Ukraine: Oprørere afviser Kievs styre

Denne artikel blev oprindeligt skrevet d. 12 Maj. Afholdelsen af folkeafstemningerne i det østlige Ukraine repræsenterer en ny og potentielt farlig vending i den ukrainske krise. Repræsentanterne for folket i regionerne Donetsk og Luhansk har udtalt, at henholdsvis 89% og 96% stemte for selvstyre.

Folkeafstemningerne blev afholdt på trods af en tidligere opfordring fra præsident Vladimir Putin om at udskyde dem for at skabe de nødvendige betingelser for dialog. Dette faktum viser, at den ofte gentagne beskyldning om at bevægelsen i det østlige Ukraine er blevet organiseret og udført under Moskvas kontrol, ikke er andet end en løgn. Arbejderne i Donetsk og Luhansk regionerne ignorerede appellerne fra Kreml og hævdede deres rettigheder imod det intense pres fra omverdenen, bakket op af kugler og pansrede køretøjer fra regeringen i Kiev.

Som sædvanligt har dækningen af folkeafstemningen i de vestlige medier været præget af en skandaløs ensidighed, partiskhed og ondskabsfuldhed. BBC rapportere fremhævede manglen på valgfaciliteter, såsom manglen på stemmesteder og påstod at have set folk, der stemte to gange. Afstemningens improviserede karakter er åbenlys. Hvordan kan det være anderledes midt i en folkelig revolution? Men den improviserede karakter af den folkelige høring organiseret af revolutionen gør den på ingen måde mindre demokratisk end de formelle borgerlige demokratiers polerede maskineri. Tværtimod er de uendeligt mere demokratiske.

Trods alle deres anstrengelser for at så tvivl om disse afstemningers legitimitet kunne selv BBC ikke benægte, at det overvældende flertal af befolkningen i disse provinser entusiastisk støttede en ”ja”-stemme. Sarah Rainsford, fra BBC News i Donets, skrev: ”Jeg så mange folk komme ud for at deltage i afstemningen og hørte megen vrede over regeringen i Kiev. Jeg så kun en person, der satte kryds ved ”nej” i den gennemsigtige stemmeboks.”

I den første runde blev folk spurgt om de støttede selvstyre. En anden afstemningsrunde er planlagt om en uges tid, der spørger folk, om de støtter en tilslutning til Rusland. Det er meget tydeligt, at kontrollen over denne region nu fuldstændig er røget ud af hænderne på politikerne i Kiev. Folk i det østlige Ukraine siger, at de vil boykotte de præsidentvalg, som Kiev regeringen planlægger af afholde d. 25. maj. På den måde fremkommer der to gensidigt fjendtlige magtcentre i Ukraine, der i stigende grad truer landets enhed.

Ukraines konstituerede præsident Oleksandr Turchynov fortalte det ukrainske parlament at ”Farcen med at terroristiske separatister indkalder til en folkeafstemning, er intet andet end propaganda for at dække over mord, kidnapninger vold og andre alvorlige forbrydelser”.

Der er ingen tvivl om, at der er blevet begået mord, kidnapninger, vold og andre alvorlige forbrydelser til overflod i løbet af de seneste par måneder – hovedsageligt begået af Nationalgarden og andre fascistiske og kriminelle elementer med regeringens stiltiende accept. Fascistiske bander har tæsket og myrdet kommunister og fagforeningsaktivister fuldstændig ustraffet og endevendt fagforeninger og venstreorienterede partiers kontorer. Disse fascistiske afskum brændte mere end 40 mennesker levende, da de angreb fagforeningsbygningen i Odessa og skød og tæskede de folk til døde, der forsøgte at flygte fra flammerne. Men ingen er blevet straffet for denne grusomhed. Folket i Østukraine ser helt korrekt dette som en direkte trussel mod dem selv. Deres handlinger er af defensiv karakter. Kravet om løsrivelse er ikke andet end svaret på aggressionerne og truslerne fra Kiev og den virkelige vold og mord begået af deres agenter imod befolkningen.

Rusland reagerer

EU og USA fordømte øjeblikkeligt folkeafstemningerne som illegale. På den anden side har Rusland krævet, at afstemningernes resultat implementeres. I en kort udtalelse beskriver Kreml afstemningerne som ”folkets vilje” og bemærkede ”den høje valgdeltagelse”. Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, udtalte: ”Vi respekterer befolkningen i Donets og Luhansk regionernes vilje”. Bare sidste uge bad Putin folket i Østukraine om at udskyde deres afstemning. Alligevel insisterer Moskva nu på, at resultatet må respekteres. Hvad er Rusland ude på?

Det anslås, at Rusland har omkring 40.000 troppe nær grænsen til Ukraine. Alligevel har de ikke, på trods af den hysteriske propaganda i vesten om den angivelige russiske invasion, gjort noget forsøg på at bevæge dem over grænsen. Derudover er der, på trods af påstandene i de vestlige medier om tilstedeværelsen af russiske professionelle soldater i umærkede uniformer i Østukraine, ikke et eneste bevis på, at Rusland har givet nogen form for militær støtte til oprørerne. Rent faktisk har oprørernes talsmænd brokket sig højlydt over manglen på en sådan støtte.

Moskva siger, at de har trukket deres tropper tilbage fra grænsen, selvom NATO siger, at de ikke har set nogen tegn på dette. Det virker højst usandsynligt, at Putin har intention om at invadere eller besætte Ukraine, men han har ikke fuld kontrol over begivenhedernes gang.

Russerne holder nøje øje med situationen. De har fordømt ”forsøg på at forstyrre afstemningerne med brug af magt, inklusiv brug af tunge våben imod civile”. Hvis tingene degenererer yderligere og der er alvorlige civile tab, vil han ikke have andet alternativ end at sende hæren ind. Et sådan perspektiv har fokuseret tankevirksomheden helt fantastisk hos politikerne i de vestlige hovedstader.

Udsigter for dialog?

I Bruxelles har EU's udenrigsministre udvidet sanktionerne ”som resultat af Ruslands handlinger i Ukraine”. Disse inkluderer rejseforbud og indefrysning af aktiver. To virksomheder fra Krim og 13 individer er blevet tilføjet til sanktionslisten. Det er meningen, at navnene skal annonceres officielt indenfor de næste 24 timer. Vi får se. Det siges, at EU ministrene overvejer en bredere pakke af sanktioner imod Ruslands økonomi. Men sådanne tiltag gør ikke meget indtryk på mændene i Kreml. Moskvas indstilling overfor vesten hærdes. Sergei Lavrov sagde, at der ikke var nogen planer om at holde nye internationale forhandlinger om krisen. Han beskyldte vesten for en ”informations-blokade” vedrørende begivenhederne i Ukraine og for ”skamfulde løgne”. Det er fuldstændig rigtigt.

Den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier rejser til Kiev i denne uge for at fremme “dialog” mellem de forskellige partier.

Pludselig taler alle om behovet for dialog og en fredelig løsning. Hovedårsagen for denne pludselige omvendelse til ”pacifisme” er, at alle forsøgene fra Kiev regeringen på at påtvinge en militær løsning er fejlet ynkeligt. De blodige operationer, gennemført af Nationalgarden, der hovedsageligt består af fascister, bøller og kriminelle, hvis formål var at intimidere befolkningen i det østlige Ukraine, havde den stik modsatte effekt. De har oppisket befolkningens vrede, der udtrykte deres væmmelse i det overvældende stemmetal for løsrivelse sidste søndag.

Stående overfor en de facto deling af Ukraine var amerikanerne og europæerne tvunget til at se bort fra Kiev regeringens indignerede protester og søge et kompromis med Moskva. For sin del har Rusland opfordret til dialog mellem oprørerne og Kiev med deltagelse fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Putin spiller sine kort med nøje. Ved at insistere på at oprørerne i de østlige provinser må udgøre en del af enhver forhandlet aftale, stiller han Kiev regeringen i en umulig position og gør dem dermed ansvarlige for et fremtidigt sammenbrud i forhandlingerne. Kiev har allerede indikeret, at de ikke er parate til at forhandle med ”bevæbnede oprørere”. I sidste ende har de måske ikke et valg.

Miroslav Rudenko, en af ledere af Folkerepublikken Donetsk, beskrev det som usandsynligt med et Krim-scenarie – hvor Rusland hurtigt fulgte op på en folkeafstemning med anneksion – og sagde, at Folkerepublikken Donetsk ville tage skridt mod at udvikle sig til en suveræn stat. Disse inkluderede ”integrationsskridt” såsom at gå med i en russisk-kontrolleret toldunion med tidligere sovjetrepublikker og at opbygge relationer med naboregionen Folkerepublikken Luhansk.

Moskva har gentagne gange foreslået, at Ukraine skulle blive en føderation, hvor hver region har større politisk uafhængighed fra hovedstaden, inklusiv i økonomiske, udenrigs- og kulturpolitiske spørgsmål. Men disse regioner i sig selv ville være for små til at udgøre levedygtige selvstændige stater. De må ende med enten at integrere sig med Rusland eller forblive en del af Ukraine. Men den sidste mulighed ville kun være mulig på grundlag af en føderal stat med udstrakt autonomi til regionerne. Det er det, som Rusland fisker efter. Det ville sætte en stopper for alle forsøg på større integration med EU og NATO. Det ville efterlade Rusland med endnu større kontrol over Ukraine end det havde før. Men hvor ubehageligt det end måtte være for Kiev regeringen og dets imperialistiske støtter, er det muligvis det bedste alternativ, der står åbent for dem.

Imperialisternes kyniske intriger har frembragt en krise, der truer med ødelæggelsen af den Ukrainske nation. De nationalistiske fanatikere i Kiev har med stor magt medvirket til at skubbe Ukraine ud over afgrunden. Borgerkrig er stadig en mulighed. Det eneste alternativ til dette mareridtsscenarie er samlet handling fra arbejderklassen i at bekæmpe fascismen og reaktionens styrker og omstyrte oligarkiet (både af russisk og ukrainsk variant) og etablere et regime af demokratisk arbejdermagt. Kun socialismens sejre kan garantere en fremtid med frihed og fremgang for det ukrainske folk. Alle andre veje fører til katastrofe.

London, 12. maj 2014

Source