Man skal have et hjerte af sten for ikke at være rørt af rædselsscenerne fra Haiti. Men vi må også bruge denne stund til at tænke og overveje, hvordan vi kan undgå, at katastrofer har en så forfærdelig virkning på mennesker nu og i fremtiden.
Vi får at vide, at jordskælvet var en naturkatastrofe, at det var ”force majeure”. Det var det selvsagt i en vis forstand.
Vi får at vide, at ”det internationale samfund” gør sit bedste. Og vi ved, at gode, modige mennesker fra mange lande knokler til deres yderste og sætter livet på spil for at redde liv og bringe de overlevende trøst.
Elendig infrastruktur
Vi ved, at redningsfolkene ikke frit kan bevæge sig rundt i Haiti og hjælpe de, der er i nød. Ud over den skade, som jordskælvet har forvoldt, var infrastrukturen i Haiti allerede i en håbløs forfatning. Lufthavnen har dårlig kapacitet. Vejene er ikke farbare.
Utallige tusinder er allerede døde. Endnu tusinder står over for hungersnød, tørst og sygdom. Desperationen skaber plyndringer. Er det ikke alt sammen blot en forfærdelig, naturskabt tragedie?
Planøkonomien i Cuba redder liv
Haiti er et land, der er hjemsøgt af jordskælv og orkaner. Infrastrukturen var allerede inden jordskælvet ødelagt af en række orkaner. Men Cuba, der ligger lige ved siden af, plages af de samme naturkatastrofer. Som følge af den seneste bølge af naturkatastrofer, er der kun fire, der er døde i Cuba. Cuba er ikke et ulykkeligt offer for verdenskapitalismen. Cubanerne laver planer for at beskytte indbyggernes liv imod naturkatastrofer.
Der er et menneskeskabt element i den katastrofe, Haitis folk står over for. Landet er ikke blot fattigt; det er blevet gjort fattigt og er blevet fastholdt i fattigdom. Haiti er det fattigste land i den vestlige verden, landet har den værste infrastruktur og landets befolkning ar de mest sårbare over for katastrofer og sygdom på grund af de mekanismer, der er iboende i imperialismen.
Haiti er ikke altid blevet anset for fattigt. I det attende århundrede blev det anset som en kilde til umådelig rigdom. Som fransk koloni producerede landet 60 procent af al kaffe og 40 procent af al sukker, der blev forbrugt i Europa. Det producerede en større rigdom end alle de britisk ejede Vestindiske øer. Det var ”Antillernes perle”.
Denne rigdom kom fra slaveri. De sorte slaver lavede opstand under den franske revolution. Under ledelse af Toussant-l’Ouverture gennemførte de den eneste sejrrige slaveopstand i verden. De appellerede til kolonimagtens soldater, og de erklærede sig selvstændige i 1804.
Erstatning til slaveejerne
Ligesom Cuba blev det 150 år senere blev haitianerne udsat for en total embargo. For at bryde den påtvungne isolation blev den haitianske regering tvunget til at love, at betale engodtgørelse på 150 millioner guldfrancs til de franske slaveejere. De kompenserede franskmændene for den ”forbrydelse”, de havde begået, at rejse sig fra slaveriet og dermed berøve franskmændene deres menneskelige ejendom! Tilbagebetalingen af denne godtgørelse varede fra 1825 til 1947. I 1900 røg 80 procent af de offentlige indtægter direkte ud af landet i form af renter på denne betaling. det er ikke så mærkeligt, at der ikke var penge tilbage til at opbygge infrastrukturen.
Det, som regeringen i Haiti havde gjort, var i praksis at erstatte det virkelige slaveri med gældsslaveri, som blev påtvunget hele nationen. Det er denne situation, der har varet ved op til i dag. En række medgørlige ledere har administreret landet på vegne af imperialismen, og de har til gengæld tilranet sig en del af landets rigdom. Når de ikke har været tilstrækkeligt servile, har imperialisterne interveneret direkte. USA holdt landet besat fra 1915 til 1934.
Der har været bevægelser imod imperialismen. Jean-Bertrand Aristide blev valgt på et populistisk program i 1990. Der var et kup imod ham året efter. Han blev genvalgt i 2000, og han fordoblede mindstelønnen til to dollars om dagen. I 2004 blev han kidnappet i et nyt kup, som blev støttet af USA og Frankrig. Dette er en række begivenheder, der påfaldende minder om de, der har ramt den venstreorienterede leder Mel Zelaya. Honduras har oplevet et fantombillede af det kup, der blev gennemført i Haiti.
FN repræsenterer imperialisterne
Aristide er stadig i eksil. FN’s fredsbevarende styrker har været i landet lige siden. De har monopol på effektiv magtanvendelse. Der findes ingen haitiansk hær. Når nogle spørger, ”hvorfor gør Haitis regering ikke noget?”, så husk, at det er FN, der er den virkelige regering.
Alle ved, at Haiti befinder sig i en jordskælvszone. Så når man spørger: hvorfor er Haiti i et sådant roderi? Hvorfor bliver bygningerne ikke opført, så de lever op til jordskælvssikre standarder? Hvorfor er der ingen, der har forbedret infrastrukturen? Hvorfor er der ingen effektive nødplaner? Disse spørgsmål bør rettes til FN som repræsentant for verdensimperialismen i Haiti. Dette er berettigede spørgsmål. Svaret på spørgsmålene er, at så længe, imperialismens greb fastholdes, vil lidelse vedblive at være en livsform for Haitis befolkning. Befolkningen i Haiti har brug for virkelig hjælp. De har brug for at være en del af en bevægelse for at sparke imperialismen ud og tage del i en socialistisk føderation i Caribien som en del af et socialistisk amerikansk kontinent.
Source: Socialistisk Standpunkt