Voldsomme kampe i Iran – der er brug for generalstrejke

Dette er en forkortet udgave af an artikel, der første gang blev bragt på In Defence of Marxism 22. juni. Den fulde udgave på engelsk kan læses her: Iran: the people clash with the State – Now a general strike is needed

Lørdag den 20. juni og søndag den 21. juni tog massebevægelsen i Iran endnu et skridt fremad. Efter en hel uge med ulovlige massedemonstrationer gjorde den øverste leder Ali Khamenei det klart, at der ikke ville blive tilladt flere protester, og at undertrykkelsesapparatets fulde styrke ville blive sat ind. Det standsede ikke bevægelsen. Begge dage gik tusinder på gaden, og de kæmpede tilbage, da politiet og andre styrker forhindrede dem i at demonstrere. I visse tilfælde blev politiet tvunget tilbage. Intet vil være det samme efter denne weekend.

Lørdag den 20. juni var der en massiv tilstedeværelse af politi på Enghelab og Azadi pladserne såvel som på gaderne imellem. Folk begyndte at samles til den planlagte demonstration. Folk blev presset i snart den ene, snart den anden retning af politiet og Basiji-militsen. Men til sidst var de i stand til at samle sig i en tilstrækkelig stor gruppe til at begynde en demonstration. Her er en øjenvidneberetning:

”På Towhid pladsen ændrede det sig drastisk. Gaderne, der fører til Azadi er blokerede. Men denne gang ændrer folk ikke deres rute. De kæmper for den. Der er en byge af sten. Tåregas. Skud. Folk fylder fortovene. Slagmarken er enorm. Vi kan ikke se, hvor den ender, men den fortsætter ned af næste gade. (…) Folk råber ’ned med diktatoren’. Uropolitiet kaster med sten. Folk løber ikke baglæns længere. Jeg tager en halv mursten og kaster den. Jeg er forbløffet. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville gøre det. Jeg burde øve mig. Det var et meget dårligt kast. Jeg tager en ny på størrelse med et granatæble og bærer den med mig bag ryggen. Jeg føler mig som en mellemting mellem en universitetslærer og en hooligan.”

For første gang står folkets bevægelse åbent over for regimets styrker og kæmper tilbage, når de bliver angrebet. Der er videoer, der viser nogle af disse konfrontationer, se for eksempel denne fra Youtube

De bliver støttet af almindelige mennesker. Et andet øjenvidne siger, at ”folk løb ind i huse og søgte beskyttelse hos beboerne, der åbnede deres døre.” Det er bemærkelsesværdigt, da det viser, at selv folk, der ikke tør deltage i en demonstration, der er blevet erklæret ulovlig, ikke desto mindre sympatiserer med bevægelsen og støtter den.

Desuden kommer universitetslæreren, som vi citerede før, med en interessant pointe:

”Her er en sand slagmark. Og denne gang er den enorm. Søjler af røg rejser sig mod himlen. Man kan næsten ikke se asfalten. Kun mursten og sten. Her har folket overtaget. Tre kørebaner, den midterste adskilt af et hegn på grund af metro-byggeriet. Arbejderne er klatret op på hegnet og viser V-tegn. De begynder at kaste sten og tømmer på gaden for at skaffe ammunition. Jeg siger til mig selv, ’se på de fattige, som Ahmadinejad altid taler om’.” (vores fremhævning.)

Dette er meget vigtigt, fordi det viser det modsatte af, hvad visse ultra-venstre sekterikere og kynikere har hævdet, men at det ikke en middel-overklasse bevægelse, men en ægte bevægelse blandt arbejderne, de studerende, kvinderne osv.

Senere på dagen, efter fem timers konfrontation, hvor uropolitiet og Basiji-militsen, Sepah-specialstyrkerne, civilklædte betjente og provokatører brugte tåregas, vandkanoner og skarpe skud, bliver en slags ro genoprettet i Teheran. Ifølge officielle kilder er mellem 10 og 19 blevet dræbt, og hundredvis er blevet anholdt. Nedskydningen af en ung, kvindelig demonstrant ved navn Neda på Kargar-gaden blev fanget på video, hvilket yderligere ansporede bevægelsen.

”Død over Khamenei”

Lørdag aften blev de slagord imod regimet, som blev råbt fra hustagene, og også kunne høres aftenen forinden, mere højlydte og radikale. Yasaman Baji, en journalist for IPS rapporterede:

”Ikke alene blev råbene højlydte og vedholdende lørdag aften, men råbet om ’død over diktatoren’ kunne høres tydeligere end tidligere. I nogle gader blev råbene til ’død over Khamenei’”.

Det er klart, at efter Khameneis tale i fredags, ser bevægelsen mere og mere sig selv samlet mod mere end bare stemmesvindel, men nu også mod selve den øverste leder af den islamiske republik.

Som vi har forklaret i artiklerne i de sidste par uger, vil bevægelsen uundgåeligt begynde at stille spørgsmål ved selve grundlaget for den islamiske republik, ikke bare for valgsvindelen. Mousavi har været den tilfælde person der har stået i spidsen for bevægelsen, men han kontrollerer den ikke, og hans egen popularitet kan meget nemt forsvinde hurtigt hvis han forsøger at gå på kompromis.

Dette er klart udtrykt i en avis, der er blevet delt rundt i en del af siden torsdag, Khiaban ”Gaden”. I en artikel, der hedder ”Vi stoler på gaderne” af Simin Mesgari forklarer hun:

”Mousavi ved udmærket godt hvor dybt såret er. Han ved også at hans grønne bandage kun er et primitivt plaster på såret, og ikke en kur. Mousavi ved godt at han ikke kan være skyld i smerten og kuren på samme tid.

”Mousavi ved godt at alt ’dette’ ikke er for hans skyld. Det er han helt klar over, og vi ved også at hvis der havde været en ’bedre’ kandidat end Mousavi, med en ’mindre ond fortid’, der havde valgt gul som sin kampagnefarve, ville landet have trukket i gult, og Mousavi ville være degraderet til Ahmadinejads situation…

”Det er svært at vivære klar over dette, og samtidig ikke være skræmt over konsekvenserne af det, der er sat i gang. Disse protester kan ryge helt ud af kontrol. Bevægelsens endelige krav er langt fra Mousavi som præsident, selv om den officielle farve stadig er grøn.”

Sammenstødene og demonstrationerne i weekenden var ikke begrænset til Teheran, men havde spredt sig til mange andre byer og regioner i landet, heriblandt Tabriz, Shiraz, Isfahan, Sanandaj, Rasht, Arak, Sari og Ahvaz.

I søndags var der igen tusindvis af mennesker i gaden, selvom tallene var gået betydeligt ned efter den voldsomme undertrykkelse om lørdagen. Men i nogle tilfælde lykkedes det folk at samle sig og demonstrere trods kraftig undertrykkelse. Se for eksempel denne video.

Det er vigtigt at understrege at bevægelsen er spontan, uden ledelse og finder sted under meget hård undertrykkelse, hvor nyhederne og kommunikationsmidlerne bliver censureret, og hvor det er ekstremt svært at få oplysninger rundt. Der er endnu ikke noget af det, der har stoppet bevægelsen.

Her er det vigtigt at huske, at en revolutionær bevægelse ikke bare kan holdes i gang for evigt uden organisation og ledelse. Folket har allerede etableret nogle basale uformelle strukturer, der har gjort at man kan samle hundredetusinder ved mund til mund, e-mail, internettet, sms’er, lokale netværk, osv. Disse strukturer bør demokratisk vælge talspersoner på massemøder i alle fabrikker, arbejdspladser, boligkvarterer og universiteter, og de kan forbindes på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Dette er den eneste måde, hvorpå man kan give bevægelsen en demokratisk og ansvarlig ledelse. En del af dette skal gøres på en meget forsigtig måde, og på dette stadie vil komiteerne nødvendigvis arbejde illegalt, men desto hurtigere man får stablet en national ledelse sammen for bevægelsen, en der kan drages til ansvar for basen, desto bedre.

Splittelser i regimet

Samtidig er der tydelige og store splittelser i toppen af regimet. Fire af Rafsanjanis slægtninge var arresteret i et stykke tid om lørdagen, og blev senere løsladt, ligesom det skete for flere af mellemlederne i Mousavis stab. Rafsanjanis slægtninge blev ikke arresteret, fordi de havde noget med bevægelsen at gøre, men nok nærmere fordi de var med til at prøve at få de gejstlige i Qom til at udtale sig mod Ahmadinejad og Khamenei.

Det er helt tydeligt, at den del af regimet der hælder mod Rafsanjani, Khatami og Mousavi, er bekymrede over massebevægelsens spredning og dens øgede radikalisering, og prøver at finde en løsning ovenfra, efter de har indset at selve grundlaget for den islamiske republik er truet af en revolutionær massebevægelse fra neden.

I en udtalelse fra lørdag sagde Khatami, at medmindre der blev indgået et forhandlingskompromis fra toppen af, ”Ved kun Gud hvad der vil ske”:

”Folkets tillid er skadet, og hvis man lukker dørene for al folkelig protest, åbner man dem bare til endnu farligere veje, som kun Gud ved hvor fører hen. Folkets rettigheder skal forsvares, samtidig med at man sørger for at forhindre kaos og ustabilitet (hvilket slet ikke er folkets intentioner), og dyre og ødelæggende taktikker såsom militær konfrontation og vold må sættes til side. Vi må alle mobilisere for at genopbygge folkets tillid, hvilket er grundlaget for regeringen og staten.”

Mousavi er selv udmærket klar over, og skræmt af, situationen. I sin tale i lørdags sagde han at:

”Hvis omfanget og antallet af forfalskede stemmer, som har sat ild til folkets tillid, i sig selv bliver benyttet som bevis for at der ikke kunne være blevet snydt, vil styrets republikanisme blive smadret, og det vil blive brugt til at vise, at Islam og republikanisme absolut ikke kan fungere sammen.”

Grundlæggende set advarer han om, at hvis man ikke får reformer, vil hele regimets grundlag blive undermineret, hvilket er hvad han frygter allermest.

Problemet er, at masserne gennem deres erfaringer over den sidste uges tid har taget meget hurtigt ved lære. Først indså de deres egen styrke gennem massedemonstrationerne. Nu er de blevet tvunget til at gå imod den øverste leder, og har haft sammenstød med uropolitiet. For mange handler det ikke længere om reformer, men om revolution.

På den anden side er den fløj af regimet, der står bag Khamenei og Ahmadinejad, fast besluttede om at slå hårdt ned. Ingen af disse to fløje kan løse problemet i sidste ende. Til gengæld giver denne interne kamp masserne mere tid til at radikalisere sig.

En ”farve-revolution”?

Nogen har luftet ideen at det bare er endnu en ”farve-revolution”, altså, en bevægelse der på en eller anden måde er manipuleret af vestlige imperialistiske kræfter, i stil med den orange ”revolution” i Ukraine, rose ”revolutionen” i Georgien, osv. Det er klart at hverken USA eller England på nogen måde har ret til at intervenere i Irans indre anliggender, og deres eget generalieblad med at støtte reaktionære militære diktaturer rundt om i hele verden, giver dem ikke noget moralsk grundlag til at kritisere det iranske regime. Iran har en lang og blodig historie med imperialistisk indblanding, især kuppet mod Mossadeq i 1953.

Men det vi ser i Iran nu er en ægte revolutionær massebevægelse, der blev sparket i gang af valgkampen og den senere valgsvindel, men som afspejler en meget dybere utilfredshed blandt de iranske masser. Den voldelige undertrykkelse af unge og kvinder, angrebene på arbejdernes forhold, der brutalt bliver frataget deres mest basale fagforeningsrettigheder, befolkningens stigende fattigdom under de høje oliepriser, de gejstliges hykleri, mm. Det er alle disse faktorer, der har frembragt denne ekstraordinære massebevægelse, ikke en flok udenlandske agenter, som styret påstår.

Desuden, mens vi går hundrede procent imod enhver imperialistisk indblanding og trynen af Iran, betyder det ikke at vi på nogen måde forsvarer Ahmadinejad og det islamiske regime. I løbet af hans præsidentperiode har regimets brutalitet mod arbejdere, kvinder, unge og folket som helhed, undertrykt deres mest basale demokratiske rettigheder og økonomiske rettigheder (under dække af en ”anti-imperialistisk” retorik). På samme tid stoler vi på ingen måde på Mousavi, der selv kommer fra regimets kerne, og som i sin tid som premierminister var ansvarlig for at myrde over 30.000 venstrefløjs- og fagforeningsaktivister. Han har først lige opdaget ”reformisme” nu, fordi han frygter, at hele regimet bliver skyllet væk. Det er måske for sent for ham.

Irans islamiske republik har ikke et eneste gram progressivt i sig. Regimet blev konsolideret i 1979-82 ved at knuse den arbejderrevolution, der havde væltet Shahen. Kommunistpartiet og andre venstrefløjsgruppers katastrofale politik banede vejen for dette nederlag. (Se Den Iranske Revolution, af Ted Grant fra 1979: Del 1 - del 2). Arbejderrådene (shoraerne) skulle smadres, og titusindvis af venstrefløjs-, fagforenings- og ungdomsaktivister blev dræbt for at mullahernes regime kunne konsolidere sin magt. For at gøre det, brugte mullaherne anti-imperialisme i ord, som en måde at få massernes opbakning på, men det burde ikke narre nogen hvad angår det reaktionære diktaturs reelle natur. Vi står side om side med Irans arbejdere, ungdom, kvinder og fattige og mod alle dele af regimet og imperialismen.

Hvilken vej frem?

Endnu en gang har Mousavi, efter at han ikke gav en klar anvisning om, hvorvidt man skulle demonstrere eller ej (der hørtes rygter om en vigtig besked hele lørdagen, men folk gik på gaden alligevel), udstedt en erklæring i stærke vendinger. Han sagde endda, at hvis han blev anholdt, bør folket afholde en landsdækkende strejke. Hvor radikale hans ord end kan lyde, følger han blot bevægelsen, han leder den ikke. At han taler om en generalstrejke afspejler blot de mange diskussioner, der finder sted i massebevægelsen. For eksempel er der en ikke-bekræftet opfordring fra en studenterorganisation om generalstrejke tirsdag.

Vi har tidligere argumenteret for, at det kun er arbejderklassens indtræden i bevægelsen i en organiseret form, der kan sikre bevægelsen sejr. Indtil videre ved vi, at bilarbejderne på Khodro og buschaufførerne fra Vahed åbent støtter bevægelsen, og der kan være andre. Dette er et meget vigtigt skridt fremad, men indtil videre er det ikke blevet omsat i afgørende handlinger. Men det kan ændre sig hurtigt. Enhver ”tilfældighed” (et tilfælde af særligt brutal undertrykkelse, en provokerende udtalelse fra Khamenei eller andet) kan hurtigt udløse en strejkebølge.

Det er ikke klart, hvad der vil ske i denne uge. Hvis der ikke vises en vej fremad for masserne er det muligt at den brutale repression midlertidigt vil standse bevægelsen. Selv hvis det er tilfældet, vil læren af sidste uge ikke gå tabt. Bevidstheden hos millioner af iranske arbejdere, kvinder, unge og almindelige folk er grundlæggende blevet forandret. Ikke alene ser de regimet som deres hovedfjende, de har også set et glimt af deres egen magt, og de har set, at det er muligt at besejre regimet. Den iranske revolution i 1979 fandt ikke sted som en enkelt handling, men udviklede sig gennem mange måneders kamp, indtil den forhadte Shah endelig blev styrtet. Men en midlertidig nedgang i bevægelsen er ikke det eneste mulige udfald. Hvis der udvikler sig en strejkebevægelse i denne uge vil bevægelsen få nyt liv.

Det, vi oplever i Iran, er begyndelsen på en revolution med alle dens indre modsætninger, hvor masserne medbringer alle fordomme og al forvirring fra den tidligere periode, men samtidig vil disse hurtigt blive fejet til side og erstattet af de mest fremskredne ideer og den mest avancerede bevidsthed. En revolution har nødvendigvis sine op- og nedgangsperioder. Masserne kan ikke være på gaden 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Revolutionen vil, især på grund af den revolutionære ledelses svaghed, udvikle sig over et udstrakt tidsrum. Det, der står klart, er, at massernes revolutionære bevægelse er begyndt. Konfrontationerne sidste weekend var et vendepunkt. Det er en pligt for revolutionære aktivister over hele verden at yde støtte og hjælp til massebevægelsen i Iran, samtidig med at man studerer den nuværende bevægelse og landets revolutionære historie i detaljer. Vi henter alle enorm inspiration fra den modige bevægelse hos et folk, der har sagt stop!

  • For ytringsfrihed, organisationsfrihed og pressefrihed
  • For frihed til fagforeninger og strejkeret
  • For en generel lønstigning
  • Forbered en generalstrejke
  • Ned med diktatoren, ned med Khamenei
  • Ned med styret, for en revolutionær grundlovsgivende forsamling
Source: Socialistisk Standpunkt