De konstante angreb på den græske arbejderklasse i de seneste måneder har bragt situationen på kogepunktet. Arbejderne har fået nok. De er ikke villige til at betale for en krise, de ikke selv har skabt. Onsdag var Grækenland helt lammet da arbejderne og de unge protesterede. De tragiske drab på tre bankansatte bliver imidlertid brugt til at dreje opmærksomheden væk fra arbejdernes imponerende styrke.
Onsdag trådte Grækenland officielt ind i en ny æra med klassekamp. Kapitalisternes uophørlige angreb på arbejdernes levestandard har fremprovokeret en massiv bevægelse.
Onsdagens generalstrejke var den første handling i denne bevægelse. Grækenland var lammet – ikke blot i den offentlige sektor som i strejkerne i februar og marts – men også i den private sektor. Mere end 150.000 arbejdere deltog i strejken i Athen, der var kendetegnet ved en stor grad af radikalisering og vrede. Mange af deltagerne i Athen sagde, at dette i omfang kun kan sammenlignes med den store generalstrejke imod ”Yiannitsi-planen” (i 2001 foreslog den socialdemokratiske regering en lov imod social sikkerhed, som blev trukket tilbage på grund af en massiv generalstrejke). Der var enorme demonstrationer i 68 byer – især var demonstrationerne store i Thessaloniki, Petras, Herakleion og Ioannina.
Et kogepunkt
Den store vrede over den seneste offensiv imod arbejderklassens levestandard blev udtrykt gennem de mobiliseringer, der blev organiseret af de vigtigste fagforbund GSEE og ADEDY samt PAME (Kommunistpartiets fraktion i fagbevægelsen) under paroler som ”Ingen ofre for plutokratiet” og ”PASOK-Nyt Demokrati: nedskæringer – arbejdsløshed – terrorisme”. Den stigende vrede over bureaukratiet i fagbevægelsen blev afspejlet i de konstante og intense buh-råb under den tale, som blev holdt af GSEE’s formand Yannis Panagopoulos under den demonstration, som var indkaldt af GSEE og ADEDY i det centrale Athen. Det er også værd at bemærke, at vi under protesterne så en spontan, aggressiv stemning imod den undertrykkende politistyrke, imod bankerne og de offentlige bygninger, hvilket klart viser, at massernes bevidsthed har nået et kogepunkt.
Drab
Men uheldigvis blev de vigtige, massive og kampvillige demonstrationer i Athen og resten af landet overskygget af de tragiske drab på tre ansatte – en mand og to kvinder – i en afdeling af banken Marfin, der blev forårsaget af ildspåsættelse med molotov cocktails. Dette var en kriminel handling imod unge arbejdere, der var ansat i en branche, hvor arbejdsgivernes tyranni er enormt, og hvor arbejderne arbejder med frygten for at miste deres job.
Disse uheldige arbejdere kunne ikke komme ud af bygningen på grund af, at bankens leder på kriminel vis hverken har sørget for brandsikkerhed eller en nødudgang. Desuden er der blevet rejst spørgsmål om politiets passivitet, der på trods af, at de var massivt til stede ved demonstrationen, ikke gjorde noget for at standse, at der blev sat ild til en bank, der havde åbent som normalt, i Athens centrum og som lå nær ved den planlagte rute for en demonstration, der hovedsageligt var rettet imod bankernes røveriske rolle.
Provokationer
Ingen kan sige med sikkerhed, om denne brand var et udtryk for blind, kriminel og desperat vold fra anarkisternes side, eller om det var en velorganiseret provokation fra statens side for at skade arbejderbevægelsen. Hvis man også betragter demonstrationernes generelle sammensætning, tænker over de mange angreb på butikker i Thessaloniki og de anklager, som lederen af kommunistpartiet KKE har fremsat om, at medlemmer af den fascistiske gruppe ”Chysi Avgi” holdt PAME-flag, er det muligt at staten havde en plan for omfattende provokationer.
Imidlertid må det siges, at selv hvis disse begivenheder ikke var en organiseret provokation, fungerede de objektivt set på den måde. De underminerede på katastrofal vis en stor bevægelse i sin fødsel, på grund af, at de tjener til at overskygge den massive generalstrejke, sår frygt hos arbejderne og afholder dem fra at deltage i bevægelsen, samtidig med at de tjener til at retfærdiggøre den kommende eskalering af politivold.
Besked om kampvilje
Regeringen og de borgerlige medier var ivrige efter at udnytte denne ”manna fra himlen”. De talte igen om en ”generel fordømmelse af vold og kaos”, hvilket indirekte men klart er et forsøg på at kompromittere selve bevægelsen og venstrefløjen. Regeringen forsøger at isolere bevægelsen, og til dette formål fremsatte de igen deres forslag om en konference med lederne af de politiske partier i ”denne kritiske stund for moderlandet”, som også blev fremsat for nogle dage siden, men blev taget af bordet på grund af folkelig vrede.
Venstrefløjens ledere bør ikke falde i den borgerlige fælde, og de bør ikke deltage i en konference med regeringen og højrefløjen, der støtter regeringens tiltag. Hvis lederne fra KKE og Syriza deltager i sådan en konference vil det være undergravende for denne store bevægelse blandt arbejderne og ungdommen. Derimod bør de koncentrere deres kræfter om at optrappe kampen. Den besked, de protesterende onsdag sendte, var, at de ønsker at kæmpe, og denne besked må høres af lederne af alle de venstreorienterede partier. Onsdagens generalstrejke må være første skridt i retning af en plan for kamp, der må diskuteres på alle arbejdspladser og bør optrappes til en 48-timers generalstrejke de følgende dage med perspektiv om en tidsubegrænset generalstrejke indtil regeringen trækker angrebene tilbage.
Samtidig understreger disse begivenheder på tragisk vis behovet for at skille arbejderbevægelsen fra anarkisterne, som med deres uansvarlige og desperate aktioner er blevet yngleplads for alle typer provokationer, hvis formål er at underminere den virkelige massebevægelse. Hver eneste anarkistiske gruppe, der praktiserer blind og desperat vold, må holdes bort fra arbejderbevægelsen med beslutsomme og organiserede midler.
Source: Socialistisk Standpunkt