Studerende i Storbritannien slår igen

De store medier brugte i november megen energi på at dæmonisere de studerende, der under en demonstration den 10. november besatte det konservative partis hovedkvarter. Alligevel viste meningsmålinger, at flertallet af den engelske befolkning støttede aktionen.

Den borgerlige regering vil hæve de afgifter, som studerende skal betale, op til 83.000 kroner årligt, og desuden vil den fjerne den uddannelsesstøtte (EMA), der gives til 16-18-årige børn af lavindkomstfamilier.

Besættelser

Den 24. november var der besættelser på 17 universiteter. De studerende har på enkelte universiteter krævet, at regnskaberne bliver åbnet. De studerendes krav er ikke begrænsede til uddannelse, men retter sig imod nedskæringerne i den offentlige sektor generelt. For eksempel vedtog de studerende, der besatte University College London følgende udtalelse:

”Vi går imod afgifter og barbariske nedskæringer på højere uddannelse og regeringens forsøg på at få samfundet til at betale for en krise, det ikke har skabt. Løfter er blevet brudt, den politiske proces er slået fejl, og vi har intet andet valg. Vi står sammen med alle, der bekæmper nedskæringerne her i landet og i udlandet.”

Politivold

I Manchester, Cambridge og andre steder er elever og studerende blevet mødt af politi, der har angrebet dem med knipler. Politiet har opgivet at foregive at være rare folk, der beskytter almindelige mennesker. Undervisningsminister Michael Gove har opfordret til, at straffeloven i ”fuldt omfang” skal bruges imod ”aktivister der smadrer vinduer”. Imidlertid har de fleste medier erkendt, at demonstrationerne mestnedels har været fredelige, og at stemningen til demonstrationerne ”afspejler de unges vrede”.

I London blev mindst 4000 fredelige demonstranter omringet af politiet og tilbageholdt i næsten ti timer. Begrundelsen var, at de ville forhindre ”vandalisme”, fordi en politibil tidligere var blevet angrebet. Men denne bil var blevet efterladt al ene og forladt midt på vejen, som en åben invitation til vandalisme for at retfærdiggøre overgreb på tusindvis af studerende.

Slagord og musik

Politiets overgreb har ikke reduceret spændingerne. ”Det er en selvopfyldende profeti. Hvis de spærrer folk inde som dyr, vil de reagere som dyr. Det var fredeligt i begyndelsen, men det blev voldsomt senere, da folk ville sætte sig til modværge,” sagde 18-årige Rachel Tijani fra Dagenam. ”Regeringen har ikke tidligere lyttet til fredelig protest,” sagde 16-årige Jessica Fusco-Fagg fra London. ”De ødelægger vores generations fremtid.”

På trods af, at de studerende blev tilbageholdt, holdt de humøret højt og råbte slagord og spillede musik. Den elektriske atmosfære – en blanding af vrede og begejstring – har været tydelig til demonstrationer i hele England. Tusindvis af unge er trådt ind på den politiske scene, har fået energi og er blevet radikaliserede af protesternes massive omfang.

Katalysator

Opgaven er nu at kanalisere denne energi og give den en retning, så den ikke fordamper. Aaron Porter, der er leder for de studerendes organisation NUS, forsøgte først at tage afstand fra besættelsen af det konservative hovedkvarter, men er efterfølgende blevet presset til at støtte de studerende. Imidlertid mangler ledelsen en klar strategi. Det eneste, Porter har foreslået, er at ”vælgere viser deres utilfredshed ved at skrive til parlamentsmedlemmerne”. Men som vi så under demonstrationerne mod Irakkrigen i 2003 kan politikere nemt ignorere millioner af demonstranter og vælgere, der skriver vrede breve. For at redde uddannelserne må pengene findes ved at nationalisere bankerne og finanshusene.

De studerendes bevægelse vil virke som en katalysator på arbejderbevægelsen. I sidste ende er det kun arbejderne, der har magten til at bekæmpe nedskæringerne, vælte regeringen og sætte en stopper for den bremseklods for samfundets udvikling, som kapitalismen udgør.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)