Den 19. juli, da den spanske regering fik sin spareplan på 65 milliarder euro vedtaget i parlamentet, gik millioner af mennesker på gaden i hidtil uset store demonstrationer mod nedskæringer. Dagen efter, da den valencianske lokalregering bad centralregeringen om en økonomisk redningspakke på 3,5 milliarder euro, var risikopræmien på spanske statsobligationer rekordhøj, mens tiårige statsobligationer gav hele 7,3 procent i afkast. Den spanske økonomi er på randen af total bankerot.
De kæmpestore demonstrationer 19. juli kom ovenpå en uge med spontane demonstrationer og proteststrejker særligt blandt offentligt ansatte, som især bliver ramt i den nyeste sparingsrunde. Tusinde arbejdere forlod hver dag ministerier, institutioner, retslokaler, universiteter, hospitaler osv. i protest og blokerede gaderne i en spontan bevægelse nedefra. Bevægelsen begyndte samme dag, som regeringen fremlagde spareplanerne, samme dag, som de strejkende minearbejdere ankom i protestmarch til Madrid.
Den enorme demonstration, der bød minearbejderne velkomne i Madrid 10. juli om aftenen, afspejlede en massivt ophobet vrede ovenpå adskillige bølger af nedskæringer og spareplaner, som er blevet pålagt arbejderne. Det var et udtryk for støtte til minearbejdernes kamp og deres ubetingede strejke siden slutningen af maj, og et udtryk for, at disse bliver set som en gruppe, der kæmper imod nedskæringer med en modig og offensiv bevægelse. Samtidig gav det faktum, at der var hundrede tusindevis mennesker på gaden for at støtte minearbejderne, millioner af andre arbejdere tro på, at det faktisk er et flertal af spaniere, som er imod nedskæringerne, og at den eneste vej frem er gennem kamp. Det er ikke tilfældigt, at de første grupper til at protestere var de offentligt ansatte i Paseo de la Castellana i Madrid, hvor minearbejderne marcherede gennem 11. juli.
Denne bevægelse er en fortsættelse af indignados-bevægelsen sidste år og den eksplosion af vrede, som de repræsenterede, men den nye bevægelse er på et højere niveau. Man kan sige, at dette er arbejderklassens indignados-bevægelse. En af hovedparolerne ved de to største støttedemonstrationer til fordel for minearbejderne 10. og 11. juli var ”Længe leve arbejderklassens kamp” (viva la lucha de la clase obrera).
Ved mange af disse demonstrationer i Madrid er brandfolkene gået forrest. Det er en tæt organiseret gruppe, og de har en stærk solidaritetsfølelse. De var de første til at modtage de marcherende minearbejdere allerede ved Madrids kommunegrænse, hvor de holdt opsyn med demonstrationen, så minearbejderne kunne gå gennem de tætte masser 10. juli om aftenen.
Endnu vigtigere er politibetjentenes rolle under de sidste dages protester. Begyndende 11. juli da nedskæringerne blev fremlagt i parlamentet, har der dagligt været spontane demonstrationer blandt politifolkene i Madrid. Politibetjente har trykt t-shirts, der klassificerer dem som ”Indignados”, og ved en anden demonstration bar politifolkene et spansk flag med monarkiets officielle symbol, hvilket ikke er et almindeligt syn ved fagforeningsdemonstrationer, hvor de henover det havde skrevet ”For at tjene folket, ikke bankerne”.
Dette har ført til hændelser, hvor ikke-godkendte og derfor ulovlige demonstrationer af politifolk og brandfolk sammen med andre offentligt ansatte er gået op til kongressens porte, og her har de demonstrerende betjente appelleret til deres kolleger i uropolitiet, der beskyttede hegnene om kongressen, om at slutte sig til protesterne.
Ved en enkelt lejlighed, søndag 15. juli, brugte demonstrerende brandfolk en brandbil til at bryde igennem uropolitiets linjer, så en demonstration kunne fortsætte, og i forbindelse med demonstrationerne 19. juli fik adskillelige politivogne, 97 ifølge en rapport, punkteret deres dæk. Dette skete i en bevogtet politigård, og man antager derfor, at en eller flere politibetjente står bag hærværket.
Fredag 20. juli, under en dimissionsceremoni i Barcelona vendte 546 nyligt ansatte politifolk ryggen til myndighederne for at udvise støtte til en gruppe fagforeningsaktivister, der protesterede mod nedskæringer blandt offentligt ansatte. (http://www.europapress.es/catalunya/noticia-546-nuevos-policias-nacionales-dan-espalda-autoridades-aplaudir-sindicatos-20120720153115.html). I Valencia deltog adskillelige politifolk i demonstrationerne 19. juli iført uniform.
På linje med den store vrede blandt politifolkene har der også været radikale udtalelser fra Civilpolitiets fagforening, AUGC, og Militærpersonalets fagforening, AUME, imod nedskæringerne. Flere af dem indkalder arbejdere til protest og truer med yderligere demonstrationer og protester.
Minearbejdernes kamp og tilstedeværelse i Madrid har opbygget så stort et pres, at fagforeningerne har været tvunget til at indkalde til en national demonstrationsdag. En national demonstrationsdag ville i andre tilfælde ikke have haft nogen større betydning, fordi folk har indset, at aftenoptog ikke stopper nogen nedskæringer, men nu kanaliserer det massernes ophobede vrede ud på gaderne.
Ifølge fagforeningernes statistikker var 800.000 på gaden i Madrid og 400.000 i Barcelona. Samlet set demonstrerede flere millioner i over 80 store og mellemstore byer landet over. Der er tale om kæmpe demonstrationer, som i de fleste tilfælde har været langt større end dem i forbindelse med generalstrejken 29. marts i år. Stemningen er nu præget af selvtillid, og en af hovedparolerne var “ja, vi kan” (sí se puede). Demonstrationerne viste også en hidtil uset enighed mellem alle arbejderklassens sektorer, og selv i Galicien demonstrerede både nationalistiske og spanske fagforeninger sammen. (Dette var dog ikke tilfældet i Baskerlandet, hvor ELA og LAB ikke deltog, men i stedet indkaldte til baskisk generalstrejke den 26. september.)
Ifølge en meningsmåling mener 82 procent af den spanske befolkning, herunder 65 procent af det regerende højreorienterede parti, PP’s, vælgere, at de offentlige ansatte er i deres gode ret til at protestere.
Demonstranterne den 19. juli betragtede ikke protesterne som en engangsbegivenhed. Der er en klar forståelse blandt folk af, at kun en vedvarende og radikal kamp kan tvinge regeringen til en tilbagetrækning. Et billede på denne stemning er den gruppe brandfolk, som ved slutningen af en af demonstrationerne i Madrid 11. juli satte sig i spidsen for en gruppe på flere tusinde og besluttede sig for at vandre ad Carrera de San Jeronimo mod kongressen. Som forventet blev de mødt at adskillelige linjer af hegn, uropoliti og politivogne. Det lykkedes brandfolkene at bryde igennem flere af linjerne, og de indlod sig i nærkamp med uropolitiet. Til sidste besluttede de at trække sig tilbage og efter at være blevet jaget af politiet gennem det centrale Madrid, opløste gruppen sig. Endnu engang angreb politiet brutalt demonstranter og tilfældigt forbipasserende som i beboelseskvartererne i Lavapiés, hvor barer, terrasser, osv. blev ødelagt.
Fredag 20. Juli samlede en delegation fra Izquierda Unida (Spaniens venstrefløjskoalition herunder bl.a. kommunistpartiet) sig udenfor kongressen for at offentliggøre en udtalelse, der opfordrede til yderligere oprør mod nedskæringerne.
I weekenden gik tusindvis igen på gaderne, i Madrid for at støtte en demonstration blandt arbejdsløse, og i Galicien i protest over at små investorer er blevet snydt til at købe bankaktier, som de nu har tabt alle deres penge på.
Panik på finansmarkedet
Imidlertid førte vedtagelsen af nedskæringspakken i parlamentet ikke til stabilisering af finansmarkederne som forudset. Den nuværende nedskæringspakke er en del af en ”Aftale om Gensidig Forståelse” med EU, som regeringen har underskrevet til gengæld for en redningspakke til de spanske banker på op mod 100 milliarder euro.
Fredag 20. Juli var en sort dag for spansk økonomi på finansmarkederne. Aktiepriserne faldt med hele 5,8 procent, bankaktierne faldt med 7 procent, spændet mellem spanske og tyske statsobligationer slog rekord med 610 basispoint og afkastet på tiårige statsobligationer nåede næsten op på 7,3 procent.
Som vi har set det i Portugal og Grækenland, er alle forslag på tiltag til at stabilisere finansmarkedet blevet fulgt af yderligere panik. Grunden hertil er ikke svær at forstå. Selvom markederne (finanskapitalismen) er præget af et stærkt element af spekulation og irrationel handlen, er sandheden, at disse markeder kun afspejler, omend på en fordrejet måde, de hårde økonomiske realiteter.
Tiltag til at skære i lønnen blandt offentlige ansatte, til at øge beskatningen på arbejderne ved at hæve momsen, til at skære i arbejdsløshedunderstøttelserne, osv. vil uundgåeligt føre til, at recessionen forværres. Husholdningernes forbrug vil blive endnu mindre, og i sidste ende vil det føre til et yderligere fald i skatteindtægterne og et endnu større pres på de offentlige udgifter.
Tidsskriftet The Economist forklarer situationen således: “Hovedgrundene bag det nuværende budgetunderskud er faldet i indtægterne som følge af den økonomiske sammentrækning og stigningen i udgifter til sociale ydelser, som igen er en konsekvens af den dårlige økonomi. De tiltag, der er blevet fremlagt, prøver at tackle disse problemer, men i sidste ende vil det skade økonomien mere, end det vil hjælpe de offentlige finanser”.
Således den ene side af ligningen: nedskæringer vil uddybe krisen og øge underskuddet og gælden, hvilket vil føre til yderligere tvivl blandt investorerne, om hvorvidt Spanien vil formå at tilbagebetale sin gæld, og de beder derfor om en højere rente for at løbe denne risiko.
På den anden side: hvis regeringen ikke tager de nødvendige forholdsregler og skærer i underskuddet, vil investorerne drage den nøjagtigt samme konklusion, og de kræve allerede nu højere renter (over 7 procent) for at låne penge til Spanien.
Med andre ord, indenfor det det kapitalistiske systems grænser vil alt, man gør, være forkert og kun bidrage til en forværring af situationen.
Mandag 23. juli bliver allerede nu omtalt som ”sorte mandag” for den spanske økonomi. En anden lokalregering, Murcia, bad den centrale regering om hjælp, økonomien samlet gik yderligere 0,4 procent tilbage i andet kvartal af 2012 (ovenpå et fald med 0,3 procent i første kvartal), og det blev offentliggjort, at husholdningernes forbrug er faldet med 1,2 procent i samme periode. Som konsekvens er aktiemarkedet faldet med yderligere 5 procent i skrivende stund, differensen til tyske obligationer er over 640 basispoint, og afkastet på tiårige obligationer brød barrieren på 7,5 procent.
Alt dette udgør et ubærligt pres for den spanske stats finanser. Alene gældsposten vil blive den største på næste års budget, hvor den vil udgøre 38 milliarder euro, hvilket er 9,1 milliarder euro mere end i 2012, og det står oveni klart, at dette er meget optimistiske overslag.
Situation har bragt højrefløjsregeringen ude af orden. Ministre og ordførere taber tråden under forklaringer i kongressen, og overfor journalister kan de ikke svare på spørgsmål, men fremstår total forvirrede omkring, hvad der kommer til at ske. Præsidenten selv har midt i krisen holdt sig fra offentligheden i et par dage. Dette afspejler den reaktionære herskende klasses bagvendte karakter i Spanien, men fremfor alt hvor dyb kapitalismens krise er.
Den nuværende højreorienterede Rajoy-regering blev valgt i november 2011. Dengang argumenterede flere for, at det ville blive en stærk regering med et solidt flertal i parlamentet og kontrol med de fleste lokalregeringer og lokalråd. Vi advarede allerede dengang om at på grund af den spanske krises særligt akutte karakter, ville dette blive en svag regering, som hurtigt ville opleve bølger af massiv modstand fra gaderne.
Den spanske regering har bedt Den Europæiske Centralbank om at træde til og købe spanske statsobligationer, som den gjorde sidste år så prisen igen ryger ned. Grundlæggende betyder dette, at der overføres gæld fra Spanien til Europa, især Tyskland. De seneste par år har vist, at det er ekstremt svært at få de forskellige europæiske kapitalistklasser, og særligt den tyske, til at enes om bare et eneste forslag af denne art. De nationale modsætninger mellem de forskellige europæiske lande, som blev udglattet under det forrige opsving, kommer nu atter op til overfladen i en meget akut form under krisen.
Men hvis Centralbanken ikke blander sig på den ene eller den anden made, tvinger det Spanien til at bede Europa om en reel redningspakke, en bail-out. Omkostningerne ved det vil være uhyre. Overslag svinger mellem 300 og 500 milliarder euro og betingelserne, man ville stille Spanien for dette, ville blive endnu barskere end de nuværende nedskæringspakker.
Krisen i Spanien og den hastighed, hvormed den har udviklet sig, truer hele fundamentet for euroen og den europæiske union. Når alt kommer til alt, er Spaniens BNP på næsten 9 procent af hele EU, og større end de tre lande, som der allerede er lavet bail-out på, Grækenlands, Irlands og Portugals BNP tilsammen.
De næste timer og dage vil stå på hektiske forhandlinger, samtaler, trusler og afpresninger blandt de forskellige ledere af de europæiske lande. I sidste ende finder de muligvis en midlertidig løsning, hvilket kun vil udskyde det uundgåelige, med nogle få dage eller uger, måske endda måneder. Det grundlæggende problem vil dog ikke blive løst, og før eller senere vil det igen stikke frem, måske med et endnu grimmere ansigt end før.
Kapitalisterne vil have arbejderne til at betale for krisen, på den ene side gennem nedskæringer på offentligt forbrug og øget beskatning på arbejdende folk, og på den anden side ved at presse løn og arbejdsforhold ned i et forsøg på at gøre spanske produkter mere konkurrencedygtige på udenlandske markeder. Dette skaber en enorm bølge af utilfredshed, og mange sætter spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system og det borgerlige demokrati. Alle institutioner bliver miskrediteret; monarkiet, højesteretten, bankerne, politikerne, osv. bliver alle set som korrupte og ligeglade med folkets interesser.
På et tidspunkt vil den herskende klasse blive nødt til at erstatte deres svage og miskrediterede regering. Der har været tale om en teknokratregering som i Grækenland og Italien. Ovenpå de massive minearbejderdemonstrationer stemte oppositionen, både socialistpartiet og de borgerlige catalanske nationalister, i sidste ende imod nedskæringspakken efter at have antydet, at de ville støtte det. Det betyder ikke, at de er imod nedskæringer. Tværtimod har lederen af socialistpartiet, Rubalcaba, insisteret på at tilbyde regeringen en ”enhedsfront” overfor Europa, og de mest snedige borgerlige kommentatorer gøder jorden for en eller anden form for national enhedsregering.
En sådan regering ville ikke have megen opbakning til det nedskæringsprogram, som den uundgåeligt måtte implementere, og det ville bane vejen for øget tilslutning til Izquierda Unida, der ses som den eneste konsekvente opposition til den nuværende politik. Venstrefløjskoalitionen og dens talspersoner er blevet utroligt populære især på grund af deres opførsel i parlamentet de sidste par uger, hvor de har været stærkt imod regeringen og brugt den parlamentariske talerstol til at opfordre til mobilisering af folket imod nedskæringer.
Der er brug for et socialistisk alternativ
Fagbevægelsens ledere har endnu ikke meldt ud, hvad bevægelsens næste skridt skal være. Der er tale om en generalstrejke i september, en massedemonstration i Madrid med deltagelse fra alle provinser, og yderligere protester i august. Imens er minearbejderne vendt hjem til deres hjemområder, uden at deres krav er blevet indfriet, og uden at deres kamp har givet noget perspektiv.
Hvad det er brug for nu, er en klar vedvarende plan for kamp, der forener alle de kæmpende sektorer og alle, som er påvirket af nedskæringerne og angrebene, herunder en velforberedt og offensiv 48 timers-generalstrejke. Som begivenhederne i Grækenland tydeligt beviste, er end ikke de mest offensive generalstrejker nok. Et klart politisk perspektiv er nødvendigt. I Spanien leder de mest avancerede lag af arbejdere og unge efter et alternativ hos Izquierda Unida.
Izquierda Unidas største svaghed er, at dets ledere mangler et klart alternativt program til kapitalismens krise. Deres nationale kongres om nogle få måneder vil være en god mulighed for at diskutere hvilket program, der er brug for. Først og fremmest i form af en anerkendelse af, at vi står overfor en krise i det kapitalistiske system, og at udgangspunktet for ethvert alternativ må være det ideal, at arbejderne ikke skal betale for kapitalismens krise.
I stedet for at sende redningspakker til bankerne, bør bankerne nationaliseres uden erstatning og sættes under arbejdernes demokratiske kontrol. Afbetaling på gælden bør stoppes, og Spaniens statsgæld, en massiv byrde de offentlige finanser, afvises. Dette ville selvfølgelig kun kunne lade sig gøre som en del af et socialistisk program, hvor ekspropriering af de største banker, transport og industri, så disse kan indgå i en demokratisk planlagt produktion, er på dagsordenen.
Kun på denne måde kan landets økonomiske og menneskelige ressourcer udnyttes til flertallets bedste i modsætning til nu, hvor de tjener som profitter til en lille minoritet af parasitter, tyve og spekulanter. Marxisterne fra ”Lucha de Clases” vil fremsætte dette program, som vil vinde genhør hos millioner af arbejdere og unge.
Det, vi ser i Spanien, er en proces, hvor de brede lag af befolkningen, hvoraf mange aldrig har været politisk interesserede før, bliver politisk radikaliserede. De bliver igen og igen slået i hovedet af den hammer, som kapitalismens krise udgør, og nu bevæger de sig mod en revolutionær situation. De mest fremsynede borgerlige analytikere anerkendere dette og er bekymrede. The Economist beskriver det på følgende måde: ”I Spanien er det nu mere sandsynligt end nogensinde før, at vi vil se fornyet social uro, hvilket potentielt kan føre til et brud både i økonomien og den politiske stabilitet”.
Den herskende klasses forsøg på at få arbejderne til at betale for krisen har fremprovokeret en massebevægelse. Den spanske arbejderklasse har stolte revolutionære traditioner, som en ny generation nu med lynets hast genopdager. Spanien er sprunget frem forrest i køen til det, der i sidste ende vil udvikle den europæiske revolution.
Artiklen er originalt skrevet d. 23. juli og bragt på Socialistisk Standpunkt's søsterorganisation, Lucha de clases, hjemmeside.