Som Brexit-forhandlingerne går i stå, begynder storkapitalen at gå helt i panik. Et Brexit uden en aftale, et såkaldt ”ukontrolleret Brexit”, som er det scenarie som kapitalismen for alt i verden vil undgå, truer. Fanget i midten er Irland, det eneste land der deler landegrænse med Storbritannien.
Spørgsmålet om den 500 kilometer lange grænse mellem det nordlige og sydlige Irland, er blevet en gordisk knude i forhandlingerne. Ingen af de involverede parter er interesserede i en ”hård” grænse. Hverken Storbritannien, EU, eller Irland og hverken de konservative, DUP (Democratic Unionist Party) eller Sinn Féin. Alligevel leder den nuværende situation tydeligvis i denne retning.
På trods af aftalen om et ”fælles, frit rejseområde”, der skal dække hele Irland, bliver der nødt til at være en eller anden form for told og paskontrol, hvis det nordlige Irland ikke skal blive en bro mellem EU og Storbritannien. Dette vil indebære en grænse langs kilometervis af landområder, hvor der i øjeblikket ingen synlig grænse er, og steder, der hver måned bliver krydset af omkring en million mennesker, som en del af deres dagligdag.
En hård grænse vil betyde økonomisk turbulens samt politisk og social ustabilitet.
I syd
Bare den økonomiske virkning er svær at vurdere. Tyve procent af Irlands handel foregår med dets nærmeste nabo. Dette tal repræsenterer dog ikke hele omfanget. Irland er en af de mest afhængige økonomier i verden, fuldstændig kontrolleret af udenlandsk kapital. Som skattely er Irland blevet en trædesten ind i Europa for multinationale teknologi- og finansgiganter.
Sådanne virksomheder er tæt knyttede til finansielle knudepunkter som London, og deres britiske og irske foretagender er tæt forbundne. Ud over det er irske eksportvarer til resten af EU stærkt afhængige af britisk halvfabrikata. Derfor vil det ikke kun være handel med Storbritannien, der vil lide under et hårdt Brexit. Det er blevet estimeret, at hvis Storbritannien og Irland ikke indgår i en handelsaftale, vil Irland miste omkring €5,5 milliarder og op til 10% af sit BNP.
Irland har tidligere fået et par smagsprøver på, hvordan en lille nation afhængig af udenlandsk kapital kan blive knust mellem gigantiske imperialistiske blokkes konfliktende interesser. EU’s dom over Apple, der tvang selskabet til at tilbagebetale skat til Irland, er en af disse eskalationer af protektionistiske tiltag mellem EU og USA. Den irske regering nægtede at tage imod pengene, hvilket satte Irlands komplicerede position i klart relief.
USA’s nye 219% told på alle canadiske Bombadier fly, der sælges til amerikanske flyselskaber, bringer 4.000 jobs i fare i det nordlige Irland.
Situationen for indenlandsk kapital er endnu værre. Storbritannien aftager mere end 50% af de irske landbrugsvarer samt små og mellemstore virksomheders eksport. Irsk landbrug kan risikere at blive totalt tilintetgjort i de kommende år.
I den seneste irske finanslov har regeringen foreslået at bruge €330 millioner på lån til at holde små og mellemstore virksomheder kørende. En dråbe i havet i forhold til det sorte hul, der vil åbne sig op i regnskaberne. Småborgerskabet vil blive presset som citroner under konsekvenserne af Brexit.
Men hvad kan den irske regering gøre for at undgå en katastrofe? Den står ansigt til ansigt med en gigantisk krise, men er løbet tør for ammunition efter at have fyret hele den offentlige kasse af for at komme ud af den seneste krise. Irlands hurtige opsving efter recessionen i 2008 blev hyldet som et mirakel. Den anden side af medaljen er dog, at landet nu står i en ekstremt udsat position overfor kommende rystelser.
Fremtidsudsigterne for den irske herskende klasse ser triste ud. Fanget mellem EU og USA på den ene side og mellem EU og Storbritannien på den anden vil Irland i disse tider med stigende protektionistiske tendenser være tvunget til at vælge side.
I øjeblikket har Taoiseach (premierminister) Leo Varadkar stillet sig solidt på EU’s side; men den irske herskende klasse bliver stadig trukket i alle retninger. Der er stadig ingen seriøse lag af den herskende klasse, der overvejer at forlade EU; men flere er ukomfortable med Varadkars hårde retorik mod London.
Billedet af Storbritannien, der lider uden for EU, vil absolut være med til at skræmme folk væk fra idéen om et ”Irexit”. Der hersker dog stadig en stærk anti-EU stemning i Irland efter den økonomiske redningsaktion fra EU for få år siden, hvor det i virkeligheden var de franske og tyske obligationsejere, der blev reddet, og som blev fulgt af et hårdt spareprogram. Denne stemning kom til udtryk, da der blev stemt nej til Lissabon traktaten i 2009, hvilket den irske herskende klasse gladeligt ignorerede. Enhver fornemmelse af, at Irland bliver ofret til fordel for EU’s interesser, vil kun styrke denne stemning.
Og i nord
I nord vil effekten være endnu værre. Ud over den økonomiske virkning af kontrol af import og eksport kommer spørgsmålet om, hvilken politisk og social effekt en hård grænse vil få. Institutionernes kollaps i Nordirland, den hidtil usete polarisering af den nordirske forsamling samt valget tidligere på året har gjort det klart, hvordan den sekteriske opdeling har fået lov til at forværres. En hård grænse med grænseovergange og toldsteder vil give de væbnede republikanske grupper et mål for deres militære kampagner. Man kan stille sig selv spørgsmålet, om britiske tropper igen vil blive udsendt for at bevogte grænsen. I sådan et scenarie vil den loyalistiske sekterisme stikke sit grimme fjæs frem i et forsøg på at oppiske en sand festival af reaktioner.
Med udsigt til sådan en fremtid, vil ingen af partierne i nord have en hård grænse; men ingen af dem kan stille noget op. De to største partier, Sinn Féin (centrum-venstre republikanere, red.) og DUP (konservative unionister, red.), har nu i flere måneder leget med tanken om at genoplive deres tidligere magtdeling. Uret viser tæt på tolv, og Westminister (det britiske parlament, red.) er blevet nødt til at intervenere og fastsætte en finanslov. Det er det første skridt på vejen mod direkte styre fra London.
Hvad er hindringen så? Sinn Féin vil ikke tage del i en regering med magtdeling med unionisterne, hvis de ikke kan få officiel anerkendelse af det irske sprog. DUP’s svar er, at de ikke vil anerkende det irske sprog hvis Ulster-skotterne (en minoritet primært i Ulster-provinsen i det nordlige Irland, red.) ikke kan få den samme anerkendte status.
Sådan en barnagtig stridighed har intet med kollapset af den nordirske regering at gøre. I stedet var det kollapset af institutionens autoritet som følge af årevis med spareprogrammer og korruptionskandaler, der tvang Sinn Féin til at hive stikket ud uden noget perspektiv om, hvad partiet nu skulle gøre.
Der er nu en følelse blandt almindelige mennesker af, at deres politiske repræsentanter beskæftiger sig med ligegyldige bagateller, imens det hele ramler. Der er endda mistanke om, at de direkte ser en fordel i bare at lade stå til.
På trods af suspenderingen af den nordirske regering modtager medlemmerne af den lovgivende forsamling stadig deres fede gager og gør stadig brug af regeringens flåde af luksusbiler med egne chauffører. Da en person på BBC’s Question Time, som blev afholdt i Irland i oktober, spurgte, om medlemmerne af den lovgivende forsamling følte nogen form for skam over dette, udbrød publikum i høje klapsalver.
Hvilken fremtid?
Den ”moderate”, ”kompromissøgende” unionisme er i dyb krise. Den har intet at tilbyde den protestantiske arbejderklasse. Årevis af økonomisk nedgang, forværret af hårde nedskæringer, har forårsaget desillusion og en følelse af at blive forrådt og fremmedgjort fra den politiske elite bredt blandt den protestantiske arbejderklasse.
Som en sidste udvej er DUP begyndt at fyre op for den sekteriske demagogi. Men med direkte styre fra London hængende over hovedet og med DUP’s hidtil usete indflydelse i Westminister vil al dens goodwill hos arbejderklassen snart løbe tør.
Imidlertid forventer Sinn Féin, at et katastrofalt Brexit vil lede til et folkekrav om en afstemning om forening af Irland og endda en opblødning af den protestantiske indstilling til irsk genforening. I øjeblikket vil 60% af befolkningen i nord have en afstemning om grænsen indenfor de næste 10 år. Meningsmålinger viser at 33% af befolkningen er for genforeningen; men dette tal stiger til 46% under forudsætning af et ukontrolleret Brexit.
Men vi har også set, at det er umuligt for syden ikke at blive påvirket af den katastrofe, der venter den britiske kapitalisme, og som bliver elendigt håndteret af den senile britiske herskende klasse. Derfor vil en irsk genforening på et kapitalistisk grundlag intet gøre for at underminere de sekteriske splittelser. Selv med et flertal for genforening, vil der stadig være en betydelig minoritet der bittert vil sætte sig imod sådan et tiltag.
Alle de ”præstationer” som ”Good Friday”-fredsaftalen bliver hyldet for med fred, bevægelsesfrihed og økonomisk velstand smuldrer under den kapitalistiske krise. Disse ting kan ikke garanteres under kapitalismen. Dette system tilbyder kun forringelse af de økonomiske vilkår, usikkerhed og vold for arbejdere og unge. Kun en socialistisk revolution på tværs af de britiske og irske øer kan tilbyde et alternativ og endelig sætte en stopper for opsplitningen af Irland og fattigdommen og sekterismens mareridt.