Først var det Tunis, så Cairo, Wisconsin og nu Spanien. Kapitalismens krise har igangsat en bølge, der ikke kan kontrolleres. Alle kræfter, der forsvarere det bestående, slutter sig sammen for at standse den: politikere og politi, dommere og fagforeningsbureaukrater, den betalte presse, fjernsyn, præster og ”intellektuelle” men oprørets tsunami skyller over det ene land efter det andet, fra kontinent til kontinent.
Spansk kapitalisme bankerot
Lokalvalgene denne weekend (22-23. maj) kommer på et tidspunkt med stadig større økonomisk, social og politisk krise. Efter et kraftigt spekulativt opsving og følgende krise står Spanien nu på fallittens rand. Økonomer advarer om større gældsniveau end hidtil erkendt. Efter Grækenland, Irland og Portugals kollaps vender ”markedet” nu sin opmærksomhed mod Spanien.
Det spanske byggebooms kollaps har efterladt landet med faldende huspriser, 1 mio. tomme huse, enorm gæld og den største arbejdsløshed i EU på 4,9 mio. svarende til 21 procent. Det har dannet grundlag for en stadigt stigende utilfredshed, der blandt andet reflekteres i en stigende skepticisme mod de etablerede partier.
I Spanien er der to hovedpartier: PP der åbent er kapitalens repræsentant og PSOE (socialdemokratiet) der burde repræsentere arbejderklassens interesser. Millioner af arbejderstemmer bragte partiet til magten ved sidste valg, med håb om det ville forsvare deres levestandart. Dette håb er blevet kastet i grus.
Den socialdemokratiske leder José Luis Rodríguez Zapatero er fra ”venstrefløjen”, men kapitalismens krise efterlod ham med kun to valgmuligheder: Enten at bryde kapitalisternes magt eller følge kapitalens diktater og angribe arbejderklassens levestandard. Zapatero fandt hurtigt ud af, at der ikke var nogen tredje vej og har overgivet sig til kapitalisterne, som reformister i alle andre lande har gjort det og læsser byrden for kapitalismens krise over på skuldrene af de, der er mindst i stand til at bære den: arbejderne, ungdommen, de gamle og syge osv. samtidig med at milliarder hældes i finanskapitalisternes lommer for at redde systemet.
Det betyder ifølge Metroscopia, at 89 procent af den spanske befolkning i dag mener, at partierne kun tænker på sig selv, hvilket ikke er overraskede jf. ovenstående. Socialdemokraterne forbereder altid vejen for højrefløjens reaktion. Det er deres opgave. Ifølge de seneste meningsmålinger står PP til at vinde mindst én afgørende region, hvilket vil være et forvarsel om valgresultatet til næste år. En sejr til PP vil være at gå fra asken til ilden.
En stemning af skuffelse
Lederne af de traditionelle arbejderpartier er fuldstændig sammenvævet med kapitalisterne og deres stat. De taler i arbejderklassens, socialismens eller endda ”demokratiets” navn, samtidig med at de gennemfører enorme ”redningspakker”, der skal betales gennem nedskæringer i mange år fremover.
I sådan en situation ser arbejderklassen til fagforeningerne. Under pres fra bunden indkaldte lederne af de to hovedforbund UGT og CCOO til generalstrejke i september sidste år. For lederne er formålet at ”lette trykket” i arbejderklassen. For seriøse fagforeningsaktivister er strejker og demonstrationer tværtimod et middel til at få arbejderklassen til at forstå sin styrke til at kunne ændre samfundet fundamentalt.
Fagforeningslederne har ikke den fjerneste ide om dybden af den kapitalistiske krise. De tror, at accept af nogle nedskæringer vil gøre alt godt i sidste ende. De tager fejl. For hvert skridt tilbage, vil kapitalisterne kræve tre nye.
Efter generalstrejken sidste år accepterede fagforeningslederne en ”pensionsreform”, der gik direkte imod arbejderklassens interesser. Det resulterede i en bølge af skuffelse der yderligere forstærkede fremmedgørelsen og utilfredsheden. Som klassekampen udvikler sig, vil det føre til en konfrontation mellem på den ene side de menige medlemmer, der vil omdanne deres organisationer til virkelige kamporganisationer og på den anden side det konservative lag i toppen af fagbevægelsen. Men på nuværende tidspunkt halter fagforeningerne efter arbejderklassens behov.
Følelsen af, at fagforeningerne ikke lever op til deres ansvar, er størst blandt ungdommen. Ungdommens situation minder på flere måder om den tunesiske ungdom. Ungdomsarbejdsløsheden er på 45 procent og nyuddannede universitetsstuderende kan ikke finde arbejde. Men Spanien er ikke et tredjeverdensland, men en udviklet og rig økonomi. Denne skrigende modsætning har skabt en stemning af vrede, frustration og bitterhed i ungdommen, der ikke kan finde et udtryk i de etablerede partier eller fagforeninger.
Denne frustration er endelig brudt igennem overfladen. Søndag den 15. maj marcherede 150.000 unge i demonstrationer i 40 byer landet over under banneret: ”Democracia Real Ya” (Virkeligt demokratiet nu). Hovedparolen var: ”Vi er ikke varer i hænderne på bankfolk og politikere”, hvilket viser den instinktive anti-kapitalistiske karakter af bevægelsen. Bevægelsen overraskede mange, men forud var gået en række mobiliseringer mod bl.a. nedskæringer og udsmidning af arbejderfamilier, der ikke kunne betale deres huslån. 7. april gik tusinder af unge på gaden efter opfordring fra den venstreorienterede platform ”Unge uden fremtid”. Alt sammen viste det det pres, der byggede sig op under overfladen.
Det er også åbenlyst, at den arabiske revolution har spillet en afgørende rolle ved at vise, at almindelige mennesker kan ændre verden, når de først bevæger sig. Ligeledes har de unge taget ideen om teltlejre på hovedpladser til sig, ligesom på Tahrir-pladsen i Egypten.
Trussel mod demokratiet?
Protesterne har overrasket alle politikerne. De har reageret med forfærdelse og hysteri. ”Det er anarki”, nogen er endda gået så langt som at sige, at ”det er en trussel mod demokratiet”. Men tværtimod er vi vidne til en bevægelse, der forsøger at udøve direkte demokrati. At give en stemme til de, der ikke har en stemme, at forsvare de som ingen forsvarer.
Når de siger ”en trussel mod demokratiet”, betyder det en trussel mod, at befolkningen stemmer engang hvert 5. år og ellers overlader beslutningerne til de professionelle politikere og frem for alt til kapitalisterne, der træffer alle afgørende beslutninger i samfundet, men uden at være valgt af nogen som helst. Med andre ord er borgerligt demokrati et andet ord for kapitalens diktatur.
De demonstrerende protesterer, fordi de ikke kan se sig selv i nogen af partierne. Mange siger, ”hvorfor stemme når de alle er ens?”. De ser på valgkampen med en blanding af foragt og ligegyldighed. Hvis dette repræsenterer en trussel mod demokratiet, så kommer denne trussel ikke fra teltlejren på Puerta del Sol, men fra premierministerens residens Palacio de la Moncloa.
De samme, der talte om ”trussel mod demokratiet”, sendte tirsdag den 17. maj Madrids uropoliti ind for med vold at sprede en relativt lille gruppe demonstranter, der havde slået lejr på Puerta del Sol. Deres hardline-taktik gav bagslag. Tirsdag aften samledes titusinder af demonstranter på Madrids centrale plaza. Onsdag eftermiddag forbød Madrids valgkomite den planlagte demonstration kl. 20.00 samme dag. El Pais rapporterede, at myndighederne planlagde at indsætte tilstrækkeligt politi til at forhindre demonstrationen. Madrids Metrosystem advarede passagerer om at tage til Puerto del Sol, da ”forsamlingen ikke er tilladt”. Konfronteret med titusinder af protesterede indså myndighederne imidlertid, at det ville være uklogt at sætte uropolitiet ind, det det blot ville have radikaliseret bevægelsen yderligere.
Fremskredne konklusioner
På Puerto del Sol i Madrid den 18. maj hørtes kampråb som: ”det er ikke krisen, det er systemet”, ”revolutionen er startet” og ”de kalder det demokrati, det er det ikke”. Massedemonstrationen vedtog også et manifest. Trods sine fejl og mangler giver ordlyden udtryk for en bevidsthed om, at som individ er man magtesløs, men at ingen magt på jorden kan standse masserne, når de bevæger sig organiseret for en revolutionær ændring af samfundet. Det er lektien fra Tunesien og Ægypten. Arbejderklassen har en enorm magt i sine hænder. Ikke en lampe lyser, ikke et hjul drejer uden arbejderklassens tilladelse.
Samtidig anerkendte det bl.a. den politiske karakter af bevægelsen: ”vi har mistet respekt for hovedpartierne, men vi har ikke mistet vores evne til at kritisere. Tværtimod er vi ikke bange for politik. At udtrykke en holdning er politik. At søge alternative veje, at deltage er politik.” Manifestet argumenterede ikke for at afholde sig fra at stemme, men krævede tværtimod, at ”valgene bør have virkelig indflydelse på vores liv”.
Manifestet identificerede også klart, hvem der er ansvarlig for ”den situation, vi står overfor: IMF, den Europæiske Centralbank, EU, kreditvurderingsselskaber som Standard and Poor's og Moody og PP og PSOE.”
De spanske myndigheder forbød demonstrationer, men da det kom til stykket, valgte de ikke at gribe ind og i skrivende stund (søndag den 23. maj) er demonstrationerne fortsat, også på trods af at det i spansk lov er forbudt at demonstrere på valgdagen. Det er en vigtig sejr og viser massernes magt overfor de officielle institutioner.
Vi marxister støtter helhjertet op om ungdommens protester og opfordrer arbejderklassen til at støtte aktivt op. Det er på tide at bruge arbejderklassens magt til at ændre samfundet. Det er på tide at sige farvel til tøven, principløse aftaler og kompromisser. Lad være at holde hånden under et sygt og dødsdømt system! Det er på tide at stå sammen og kæmpe! Det er den virkelige betydning af de spanske protester og 15. maj-bevægelsen.
Længe leve de spanske protester
længe leve 15. maj-bevægelsen
Translation: Socialistisk Stanpunkt (Denmark)