Labours manifest: Dristigt og radikalt - men kan det ødelægge det ’manipulerede system’?

Som en del af valgkampen talte Boris Johnson, Jeremy Corbyn og Jo Swinson for nyligt til industriens kaptajner på en konference afholdt af “the Confederation of British Industry”. Swinson påstod, at De Liberale Demokrater var det “naturlige parti for erhvervslivet”, fordi det vil stoppe Brexit. Johnson lovede derimod skattelettelser for virksomheder og “stabilitet”.

[Source]

“Lad os ikke danse om den varme grød, store virksomheder ville ikke have Brexit,” startede Johnson. “Det gjorde I klart i 2016, og denne forsamling har sagt det højere end nogen anden. Men det er også tydeligt, at hvad I vil have nu - og har villet have i noget tid, er vished”.

Storindustriens frygt

Storindustrien er uden tvivl bekymret for Brexit. Omkring 50 procent af Storbritanniens eksport er til EU. Med Johnson’s aftale kunne økonomien blive ramt af et £70 mia. slag ifølge det Nationale Institut for Økonomisk og Social Forskning. Det påstår, at BNP'en de næste ti år vil være 3,5 procent lavere end, hvis Storbritannien forblev i EU. Økonomien er allerede regnet til at være 2,5 procent lavere nu som et resultat af Brexit afstemningen.

Jeremy Corbyn på den anden side holdt en tale, der skitserede reformer, der skal skabe lærepladser i grønne industrier. Han tilføjede, at erhvervslivet har “så meget at vinde” ved en Labour regering. Mens de rigeste vil komme til at betale mere i skat, vil der også være “flere investeringer, end I nogensinde har drømt om”.

Labour-lederen fortsatte med at sige at, selvom han forstod erhvervslivets nervøsitet ved Labour’s nationaliserings program, er det “ikke et angreb” på det frie marked. I stedet, sagde Corbyn, vil disse nationaliseringsplaner sætte Storbritannien på samme linje som de europæiske naboer, hvor nøgleindustrier og transport er offentligt eje.

Det var Labour-lederens forsøg på at berolige storindustrien. Men storindustrien lader sig ikke snyde af beroligende ord. Den er kun interesseret i en ting: dens profitter.

Kapitalisterne stoler ikke på Corbyn, fordi de frygter det store pres, der ligger bag ham - nemlig de radikaliserede rækker af arbejdere og unge. På trods af, at storindustrien ikke er helt tilfreds med enspænderen Boris Johnson, så frygter de endnu mere en venstreorienteret Labour regering under pres for at levere til arbejderne.

Krise i britisk kapitalisme

Kapitalistklassen har brug for en stærk regering til at beskytte dens interesser. Fremtiden ser i grunden meget mørk ud for britisk kapitalisme. I det andet kvartal af i år faldt produktiviteten i Storbritannien i det hurtigste omfang det har gjort i 5 år. Dette kommer efter et årti med stagnation efter krisen i 2008. Investeringer har været neddæmpede siden midten af 2016,

hvor de faldt med 0,4 procent i de tre måneder til juni.

Storbritannien sakker bagud i forhold til alle dets større konkurrenter. Storbritanniens mangel på vækst i produktivitet står i kontrast til et gennemsnit på 9 procent stigning i de 36 OECDlande. I 2016 forblev investeringer i Storbritannien sørgeligt lave som nr. 116 ud af 141 lande i forhold til kapitalinvesteringer som procent af BNP.

“Erhvervsinvesteringer kollapsede i lyset af folkeafstemningen [og] det vil tynge produktivitet og lønninger i lang tid fremad,” forklarede Paul Johnson, direktøren for Institut for Finans Studier.

Det afspejler en dyb krise i britisk kapitalisme, der indfinder sig i en tid med reduceret vækst internationalt. Ti år efter den sidste verdenskrise advarer Mervyn King, den tidligere guvernør i the Bank of England, at verden er på kanten til en gentagelse af “økonomisk Armageddon”.

De rige og resten

På samme tid har de superrige aldrig haft det bedre. Sunday Times’ “rige-liste” viser, at Storbritanniens 1000 rigeste individer og familier sidder på rekordhøje £771.3 mia., som er steget med £47.8 mia. på blot et år.

Imidlertid er omkring 14 millioner mennesker i Storbritannien karakteriseret fattige. 8 millioner af disse lever i familier, hvor mindst en person arbejder ifølge tænketanken Joseph Rowntree Foundation (JRF).

Jeffrey Winters, statskundskabs professor på Northwestern University og forfatter til Oligarchy, sagde, at drivkraften til at akkumulere mere rigdom er umættelig. Mens almindelige mennesker kæmper for at få deres liv til at hænge sammen og arbejder utrætteligt for snoldede lønninger, bruger de ultrarige “deres penge på at tjene penge”.

Det er kapitalismens lov: at akkumulere rigdom og kapital for akkumulationens skyld. Det resulterer i ekstreme rigdomme på den ene side og ekstrem fattigdom og lidelse på den anden. Velkommen til kapitalisme i det 21. århundrede.

Manifest

Labour partiet står over for et spørgsmål: Hvordan kan man ende elendigheden og give folk et godt liv? Kan det kapitalistiske system reformeres, eller skal vi skaffe os af med det?

Det er tydeligt, at Corbyn anerkender problemet. Han sagde til Labour-støtter ved lanceringen af den nye valgkampagne: “Vi ved både, at Storbritannien bliver kørt for de selviske interesser af den top 1 procent. Vores regering arbejder kun for de ultrarige, vores medier er i deres lommer og vores systemer er manipulerede til at gøre deres liv bedre og vores værre”.

Under Corbyn har Labour rykket sig langt til venstre i forhold til Blair-årene. Corbyn nævnte eksplicit Sports Direct finansfyrsten Mike Ashley, landejer, og hedgefund boss Crispin Odey

samt medie-magnat Rupert Murdoch som repræsentanter for “et korrupt system”.

Manifestet fra 2017 var det mest venstreorienterede i årtier. 2019 manifestet, som blev lanceret den 21/11 i Birmingham under titlen: ”Det er tid til rigtig forandring”, har vist sig at være endnu mere radikalt.

Det lover et fundamentalt ryk i magt- og rigdoms-balancen mod det arbejdende folk. I sin tale ved lanceringen proklamerede Jeremy Corbyn, at det er “et manifest fuld af folkelig politik, som det politiske etablissement har blokeret i en generation”.

Inkluderet i manifestet er: afskaffelsen af undervisningsgebyr; at bygge 150.000 kommunale boliger og sociale hjem om året; en kapitalvindingsskat på virksomheder, der producerer fossilt brændstof; gratis fiberoptisk bredbånd til alle; introduktionen af en mindsteløn på £10 i timen; forbud mod 0 timers kontrakter; statsejede busservices; billige, generiske lægemidler stillet til offentlig rådighed; en 32-timers arbejdsuge inden 2030; overenskomstforhandlinger i sektorerne; afskaffelse af “soveværelses skatten”; gratis NHS tandlægekontrol - og meget mere.

Udover det vil Labour gen-nationalisere nøgleindustrier inklusive vand, jernbaner, Royal Mail, elnettet (the National Grid), og bredbåndsdelen af BT, Openreach. Det vil også afskaffe snyd med outsourcing og private finansierings initiativer.

Labour lover også at introducere “inkluderende ejerskabsfonde”, som vil overføre 10 procent af aktierne i alle store virksomheder fra aktionærerne til arbejderne. Den politik vil gælde alle UK-baserede virksomheder med mere end 250 ansatte.

Ud over det vil en Labour regering forpligte sig til £400 mia. i nye statslån for at hjælpe med at finansiere øget offentligt forbrug, investere i infrastruktur og skabe en million grønne jobs. Det er en del af en grøn industriel revolution for at stoppe klimaforandringer sideløbende med en ‘bolig revolution’ for at tackle Storbritanniens boligkrise.

Socialist Appeal byder hvert eneste skridt fremad velkommen og enhver reform, der kommer arbejderklassen til gode.

For at få sejren bliver Labour nødt til at skære igennem bagvaskelse og løgne i de kapitalistiske medier. Det bliver nødt til at skære igennem skepticismen om tidligere Labour regeringer, som ikke leverede, og i stedet forberede tilbagevendelse af Tory partiet. Det bliver nødt til at skære igennem skepticismen mod Labour råd, som har skabt brutale nedskæringer. Mest af alt bliver det nødt til at inspirere millioner med en socialistisk vision for fremtiden.

Økonomisk afpresning

En Labour regering under Corbyn ville være den mest venstreorienterede Storbritannien nogensinde har set. Men truslen, som en radikal Labour regering udgør, ville ikke blive behandlet let af storindustrien og London. De ser Corbyn som en fare mod deres magt og deres system. Mens de kan leve med øget lån (især til infrastruktur), frygter de, at mere vil

have mere. Labour kunne blive presset dramatisk mod venstre.

“Den relativt beskedne gen-nationaliseringsprogram ville højst sandsynligt blive starten på en vidtgående nationalisering og underminering af den liberalt regulerede kapitalisme, som har bragt så meget rigdom til dette land,” siger Terry Scuoler, en tidligere administrerende direktør i EEF, fabrikanternes sammenslutning.

Carolyn Fairbairn, director-general af CBI, advarede om de potentielle konsekvenser ved en Labour regering. “Vi ser på politikkerne på bordet, og vi har reelle bekymringer for, om de kommer til at ødelægge fundamentet for vores økonomi”.

Ifølge Tory kansleren Sajid Javid ville der komme “en økonomisk krise inden for måneder”. Det afhænger af de kapitalistiske investorer og obligationsmarkedet, som vil slå til, når tiden kommer. Først vil de forsøge at afpresse en Labour regering til at fortsætte med at føre ‘pro-business’ politik som tidligere. Hvis det ikke lykkes, så vil de gå til yderligheder for at underminere en Corbyn regering ved at skabe en kapitalflugt og tvinge renterne op.

Banker og virksomheder ejer det meste af regeringens gæld (obligationer). Det kan bruges til at presse regeringer.

Tag ved lære af historien

Ifølge Ann Pettifor, en økonomisk rådgiver til John McDonnell, har storindustrien ikke noget at være bange for. Labour kommer ultimativt til at være pragmatiske. “Man skal bare kigge på tidligere Labour regeringer,” siger hun. “Partiet er forberedt på at arbejde sammen med erhvervslivet og London”.

Men det er præcis problemet! Hvis Labour følger den samme sti som tidligere Labour regeringer og forsøger at arbejde inden for kapitalismens rammer, så ender det som et skibsvrag. Vi må lære af de tidligere Labour regeringer for at forstå vejen hjem. De, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den.

Da Harold Wilson, en tidligere Labour premierminister, forsøgte at introducere milde reformer blev han mødt af en rasende kampagne af modstand fra den herskende klasse. Wilson afslørede senere konspirationen om at slå regeringen med kapital strejke:

“Jeg mindes ikke, at han [Tory lederen Edward Heath] nogensinde har fordømt hans venners kapitalstrejke i finanscentret Londons, hvis formål var at tvinge hænderne på en Labour regering, hvis formål varat presse os til at føre Tory politik, hvis formål var at vælte os.”

I stedet for offentligt at fordømme konspirationen og mobilisere arbejderbevægelsen valgte Wilson desværre at give efter for afpresningen.

Andre Labour regeringer har gået ad den samme vej. Det er så her, at forsøg på at arbejde inden for det kapitalistiske system ender. Det er ikke et spørgsmål om personligheder eller intentioner. Hvor økonomien er privatejet, er det ikke regeringen, der dikterer markedet, men markedet, der dikterer regeringen.

Hvis Labour skal kunne garantere de reformer det har lovet, så må det bryde med kapitalismen. Det var visionen med den gamle paragraf 4 fra 1918 i principprogrammet, som drejede sig om behovet for fælles ejerskab over produktionsmidlerne, distribution og udveksling.

Industriel nedgang

Kapitalismen er i krise i Storbritannien og internationalt. Den britiske økonomi var i dyb afmatning langt før Brexit. Den har lidt under en langsigtet nedgang på grund af den herskende klasses mangel på investeringer i at modernisere den britiske industri.

Produktionen er bukket underfordi den ene sektor efter den anden er blevet overtaget af udenlandsk kapitalister, som er ivrige efter at samle resterne af Storbritanniens industri op. Indisk-ejede Tata Steel har annonceret fyringer i Storbritannien som et tiltag for at spare.

Britisk erhvervsliv har investeret dets penge udenlands eller i ejendomsspekulation og finansiel manipulation. Det er ikke interesseret i at investere langsigtet, men kun i kortsigtede profitter. I stedet for at investere har kapitalisterne i Storbritannien siddet på en bunke kontanter til et beløb af £700 mia. Industrier er enten blevet lukket eller solgt.

I krisen i 2008-9 blev storindustri og bankerne i Storbritannien reddet af regeringen med et beløb på £1,000 mia. Skatteyderne blev bedt om at betale regningen. Nedskæringer blev introduceret som resultat. Og nedskæringerne fortsætter den dag i dag.

Overkapacitet er udbredt i industrien, som endnu ikke er kommet sig over den katastrofale effekt af den økonomiske krise. Lønningerne er stadig under niveauet i 2008, nu ti år senere.

Keynesianisme

Ideen om, at Keynesianistiske tiltag - underskudsfinansiering - kan løse kapitalismens krise er utopisk. Vi kan ikke forbruge os vejen ud af en krise. Gæld i Storbritannien og internationalt er allerede på historisk høje niveauer. Husholdningernes gæld er på pinagtige niveauer. År med nedskæringer og lønstagnation har skubbet millioner af familier ud i underskud.

Det er sandt, at kapitalismen lider under en kronisk mangel på efterspørgsel. Men det er en afspejling af, at systemet er i dødvande. Det er ikke bare et spørgsmål om ‘efterspørgsel’, men om profitable markeder, som er få.

Kapitalismen lider af en verdensomspændende overproduktion. Der er for meget stål, for mange biler, for mange virksomheder, der producerer til begrænsede markeder. Kapitalismen har nået sine grænser, og der er en opbremsning i gang overalt.

Selvfølgelig producerer vi ikke for meget ud fra et samfundsmæssigt behov, men i forhold til profitabiliteten af det kapitalistiske marked. Målet med kapitalisme er ikke at opfylde behov, men at skabe profitter.

Regeringens forbrug kommer fra et andet sted i den virkelige økonomi. Hvis man beskatter

arbejdere, nedsætter man forbrug. Hvis man beskatter storindustrien, så reducerer den investeringerne endnu mere. På begge måder begrænses efterspørgslen. Selv hvis regeringen låner, skal lån betales tilbage - med renter. Intet i livet er gratis.

Kapitalismens mareridt

Når det kommer til stykket, er økonomien i hænderne på storindustrien. Den er drevet på kapitalistisk, basis baseret på at maximere profitter. Det er dens eneste krav. Hvis den ikke kan lave profitter, producerer den ikke. Det er så simpelt.

Men som Marx forklarede, så kommer profitter af arbejderklassens ubetalte arbejdskraft. Over de sidste 30 eller 40 år er der kommet en intensivering af udbytningen af arbejderklassen, da kapitalisterne har presset profitraten op.

Der er et øget pres og nedslidning overalt. I den proces har arbejderne været i et brutalt løb mod bunden, og resultaterne ser vi i dag. Vi lever kun for at arbejde til vi dejser om, alt sammen for at gøre de rige rigere. Det er ikke kapitalismens grimme ansigt, men kapitalismens virkelige ansigt.

Den eneste måde en Labour regering kan gøre en ende på mareridtet er ved at introducere modige, socialistiske tiltag mod at overtage økonomien. Det betyder nationalisering af bankerne, finanshuse, jord og de gigantiske virksomheder, der dominerer økonomien.

Det skal gøres ved at introducere kriselovgivning. Der skal ikke være nogen kompensation til velhaverne. Industrien må planlægges under demokratisk arbejderkontrol og -styring. Det vil tillade os at drive økonomien, baseret på behov og ikke profit.

Arbejdsugen

På det grundlag kunne vi eliminere alt det spild kapitalismen producerer - dobbeltarbejde og ødsn med ressourcer. Så ville vi have midlerne til at nedsætte forurening og garantere ordentlige jobs til alle

Vi kunne med det samme skære i arbejdsdagen og arbejdsugen uden tab af lønninger. Nye teknologier, robotteknologi og AI kunne eliminere al slidsomt arbejde og mindske arbejdsbyrden - ikke ligesom under kapitalismen, hvor ny teknologi er lig arbejdsløshed.

I 1930 forudså den britiske økonom John Maynard Keynes, at teknologiske forandringer og forbedringer i produktiviteten på sigt ville lede til en 15 timers arbejdsuge. Men i dag arbejder de fleste stadig 40 timer eller mere om ugen. Vi har den videnskabelige og produktive kapacitet i dag til at introducere en 15 timers arbejdsuge. Men det er umuligt på kapitalistisk basis, som kun forsøger at maximere profit.

Kun ved at skaffe os af med lovene for kapitalistisk produktion og introducere rationel og demokratisk planlægning er det muligt at skære i arbejdsugen og hæve levestandarder. I stedet for vækstrater på 1 eller 2 procent kunne vi have vækstrater på 10, 20 og 30 procent om året. Det ville muliggøre alle Labours reformer - og mange flere!

Hvor er pengene?

Labours kritikere spørger altid: hvor skal pengene til alle de reformer komme fra? Det er sandt, at det ikke er muligt på kapitalistisk basis. Kapitalismen er i krise og har ikke råd til reformer. Faktisk betyder kapitalismens krise, at der kun bliver tilbudt mod-reformer.

“Man kan have en plan om virkelige forandringer,” annoncerede Jeremy Corbyn ved lanceringen af manifestet, “fordi man ikke har brug for penge til at købe det: man har bare brug for stemmer”.

Med andre ord bliver alle Labours løfter betalt for ved at beskatte storindustrien og de super-rige. 95% af skatteyderne kommer ikke personligt til at skulle betale mere i skat, forsikrer Corbyn og McDonnell.

Men forsøget på at komme rundt om spørgsmålet om økonomisk overkommelighed ved at snakke om en stigning i skatter for de rige er ikke overbevisende. Vi er for, at de rige skal betale mere i skat. Men det har dog sine begrænsninger. Når alt kommer til alt, kan de rige betale en hær af advokater og eksperter for at skjule deres penge fra skattefar.

I stedet for at fokusere på skatter må vi overtage produktionsmidlerne, der producerer al rigdommen i samfundet. Når arbejderklassen kollektivt ejer og planlægger økonomien, kan vi skabe rigdommen og ressourcerne til massive forbedringer i leveforhold. På basis af den kapitalistiske krisebliver vi på den anden side kun tilbudt nedskæringer og forringelser.

Selv på nuværende basis, hvor der er en massiv under-anvendelse af den produktive kapacitet, er størrelsen på Storbritanniens BNP £2.16 billion. En beskeden 10 procent stigning i produktion ville betyde £216 milliarder ekstra om året. En 20 procent stigning ville være £432 milliarder ekstra om året. BNP’en kunne være fordoblet om fem år.

Her er, hvor pengene ville komme fra til oprigtige reformer: fra en socialistisk plan for produktionen med investeringer efter behov, ikke profit. Tænk på de grænseløse muligheder, som ville blive resultatet af en planøkonomi. Vi kunne fuldstændig forandre alles liv i Storbritannien.

Socialistisk transformation

At forsøge at fixe kapitalismen er som at forsøge at bringe de døde til live. Hele Labours historie taler imod det.

Disse ideer om fundamental forandring er ikke utopiske, men baseret på virkeligheden. Betingelserne for oprigtig socialisme eksisterer.

Kun et modigt socialistisk program - at afslutte kapitalismen - kan tilbyde en rigtig vej fremad. Bare at pille lidt ved kapitalismen kommer kun til at skabe skuffelse og fiasko. Som det gamle ordsprog siger: du kan ikke planlægge, hvad du ikke kontrollere, og du kontrollerer ikke, hvad du ikke ejer.

Vi kan ikke vente længere. Opgaven for den næste Labour regering er at gennemføre en socialistisk transformation af samfundet.