%

Det giver følgende fordeling af pladserne i Dumaen:

  • Forenet Rusland: 238 (315 in 2007)
  • CPRF: 92 (57)
  • ET Retfærdigt Rusland: 64 (38)
  • Det Liberale Demokratiske Parti: 56 (40)

---

I slutningen af min artikel om det russiske valg skrev jeg: hvad der skete i Tunesien og Egypten kan også ske i Rusland.” Begivenhederne er begyndt at bevæge sig i den retning, langt hurtigere end jeg havde forventet. I de seneste dage har massedemonstrationer fundet sted i de russiske byer.

I Moskva samledes mindst 50.000 søndag for at protestere mod valgfusk. Nogle anslår at tallet var op mod 100.000- Det er umuligt at verificere tallene, men billederne på internettet viser, at de var massive. I Petersborg protesterede 12.000, den største demonstration siden 1995. I Nizhny Novgorod, Krasnoyarsk, Vladivostok og mange andre byer var der demonstrationer med nogle tusinde deltagere.

Det viser, at en ny stemning er under hurtig udvikling i Rusland – en vred og trodsig stemning, der ikke længere vil blive afværget af undertrykkelse og officielle løgne. I starten forsøgte autoriteterne at forbyde demonstrationer og brugte politivold til at opløse dem. De prostituerede medier, der er i lommen på Kreml, forsøgte at kvæle bevægelsen under et tæppe af tavshed. Men intet af dette virkede.

Søndag havde bevægelsen, især i Moskva, nået en så enorm størrelse, at det var umuligt for medierne at forblive tavse. TV var tvunget til at rapportere fra begivenhederne, som alle vidste, fandt sted. Og autoriteterne løftede forsinket forbuddet af frygt for et blodigt sammenstød, der ville have skabt en eksplosiv situation i hele landet.

Hvad er denne bevægelses karakter
?Protestbevægelsen ser ud til i det mindste på dette stadie at bestå mest af folk fra middelklassen og intelligentsiaen. Der er ikke mange arbejdere på dette stadie, men der er mange unge, studerende og skoleelever. Det bør ikke overraske os. Bevægelsen har altid en tendens til at begynde med de studerende. Det var tilfældet i Frankrig i maj 1968 og det var tilfældet i Rusland i 1900-1901. Men det var forspillet til 1905 revolutionen.

Den oprindelige tilskyndelse til protestbevægelsen ser ud til at være kommet fra lederne af de liberale partier, der blev udslettet i valgene til parlamentet. Men demonstrationernes sammensætning er på ingen måde begrænset til disse elementer. Vores korrespondent i Rusland rapporterer, at der er et hav af røde bannere til demonstrationerne. I Moskva har CPRF [kommunistpartiet] officielt besluttet at deltage i protesterne (men ikke i Petersborg, ser det ud til). Mange mindre kommunistpartier deltager, og også anarkisterne.

Vreden mod Putin er ikke begrænset til middelklassen. Arbejderne følger interesseret disse begivenheder. De kan ikke lide Putin, men de er mistroiske overfor de liberale og politikere generelt. Og hvem kan bebrejde dem? Putin er slem, men var det ikke de selv samme liberale, der argumenterede for en tilbagevenden til kapitalismen og den ”frie markedsøkonomi”, som har hærget arbejdernes liv de sidste to årtier?

Den russiske marxistiske hjemmeside 1917.com bragte en artikel med titlen Liberale er skræmte over forandringens vind, der præcist beskriver klassemodsætningerne i protestbevægelsen. Den starter på følgende vis:

“Forandringens vind har blæst stærkt gennem de tre revolutioners by [Petersborg].
Byen har ikke oplevet en politisk mobilisering af dette omfang siden midten af 90’erne. Politiet rapporterede, at 7000 deltog i demonstrationen på Pioner pladsen. Der har nok været omkring 10.000. Uanset hvad var det et imponerende syn: En masse af demonstranter slangede sig langs med fortovene i området ved Oprørspladsen, langs Nevsky Prospekt og Zagorodny Prospekt frem mod Pioner Pladsen.

De fleste af demonstranterne kom her fast overbeviste om uundgåeligheden af sammenstød med uropolitiet uden at vide, at demonstrationen på Pionerpladsen i sidste ende ville blive tilladt. Det højt ansete regionale medieprogram ’kære borgere’, anmodede folk om ikke at give efter for provokationer. Det havde muligvis den modsatte effekt på nogle unge mennesker. Resultatet var, at i hvert fald marchen og muligvis hele demonstrationen fik en radikalitet, der langt oversteg selv de vildeste forventninger fra selv de mest dristige af organisatorerne og det på trods af, at demonstrationen var organiseret af anti-system og ikke-parlamentariske opposition.”

Artiklen forklarer, hvordan den ekstreme højrefløj LDPR blev smidt ud af mødet i Petersborg:

“Det blev lagt op til deltagerne på mødet at beslutte, hvorvidt Gulyaev, LDPRs repræsentant, kunne få lov at gå på podiet, og han blev drevet derfra under de protesterendes piben […]

Repræsentanterne fra Kommunistpartiet og Et Retfærdigt Rusland var anden række politikere, der var vrede over deres stjålne mandater. I dette tilfælde var deres utilfredshed med partiets ledelse, især i Kommunistpartiet, tydelig i deres taler. Nyheden om nomineringen af Mironov, lederen af Et Retfærdigt Rusland, til russisk præsidentkandidat, blev mødt med et indigneret brøl. Men kravet fra demonstranterne om, at de valgte [fra oppositionen] skulle trække sig fra deres poster, blev ikke hørt, eftersom ingen af de nyvalgte [parlaments]medlemmer var til stede.

Derudover skræmte det store opbud af røde flag og venstreorienteret retorik de højreorienterede”

Artiklen slutter med disse krav:

  • Politiske krav bør forbindes med økonomiske krav!
  • Det er nødvendigt at organisere arbejderklassen omkring disse krav!
  • For en generalstrejke for at give Putins regime et dødeligt stød!

Protestbevægelsen er begyndt som en bevægelse blandt middelklassen og intelligentsiaen, men det kan ændre sig. Når først de russiske arbejdere går i bevægelse, vil alt blive forandret på 24 timer.

“En udenlandsk konspiration”?

De Kreml-kontrollerede medier har beskyldt demonstranterne for at være inspireret og finansieret af udenlandske elementer. Denne beskyldning har vundet en vis troværdighed gennem udtalelserne fra Hilary Clinton og andre amerikanske politikere, der hurtigt var ude og så tvivl om gyldigheden af sidste søndags valg. Senator John McCain skrev på Twitter ”Kære Vlad, Det arabiske forår kommer i et område nær dig.” Denne beskyldning er blevet taget op af nogle venstrefløjsorganisationer i vesten.

Det er fuldstændig rigtigt, at Washington forsøger at blande sig i Ruslands affærer. CIA har med sikkerhed fangarme i mange frontorganisationer, såsom NGO’er osv. Imperialismen har forsøgt at blande sig i de uafhængige fagforeninger gennem organisationer som Friedrich Ebert Foundation.

Ikke desto mindre er det barnligt vrøvl at påstå, at massebevægelsen imod Putin ikke er andet end et udenlandsk komplot. Vreden imod dette korrupte regime kommer ikke fra udlandet. Det er konsekvensen af års økonomiske prøvelser for masserne, mens en lille klike af biznismeny berigede sig selv ved at udplyndre staten.

Ironisk nok var det ikke udenlandske medier men Putins egne medier, der gjorde langt mere end Hilary Clinton eller CIA for at opmuntre demonstranterne. Ved at fremhæve protestbevægelserne i Vesten: de spanske indignados, strejkerne og demonstrationerne i Grækenland og Storbritannien, Occupy-bevægelsen i USA, gav de ungdommen i Rusland ideen om, at man kan gå på gaden.

Og Putin? Han ser ud til at være blevet demoraliseret af dette pludselige skift i situationen. De sidste par dage har han været praktisk talt usynlig. Han har ikke været på det nationale fjernsyn for at klargøre sine synspunkter for nationen. Alligevel kan disse begivenheder ikke være kommet som en fuldstændig overraskelse. Autoriteterne øgede politiets lønninger lige før valgene, hvilket ikke er et tilfælde. Men protesternes omfang må have været et chok og også den hastighed, som det har udviklet sig med. De forventede højst sandsynligt problemer omkring præsidentvalgene næste marts. Det kan stadig vise sig at være en korrekt bedømmelse.

Som jeg pointerede i min artikel om det russiske valg, repræsenterer dette en fuldstændig forandring i russisk samfund. Myten om Putins uovervindelighed er blevet slået i stykker. Folket er på gaden. Millioner, der tidligere var apatiske og passive, finder en stemme og begynder at bevæge sig. Næste søndag vil vi se nye demonstrationer. Denne gang vil autoriteterne ikke være i stand til at forbyde dem. De vil blive endnu større end dem sidste weekend.

Selv hvis (som det er mest sandsynligt), at regimet formår at overleve og den nuværende protestbølge dør ned, vil præsidentvalgene næste marts være langt mere politiserede og radikaliserede end hidtil. Vi vil se en virkelig kamp for magten, der ikke vil være begrænset til stemmeboksen eller intriger i Kremls korridorer. Det russiske folk er begyndt at vågne. Og den russiske arbejderklasse har endnu ikke sagt sit sidste ord.