Pakistan: Mordet på Benazir Bhutto
Lederen af Pakistan People’s Party (PPP) havde lige talt til en demonstration for PPP støtter i byen Rawalpindi da angrebet fandt sted. De første rapporter talte om mindst 100 dræbte i angrebet, men nyligere nyheder sætter antallet til 15.
Dette morderiske voldsomme angreb på PPP kom midt en valgkamp hvor masserne, efter årevis med militærdiktatur stræbte efter en ændring. Der var en bølge af støtte til PPP, der var sikker på at vinde det nationale valg og valgene i provinserne, der skulle afholdes d. 8. januar 2008.
Kampagnen voksede i styrke og den marxistiske fløj i PPP fik entusiastisk støtte til sit revolutionære socialistiske budskab på steder så langt væk som Karachi og stammeområderne i Waziristan langt oppe nordpå. Disse valg ville have afspejlet et stort skift til venstre i Pakistan. Denne udsigt skabte alarm i den herskende klike. Det er hvad der ligger bag dagens grusomhed.
Det var en forbrydelse imod arbejderne og bønderne i Pakistan, en blodig provokation med det formål at aflyse valgene, som PPP var sikre på at vinde, og give en undskyldning for en ny pludselig stramning og den mulige genindførsel af undtagelsestilstanden og diktaturet. Det er en kontrarevolutionær handling der må fordømmes uden reservationer.
Hvem var ansvarlig? Mordernes identitet er endnu ikke kendt. Men da jeg spurgte kammeraterne i Karachi var svaret øjeblikkeligt: ”det var mullaherne”. Kontrarevolutionens mørke kræfter klæder sig jævnligt i den islamiske fundamentalismes rober i lande som Pakistan. Der cirkulerer endda rygter om at Benazir blev skudt fra en moske, selvom de vestlige medier insisterer på at mordet var et resultat af en selvmordsbomber.
Hvad end de tekniske detaljer er i mordet, og hvem end der var den direkte agent, der udførte denne kriminelle handling, rækker denne konspirations tråde uden tvivl højt op. De såkaldte islamiske fundamentalister og jihadis er kun marionetter og hyrede snigmordere for de reaktionære kræfter, der er rodfæstet i den pakistanske herskende klasse og statsapparatet, rundhåndet støttet af den pakistanske efterretningstjeneste (ISI), narkobaroner med forbindelser til Taleban, og det saudiske regime, altid ivrig for at støtte og finansiere enhver kontrarevolutionær aktivitet i verden.
Krigen i Afghanistan har ruinerende effekt i Pakistan. Den pakistanske herskende klasse havde ambitioner om at dominere landet efter russerne blev smidt ud. Den pakistanske hær og ISI havde blandet sig i årtier. De er stadig indblandet med Taleban og narkobaronerne (hvilket er det samme). Kæmpe formuer er skabt på narkohandel der forgifter Pakistan og destabiliserer dets økonomi, samfund og politik.
Mordet på Benazir Bhutto er bare et andet udtryk for den råddenskab, degenerering og korruption, der gnaver i Pakistans livsvigtige funktioner. Massernes lidelse, fattigdommen og uretfærdighederne, skriger på en løsning. Godsejerne og kapitalisterne har ingen løsning på dette. Arbejderne og bønderne så til PPP for en vej ud.
Nogle såkaldte ”venstreorienterede” ville sige: men Benazirs program kunne ikke have vist nogen vej ud. Marxisterne i PPP kæmper for et socialistisk program – PPPs originale program. Men masserne kan kun lære hvilke programmer og politikker der er korrekte gennem deres egen erfaring.
Valgene i januar ville have givet masserne en mulighed for at gå frem i hvert et skridt i den rigtige retning, ved at tilføre et afgørende nederlag til reaktionen og diktaturets kræfter. Så ville de have haft muligheden for at lære om programmer og politikker, ikke i teorien men i praksis.
Nu ser det ud til at de højst sandsynligt vil blive nægtet denne mulighed. Formålet med denne kriminelle provokation er temmelig klar: at aflyse valgene. Jeg har endnu ikke set svaret fra de pakistanske myndigheder, men det er utænkeligt at valgene nu kan finde sted d. 8. januar. De vil i hvert fald blive udskudt nogen tid.
Hvilken effekt vil det have på masserne? Jeg har lige talt i telefon med kammeraterne fra The Struggle i Karachi, hvor de har kæmpet mod de reaktionære bøller i MQM i en hård valgkamp. De fortalte mig at der er en generel følelse af chok blandt masserne. ”Folk græder og kvinderne jamrer i deres huse: Jeg kan høre dem nu,” sagde kammeraten.
Men chokket er allerede ved at ændre sig til vrede: ”der er optøjer i gaderne i Karachi og andre byer. Folk blokerer vejene og brænder dæk af.” Det er en advarsel mod den herskende klasse om at massernes tålmodighed nu er opbrugt. Massernes bevægelse kan ikke stoppes af mordet på en leder – eller på tusinder.
Masserne holder altid fast ved deres traditionelle masseorganisationer. PPP opstod i den ophedede periode med den revolutionære bevægelse i 1968-9, da arbejderne og bønderne kom tæt på at tage magten.
Diktatoren Zia myrdede Benazirs far. Det forhindrede ikke PPPs genoplivning i 1980erne. Statsterrorismens kræfter myrdede Benazirs broder Murtazar. Derefter sendte de Benazir i eksil og installerede et nyt diktatur. Det forhindrede ikke PPP i at opleve endnu en genoplivning, da 2-3 millioner mennesker gik på gaden for at byde hende velkommen tilbage.
Masserne vil komme sig efter det umiddelbare chok og sorg. Disse følelser vil med tiden blive erstattet med vrede og ønsket om hævn. Men det der er brug for er ikke individuel hævn, men kollektiv hævn. Hvad der er brug for er at forberede masserne på en revolutionær offensiv der vil tackle Pakistans problemer ved roden.
Det kan godt være at den herskende klasse kan forsinke datoen for valget, men før eller senere vil de komme på valgt. De reaktionære forudser at PPP med bortskaffelsen af Benazir, vil være svækket. Det er en seriøs forregnelse! PPP kan ikke reduceres til individer. Hvis det kunne, ville det være forsvundet efter justitsmordet på Zulfiqar Ali Bhutto.
PPP er ikke eet individ, det er et organiseret udtryk for massernes vilje til at ændre samfundet. Det er de tre millioner som gik på gaden for at fejre Benazirs tilbagevenden. Det er de yderligere ti millioner, som var parate til at stemme på forandring ved valget til januar. Disse millioner sørger nu. Men de vil ikke sørge for evigt. De vil finde effektive måder at kæmpe på, for at gøre deres røst gældende.
Masserne må protestere imod mordet på PPP-lederen gennem en national protestbevægelse: massemøder, strejker, protestdemonstrationer, kulminerende med en generalstrejke. De må hæve demokratiets banner. Imod diktatur! Ikke mere militær undtagelsestilstand! Indkald straks til nyt valg!
PPP-ledelsen må ikke kapitulere til nogen for for pres for forsinkelse af valget. Indkald til nationale og midlertidige valg! Lad folket stemme blive hørt! Frem for alt, må PPP vende tilbage til dets oprindelige program og princippe.
I PPPs grundprogram er indskrevet formålet om en socialistisk transformering af samfundet. Det inkluderer nationalisering af land banker og industrier under arbejderkontrol, at erstatte den stående hær med en bevæbnet arbejder og bondemilits. Disse er korrekte ideer og lige så relevante i dag som da de først blev skrevet.
Der er intet lettere end at tage en mands eller kvindes liv. Vi mennesker er skrøbelige væsner og lette at slå ihjel. Men du kan ikke myrde en idé, hvis tid er kommet!