Storbritannien: læren fra valget, sørg ikke – organisér!

Alle de reaktionære galer. Donald Trump udtrykte særlig begejstring over resultatet. »Tillykke til Boris Johnson med hans store SEJR! « skrev den amerikanske præsident på Twitter. »Johnson sikrer sig en knusende sejr i det britiske valg«, udbrød Financial Times, mens punden steg på de udenlandske valutamarkeder.

[Source]

Johnsons konservative har båret dagen sammen med milliardærernes presse. Selvom det er et tilbageskridt for Labour i forhold til pladser i parlamentet, fik det Konservative Parti kun 300.000 flere stemmer end i 2017 – ikke just »knusende«.

Kommentatorer har gentagende forsøgt at overdrive, ved at sige at dette er det værste valgresultat siden 1930’erne, hvilket er usandt. Selvom partiet har færre pladser nu, har Labour vundet en større vælgerandel denne gang i forhold til i 1982; og Corbyn vandt flere pladser end Blair gjorde i 2005.

Alligevel forsøger de Konservatives medier og Blairites’ne [Labours højrefløj, red.] at bruge dette tilbageskridt til at afspore Corbyn-revolutionen. Med det mest giftige sprog kræver de, at Labour-lederen træder tilbage øjeblikkeligt. Vi må undgå denne fælde.

Bortset fra i Skotland lykkedes det de Konservative at kapre valget og omdanne det til et Brexit-valg, hvor Johnson lovede at »Get Brexit Done« [Få Brexit overstået, red.]. Dette tjente at præge alt, og i det store og hele endte med at bestemme resultatet af valget.

Det er derfor ikke en fuldstændig overraskelse, at Labour tabte række parlamentspladser i norden, Midlands og Wales. Dette inkluderer pladser som Blyth Valley, som Labour har holdt siden 1935; og Wakefield, som Labour har holdt siden 1932. I disse områder, var mange arbejderklassevælgere desperate om at få Brexit overstået, og komme videre til andre presserende emner.

Lektioner

Tydeligvis er millioner af mennesker, især de unge, dybt skuffede – knuste – over valgresultatet. Fredag den 13. december vil blive husket som den ’Sorte fredag’: dagen det lykkedes Johnson at møve sig tilbage ind i nr. 10 [adressen for Storbritanniens premierminister, red.].

Der var engang en klog filosof, Spinoza, der sagde: »vores lod er ikke at græde eller grine, men at lære«. Vi må lære lektionerne fra dette nederlag.

Labour havde enhver chance for at vinde dette valg, men Brexit viste sig at være ekstremt opdelende. Vi har hele tiden sagt, at jo mere klassespørgsmålene i valgprogrammet blev skjult, des mere sandsynligt var det, at Johnson ville vinde valget. Det var et enormt bjerg, der skulle bestiges.

I valget i 2017 accepterede Labour Brexit-resultatet, og talte om at forsvare arbejderes rettigheder. Den position overbeviste mange af Labours leave-vælgere [folk der stemte for Brexit, red.]. Labour kæmpede i valget med et radikalt valgprogram med Corbyn som Labours leder. Denne kampagne opnåede den største stigning i Labour-stemmer siden 1945. Tydeligvis var Corbyn, Brexit og venstreorienteret politik ikke et problem for vælgere den gang.

Så hvad har ændret sig? Hovedproblemet var at fremstille Labour som et Remain-part, der lovede en ny folkeafstemning. Dette tillod de Konservative at optegne Labour som blokerende for Brexit og afvisende over for det demokratiske mandat. Parlamentsmedlemmer synes at ignorere demokratiet, hvilket resulterede i voksende frustrationer og vrede.

Dette tillod samtidig de Konservative at præsentere sig selv som det virkelige Brexit-parti, der udførte folkets vilje. Dette placerede uheldigvis Labour i samme lejr som etablissementet, der ønskede at stoppe Brexit. De Konservative blev også hjulpet af Farage, hvis parti opstillede i disse ’røde mur’-områder, og sugede vælgere væk fra Labour

Brexit

Denne katastrofale ændring blev først og fremmest pålagt Labour-partiet af Blairite-parlamentsmedlemmer, der kørte en støjende kampagne for at få partiet til at fremsætte kravet om en ny folkeafstemning. De forbandt sig herefter med Liberaldemokraterne for at besværliggøre Brexit, hvilket lykkedes.

Ansvaret for dette nederlag ligger derfor hos Labours højrefløj, og først og fremmest Sir Keir Starmer. Dette førte til maksimal forvirring – en del af deres plan om at miskreditere Corbyn, der endte med at se svag og uvillig ud.

Desværre blev de hjulpet på vej med dette af bløde venstreorienterede – personer som Clive Lewis, Emily Thornberry, Paul Mason, Owen Jones og andre, der gik demonstrerede for et såkaldt ”Folkevalg”. Det samme gælder John McDonnell, der tillod partiet at blive skubbet i en Remainer-retning [folk, der stemte mod Brexit, red.].

Alt dette hjalp til med at pløje jorden for det nuværende nederlag. De der krævede en ny folkeafstemning, var blinde over for det faktum, at Brexit-afstemningen i 2016 til dels var et råb om hjælp fra dem, der var blevet efterladt. De så det som en desperat løsning på deres problemer. De ville have deres liv ordnet.

Labour burde have holdt sig til deres position fra 2017, og forklaret, at på et kapitalistisk grundlag ville det ikke gøre nogen fundamental forskel at være inde eller ude af EU. Arbejderklassen ville fortsætte med at udbyttet og undertrykt, medmindre og indtil vi bryder med kapitalismen, og fundamentalt ændrer samfundet langs socialistiske linjer.

Derfor afgjorde Brexit dette valg, hvor mange tidligere Labour-vælgere holdt sig for næsen, og »lånte« deres stemmer til de Konservative for at »få Brexit overstået«.

Det er unødvendigt at sige, at ideen om at Johnson og de Konservative kan løse de problemer, som arbejderklasselokalsamfund står overfor, er en illusion. Johnson er kun bluff og højtråben. De Konservative vil ikke løse deres problemer; tværtimod vil de gøre dem langt værre. De Konservative har været ved magten i det sidste årti – et årti med nedskæringer og faldende levestandarder. Nu vil de forberede en helt ny nedslagtning af arbejderklassen.

Bagvaskelse

Dette valg var formodentligt det mest beskidte i generationer. Corbyn blev udsat for en lavine af mudderkast, samt de mest afskyelige personangreb af etablissementet og deres medierepræsentanter.

BBC vil for evigt være kendt som the British Bullshit Corporation, en pålidelig stemme for milliardærklassen. Kommentatorer som Laura Kuenssberg har spillet en modbydelig rolle i at angribe Labour og Corbyn, mens hun samtidig gjorde det let for de Konservative.

Forventeligt gik Blairites’ne fra Labour-partiets parlamentsgruppe med dem med deres daglige sabotage. Disse karrieremagere agerer som en femtekolonne i partiet. Deres eneste rolle er at holde Labour-partiet sikkert for kapitalismen.

Labours højrefløj har angrebet Corbyn lige siden han blev valgt, og altid med fuld omtale i den kapitalistiske presse. De forsøgte at vælte ham i et kup i 2016, hvor 80 procent af Labours parlamentsgruppe – 172 parlamentsmedlemmer – stemte for at få ham fjernet. Kuppet slog yderst ynkeligt fejl, men dette afholdt dem ikke fra at fortsætte med at miskreditere ham.

Hver gang du tændte for fjernsynet, var der et eller andet Labour parlamentsmedlem, der angreb Corbyn. Hvis de bare kastede nok mudder, håbede de, at noget af det vil sidde fast. Han blev kaldt en terroristsympatisør; en stikirenddreng for Moskva; en tjekkisk spion; og (selvfølgelig) en antisemit.

Denne antisemitisme-bagvaskelse mod Corbyn og Labour involverede ikke blot Balirites’ne, men også overrabbineren (der sagde, at Corbyns håndtering af antisemitismeanklagerne mod ham, gjorde ham »upassende for en høj position«), ærkebiskoppen af Canterbury og hindu og muslimske religiøse ledere. Selv Simon Wiesenthal Centeret advarede mod Corbyn, og kaldte ham for den største globale trussel mod jøder.

Den Jødiske Arbejderbevægelse (JLM) blev også brugt til at angribe Labour-lederen. De lækkede konstruerede udtalelser om antisemitisme til Lighed- og Menneskeretskommissionen, der nu på skandaløst vis efterforsker Labour-partiet for antisemitisme. JLM, en påstået tilhænger af Labour, udgav endda en offentlig udtalelse, hvori de nægtede at føre valgkamp for en Corbyn-regering. I kraft af dette støttede de en konservativ regering i stedet for!

Alt dette kan kun betragtes som forræderi og sabotage af Blairites’ne og deres venner. De havde den fulde støtte fra de kapitalistiske medier og presse i dette, som konsistent stillede det Konservative Parti ammunition til rådighed til at angribe Corbyn.

For at føje spot til skade, annoncerede fremtrædende Blairites, at de ikke kunne stemme Labour under Corbyn. Blair sagde, at selvom han stadig ville stemme Labour, ville andre måske gå over til Liberaldemokraterne eller de Konservative. Lord Mandelson, en af havearkitekterne bag New Labour-projektet, krævede at Corbyn blev erstattet.

Før han splittede partiet, sagde det renegaten og parlamentsmedlemmet John Woodcock, at han »ikke aldrig ville stå frem og stemme på at gøre Jeremy Corbyn til Storbritanniens næste premiereminister«. Både ham og tidligere Labour-parlamentsmedlem Ian Austin opfodrerede folk til at stemme på Boris Johnson, og advarede mod at Corbyn ville være en risiko for national sikkerhed.

Dette synspunkt blev forstærket af Jon Ashworth, Labours helbredssekretær i skyggekabinettet, der udviste fuldstændig foragt for Corbyn i nyligt lækkede optagelser. I virkeligheden udtalte han blot hvad andre af Labours højrefløjsparlamentsmedlemmer også mente.

Dette er uden en snært af tvivl en højrefløjskonspiration, der omfavner milliardærernes etablissement og deres Blairite-venner. Den sigter at destruere Corbyn og underminere Labour-partiet.

Forræderier

De angriber kynisk nu Labours venstreorienterede valgprogram som »den længste selvmordsbesked i historien«, når det i virkeligheden var dette (og partiets massive græsrodskampagne), der var det eneste, der forhindrede et endnu større nederlag.

En anden årsag til Labours nederlag – på trods af den fantastiske kampagne som aktivister førte i marginale områder – er New Labours rådne arv. Denne stikker dybt i mange arbejderklasselokalsamfund.

Blairites’nes forræderier har medført en stor mistillid til Labour. Der er stadig en stor grad af skepsis blandt mange arbejdere, der forståeligt er blevet mistroiske overfor alle politikere og deres løfter. ”Du kan ikke stole på dem. De er alle ens. De tænker alle kun på sig selv” – dette var det almindelige svar, man hørte på mange dørtrin i dette valg.

Dette er resultatet af højrefløjens dominans i partiet, især i lokalråd, hvor Labour har hjulpet med at gennemføre nedskæringerne. Dette er især tilfældet i Skotland, hvor Blairites’ne ødelagde partiet.

Fravalg

Labour-medlemmer burde rejse sig mod den seneste kampagne for at vælte Corbyn. Labour-lederen burde ikke træde tilbage på baggrund af dette pres. Vi siger: stop heksejagten mod Corbyn!

Der burde i den grad være en gennemgående diskussion i hele bevægelsen, og et ligsyn ledet af medlemskabet. Men alle beviserne peger på Blairites’nes modbydelige rolle.

Corbyn-revolutionen er ikke fuldendt. Labours højrefløj håber på at destruere Corbyn-bevægelsen og tilbagetage kontrollen. Labour-lederskabet har konstant forsøgt at formilde Blairites’ne og tilbyde dem olivengrene. De frygter et brud med disse forrædere. Men dette har været en stor fejl. Partiet har brug for en udrensning af alle karrieremagere og Konservative infiltratorer.

Ved Labours konference i 2018 ønskede 90 procent af de delegerede fra lokale partier at introducere obligatorisk genvalg (åbent valg) af parlamentsmedlemmer. Men dette blev blokeret af fagforeningslederne. Selv Jon Lansman, den selvvalgte leder af Momentum, gik med til dette.

Men ægte demokratisk ansvarlighed ville have gjort den store forskel i at skille fårene fra de Konservative bukke. Det ville have forenet Labours parlamentsgruppe bag Corbyn og massebevægelsen omkring ham. Det ville have forenet partiet mod Johnson og de Konservative.

Dette arbejde skal stadig udføres. Dette valgtab – og hysteriet fra Blairites’ne – betyder, at dette er en presserende opgave. Den burde placeres på alle Labour-partimøders dagsordener i det nye år. Fagforeningerne skal også bringes med ombord. Unite the Union [den næststørste fagforening i Storbritannien, red.] har officielt en position, der er for obligatorisk genvalg, men dette skal implementeres i praksis.

Organisér

Marxismen ser på det lange perspektiv. Den analyserer processerne som en helhed. Historien udvikler sig ikke i en lige linje. Hele denne periode er enormt svingende. Middelpositionen forsvinder. Dette reflekterer hele det kapitalistiske systems dybe krise.

Der vil være højresving langs vejen. Men disse vil forberede endnu større sving mod venstre. Dette vil fortsætte indtil arbejderklassen finder en udvej ved at bryde med kapitalismen.

I dag fester alle de reaktionære. Men dette vil være kortlivet. Som Sir Robert Walpole sagde, ringer de Konservative måske med deres klokker nu, men i morgen vrider de deres hænder. Nu hvor de har et stort parlamentarisk flertal, har de ikke længere nogle undskyldninger. De vil høste storm.

Arbejderklassen, nu hvor den er blevet blokeret på den politiske front, vil se mod den industrielle front. Dette kan allerede blive set gennem post- og jernbanearbejdernes kampe. Arbejdere og unge vil skride til handling på arbejdspladsen og på gaderne.

Begivenheder, begivenheder og flere begivenheder vil ændre bevidsthed. Der er ingen mulighed for stabilitet, som vi kan se på international plan med revolutioner, der bryder ud fra Chile til Sudan til Libanon.

Vi må presserende bygge marxismen kræfter for at give en rygrad til bevægelsen; for at give den beslutsomhed og et perspektiv på at ændre samfundet. Vi har brug for klarhed. Vi har brug for en klasseanalyse til at lede os. Vi har brug for en marxistisk stemme til Labour og ungdommen. Vi opfordrer dig til at gå med os og hjælpe os med at bygge denne.

De Konservatives succes vil fordampe som en regndråbe på et varmt komfur. Den vil rydde vejen for et massivt venstresving i samfundet – og i sidste ende til den socialistiske omdannelse af samfundet. Vi bliver nødt til at bygge, organisere og forberede de nødvendige kræfter for at opnå dette.